Politikerne er nødt til at tage de svære valg om prioriteringer i sundhedsvæsenet

Vil politikerne bevare velfærdsstatens sundhedsben, er de piskede til at forandre for at bevare. Forandringen kræver en klar prioritering. Simpelthen. Men i stedet for de tilbagevendende diskussioner om tobaksrøg, bajere, for meget mad og fedme, skulle partierne måske se på, hvilken pakke, de mener, skal være det generelle offentlige tilbud for behandling? 

Engang fik ægtefæller til fødende, jævnfør et indslag i P1 sidste år, tilbudt varm mad. Det har man droppet. De fleste anser det nok for meget hensigtsmæssigt at bruge pengene på de nyfødte og fødende, selvom besparelsen nok isoleret set er til at overse. Som bekendt; mange bække små. Eller rettere: Færre portioner gullasch med mos koster mindre.

Der var for nylig en diskussion om manglende brystvortetatoveringer på Rigshospitalet efter operationer for brystkræft. Det siger en del om den manglende offentlige politiske diskussion om rammer og prioritering.

Politikerne skal turde tage debatten og beslutningen om, hvad der i grunden er det offentlige tilbud i sundhedssektoren. Skal vi, fordi vi kan? Skal vi, hvis det ikke er livstruende, livskvalitetsforbedrende eller lignende? Hvis man har fået en kræftbehandling og er blevet fri for brystkræft, er det så vigtigt med brystvortetatovering også – eller nye implantater for den sags skyld? 

De skal turde tage debatten om, hvorvidt det offentlige skal betale for at rette ører eller operere hængende øjenlåg. Om kosmetiske operationer er et need-to-have eller et nice-to-have? Den slags debatter, der utvivlsomt bliver følsomme.

Man bør politisk tage en beslutning om, hvad der er rimeligt og mest effektivt at bruge vores allesammens penge på, og så er dét tilbuddet. Vil man som patient noget andet, så er det egenbetaling eller forsikring.

Søren Søndergaard

Man kan også sagtens forestille sig, at en stor gruppe patienter kan droppe kontrolbesøget på sygehuset og i stedet ringe ind eller sende en mail. Mange vil selv kunne tage deres blodtryk – det kunne eksempelvis være en frekvent opgave, hvor man melder ind hver 14. dag eller hver fjerde uge.

Her kan AI gøre nytte i stedet for skade – der vil lynhurtigt kunne samles og bearbejdes data på alle indmeldingerne, der kan bruges i den lægelige behandling. 

Kan man eksempelvis meningsfuldt afgrænse, hvad der er en standardfødsel? Og hvis man kan, skal man så ikke gøre det? Så der ikke er frit valg på alle hylder med hjemmefødsler, fødsler i bad eller noget tredje? De færreste har givet noget imod noget af det, og hjemmefødsler er vist billigere, end man skulle tro.

Pointen er, at man politisk på alle områder og specialer bør tage en beslutning om, hvad der er rimeligt og mest effektivt at bruge vores allesammens penge på, og så er dét tilbuddet. Vil man som patient noget andet, så er det egenbetaling eller forsikring.

Og ja, det skaber ulighed. Men uligheden er her allerede, væksten i private sundhedsforsikringer er alene det seneste år øget med 20 procent ifølge Sundhedsmonitor.dk. Der har altid været og vil altid være nogle, der kan og vil betale sig fra alt.

Prioriteringer sker hele tiden, også i sundhedsvæsenet. Det vil eksempelvis ifølge Jyllands-Posten koste et sted mellem 20 og 30 milliarder kroner at tilbyde alle danskere med et BMI over 30 den nye medicin, der dæmper sulten og slanker. Det siger nok sig selv, at det kan man ikke. Alle overvægtige og fede er jo ikke nødvendigvis syge og behandlingskrævende.

Debatten om prioriteringerne er bare nødvendig, og åbenhed om prioriteringen en politisk pligt. Om kun syv år skal vi eksempelvis finde mere end 20 milliarder ekstra til Forsvaret hvert år, så vi bruger godt 50 og ikke cirka 30 milliarder om året på militæret. Det er sikkert som amen i kirken, at nogle vil spørge, om de penge til den tid mon ikke skal gå til sundhed i stedet.

Den politiske debat om eksempelvis fedmemedicinen er allerede rutinemæssigt på vej i grøften; Politikerne vil se på, hvem der har råd til selv at betale. Men hvordan opgør man det? På lønnen? Eller ser man på, om de pågældende også ryger? Deres madvaner?

Hvad vil det i grunden sige "selv at have råd til"? Og skal dem, der selv har råd, både betale for sig selv og via skatten til alle andre, som måske med lidt omlægning af husholdningen også selv kunne få råd? Hvis ja, så udfordrer man igen-igen samfundskontrakten og fundamentet under velfærdssamfundet.

Det ér ikke let. Det er gudsjammerligt svært. Men nu er der en slags deadline. Så politikerne må til bordet, løse deres opgave og prioritere.

Måske er det rigtige politisk at rette fokus på det meget store flertal af danskerne, der bruger sundhedsvæsenet, og have blikket stift rettet mod, at udviklingen af medicin og behandlingsmetoder næppe går i stå – tvært imod – mens behovet for mere behandling hos flere også øges.

Det giver udfordringer, der skal løses. Og jo helst nu, før det bliver overvældende. Vi har et fantastisk sundhedsvæsen. Det er udfordret, men udfordringer kan overvindes.

Det politiske mod til at fastsætte rammerne for, hvad det er rigtigt i et offentlig finansieret sundhedsvæsen, hvad der skal prioriteres, hvad der basalt set er omfattet af pakken og dermed også ikke er omfattet, er afgørende for, at den humlebi, der udgøres af det danske velfærdssamfund og skattesystemet i forening kan blive ved med at flyve.