Pludselig er det slut med ét års corona-konsensus

Danskerne er stillet i udsigt at alle, der vil vaccineres, kan få det sidste skud i armen i slutningen af juni inden sommerferien.  Dertil skal selvfølgelig indregnes, at vacciner først virker effektivt tre uger efter injektionen og bedst efter, at man har fået anden injektion. Ikke desto mindre er mange i risikogrupperne, og de allerældste i befolkningen nu blevet vaccineret.

Dermed er sandsynligheden for, at sygehuse og plejehjem igen hærges af dødsfald svindende. Og den udvikling må snart kunne ses på dødstallene. Måske er det allerede sket. I går var det første gang i flere måneder, at der ikke var registreret nogen døde med corona. De fleste af de over 2300 dødsfald med corona er folk fra plejehjem og fra risikogrupperne, heriblandt de allerældste medborgere.

Når de er taget ud af statistikerne på grund af vacciner, så er argumentet for hård nedlukning ikke længere et spørgsmål om liv og død. Så er det snarere et spørgsmål om, at sygehusenes kapacitet ikke rækker, og at alt for mange syge bliver udsat for langtidsvirkninger.

Men sygehusenes kapacitet har på intet tidspunkt under denne krise været på bristepunktet, og spørgsmålet er nok, om det vil kunne ske med yderligere oplukning, som de borgerlige foreslår. Alt det kan regeringen selvfølgelig også se, men de er naturligvis også under pres for at hindre, at smitten ikke udvikler sig til de worst-case-scenarier, som deres ekspertgruppe opstiller.

Det er regeringen, der sidder med ansvaret, hvis sundhedsvæsenet alligevel igen bliver testet. Selv hvis sandsynligheden er lille. Den ved også, at den store usikkerhed og udsigten til dommedagsscenarier vil blive yderligere minimeret for hver dag, der går med ikke at åbne skoler, virksomheder med videre op.

Kan regeringen forhale en større genåbning, vil det sænke risikoen for den tredje bølge, som nogle forskere i efterhånden mange uger har frygtet er lige om hjørnet. Under alle omstændigheder har regeringen valgt at satse hele butikken på eksperternes anbefalinger, som er en strategi, den hidtil under corona-pandemien har haft stor succes med, og som befolkningen også har bakket ganske pænt op om. Så hvorfor ændre en strategi, som hidtil har båret frugt?

Opluknings-diskussionen i den seneste fase tager sit udgangspunkt i ekspertvurderingers beregninger, der forsøger at indregne effekten af den britiske corona-variant, som fuldstændig har pulveriseret Mette Frederiksens for længst søsatte forhåbninger om en ændring af det regime, som nu på tredje måned har lukket landet ned.

Det er dog beregninger, der ifølge kritikere er behæftet med så stor usikkerhed, sådan at både den største jubeloptimists og den mest deprimerende skeptikers bud rammer måltavlen.

Set fra oppositionen side, så giver denne usikkerhed plads til, at de kan positionere sig i forhold til regeringens meget beherskede genåbningsplan. Jakob Ellemann-Jensen har i snart mange uger forsøgt at forklare offentligheden, at Venstre støtter en forsigtig genåbningslinje, men at man er bekymret for folkesundheden, børnene, de små erhverv osv.

Det samme har alle de øvrige blå partier, men også SF’s Pia Olsen Dyhr har forsøgt at tale for en større genåbning, indtil hun faldt tilbage i sin gamle position om fuld opbakning til regeringen, som hendes vælgere fortsat abonnerer på.

De blå partier hæfter sig også ved, at befolkningen, herunder de erhvervsdrivende, har fået kompetencer til at undgå smitte, som de synes burde fylde meget mere i ekspertvurderingerne. Søren Pape argumenterer for, at landet har folkestyre og ikke ekspertvælde, og dermed får han også sagt, at det i sidste ende er politikernes ansvar.

Det er dog tydeligt, at blå blok er træt af at påtage sig ansvar, når Mette Frederiksen nægter dem selv den mindste indflydelse alene med henvisning til egne eksperter. De blå partier henviser eksempelvis til, at det er umuligt at få regeringen til at regne på scenarier på de områder, hvor de ønsker genåbning. 

Det ser man som benspænd, der skal forhindre oppositionen i at få gode argumenter på hånden og dermed mulighed for at opnå indrømmelser på et område, hvor regeringens troværdighed er tårnhøj hos vælgerne.

For de borgerlige er forhandlingssammenbruddet selvfølgelig en kærkommen lejlighed til at flage, at man faktisk bekymrer sig om vælgergrupper som de erhvervsdrivende, børnefamilierne – og ikke mindst de unge – der sukker efter en anden tilværelse, end den de lever under for øjeblikket.

Det er også et ordentligt kalkuleret sats på, at corona-fatigue endelig har fået tag i vælgerne, og at regeringens indgåede aftale med rød blok onsdag formiddag bliver modtaget med kolossal skuffelse. Det sker dog ikke uden risiko for, at regeringen vil forsøge at udstille den blå opposition som dybt uansvarlige. Det bliver sværere, når regeringen selv opererer med højere antal indlagte på sygehusene.

Hidtil har et ellers meget stort flertal af befolkningen bakket Mette Frederiksens coronakurs op i tykt og tyndt. Spørgsmålet er dog, om støtten fortsat er massiv eller on Venstre og de øvrige blå partier har fanget en stemning blandt tidligere Frederiksen-støtter, som efterhånden er blevet grundtræt af nedlukningsregimet.

I meningsmålingerne kan man indtil videre ikke se nogen tegn på det. S står pænt i målingerne, og rød blok fører suverænt med ca. 10 procentpoints forspring.

Ikke desto mindre er det set flere gange inden for de seneste år, at vælgerne kan komme i skred. Vil de fortsat belønne Frederiksen for at holde skolerne og forretningerne lukkede på et tidspunkt, hvor de mest udsatte befolkningsgrupper er vaccinerede? Eller vil de i stedet belønne oppositionen for at udfordre hende på dette spørgsmål, nu hvor flere kan se, at corona-pandemien i Danmark i stadigt mindre grad er et spørgsmål om liv eller død.

Det kræver, at de accepterer en ny præmis, der handler om, at nedlukningen skal fortsætte, så man undgår flere syge på sygehusene i april. Og det må ungdommen, de psykisk syge og ikke mindst de konkurstruede private virksomheder så finde sig i et par måneder mere.

Interessant er det også, at denne forhandlingsrunde om corona-restriktionerne blev allersidste runde under den gamle epidemilov, der udløber 1. marts. Fra nu af kan regeringen ikke længere diktere restriktionerne, som Folketingets partier så bare kan tilslutte sig, som de vil.

Nye restriktioner skal i fremtiden have hjemmel med egentlig accept fra Folketingets partier i et såkaldt epidemiudvalg, hvor især partiernes sundhedsordførere har sæde. Regeringen skal i det mindste have opbakning fra sit parlamentariske grundlag for at kunne gennemføre nye restriktioner efter udløbsdato.

Vil det ændre det politiske spil om restriktionerne afgørende? Det bliver spændende at se. Det bliver i al fald lidt sværere for Mette Frederiksen og regeringen at gennemføre de iscenesatte optrædener, hvor hun og hendes sundhedsminister Magnus Heunicke fastlægger restriktionerne på forhånd og løber med medieopmærksomheden, uden at vise respekt for Folketinget som institution.

Det er endegyldigt slut med billedet af partiledere, der må optræde som villige statister på græsplænen på Marienborg andægtigt lyttende, mens landsmoderen udlægger teksten, som var hun Moses just landet fra bjerget med stentavlerne.

Folkestyret er i al fald tilbage i spørgsmålet om corona-restriktioner, som nu er blevet lukket ud af skabet for national undtagelsestilstand for at blive et politisk emne med afvejninger af modsatrettede argumenter - for og imod - ligesom så meget andet. Spørgsmålet er nu, om befolkningen er enig med oppositionen om, at det skal være sådan. Det må nye meningsmålinger vise.