Pernille Skipper: Jakob Ellemann var det offerlam, der samlede Venstre

Havde landsmødet været afholdt blot få måneder tidligere – og uden Ellemanns erklærede afgang og med valget af en ny formand på dagsordenen – havde det nok været langt mere konfliktfyldt.  

Men gennem hele weekenden var der en stemning af sammenhold, som ikke fornægtede sig. Ingen eller få nævnte deres holdning til CO2-afgift på landbruget eller FE-undersøgelsen, der ellers har splittet partiet gennem lang tid og sendt adskillige 'baglandsrøster' gennem pressen – og til sidst en formand på porten.  

Nu var alle enige om at være trætte af fnidder og interne uenigheder, og at nu måtte der samling til.  

Den der stemning af fuldstændig ro efter en kæmpe intern krig har jeg også oplevet adskillige gange før. Som søskende, der har været ved at slå hinanden til plukfisk, men tre sekunder senere har fået det ud af systemet og forsvarer hinanden mod bøllen i skolegården. På tværs af partier er der intet, der kan samle som en ydre fjende eller en igangværende implosion.

Jakob Ellemann var dybest set det offerlam, der skulle til, for at alle kunne samles igen

Pernille Skipper

Og selvom der var et par stykker hist og her hen over weekenden, primært unge faktisk, der var tydeligt forvirrede over min tilstedeværelse, blev jeg taget enormt godt imod. Flinke, fremmede mennesker bød velkommen eller roste min nye rolle. Gamle kollegaer fra Folketinget uddelte krammere, sludder og sladder. Det var bare rart, også for mig. 

Da jeg sad i toget på vej hjem igen, gik det op for mig, hvorfor jeg ligesom stort set alle andre i Messecenter Herning den lørdag måtte synke klump under Jakob Ellemanns farvel.  

Han har ikke ligefrem haft de mest fair forudsætninger for at løfte den store opgave, som de mange medlemmer havde givet ham. Og nok gik han selv – og gjorde det med værdighed – men han var dybest set det offerlam, der skulle til, for at alle kunne samles igen – de problemer og omstændigheder, han sloges med, er ikke gået væk med hans afgang.  

Alligevel var hans kærlighed og loyalitet til partiet urokkelig: "Jeg skal videre nu, men Venstre vil altid være mit hjem," sagde Jakob Ellemann, før han fik den sidste afsked og klapsalve og forlod messecenteret den lørdag formiddag. Puha. 

Genkendeligheden i Venstres landsmøde for sådan en som mig, der rettelig nok ikke har været i Herning mere end en håndfuld gange før, vidner om, at det er et stykke kultur, der langsomt går tabt, når antallet af aktive partimedlemmer daler på tværs af fløjene.

Og selvom det er rigtigt på tværs af partiskel, at der er forskel på de aktive medlemmer og vælgerne, og at det er en forudsætning for overlevelse at forstå det, så er det ikke just en glædelig udvikling. 

Jeg er ikke pludselig vågnet en morgen og har fået fuldstændigt nye politiske holdninger. Det er ikke mere end to sekunder siden, at jeg brugte alle vågne timer på at ønske Venstre hen, hvor peberet gror. Alligevel elskede jeg at være på Venstres landsmøde. Og jeg havde medfølelse med både mennesket og min gamle kollega Jakob, men fik det også med hele partiet. 

Nu ved jeg, hvorfor jeg har det sådan. Fordi det helt særlige fællesskab, man får, når man er en del af en flok, der har en sag, en tro og et håb for en bedre fremtid, slet ikke er så anderledes endda fra dét, jeg selv har været en del af i over 20 år.  

Og fordi de dalende medlemstal hos alle partier spår en fremtid, hvor færre kommer til at opleve det. Det er virkelig trist. For de mennesker, der ikke ved, hvad de går glip af, og for vores alles demokrati og forståelse på tværs af partiskel.