Kommentar af 
Claes Kirkeby Theilgaard

Jeg frygter, at velfærdsstaten vil forfølge mig til graven

Velfærdsstaten kan gøre dig til en slave helt uden lænker ved at lade dig arbejde i det fri, men med tvang beslaglægge størstedelen af din løn, skriver Claes Kirkeby Theilgaard.

Hvis man tager de socialdemokratiske skyklapper af, hvad er velfærdsstaten så? Ikke andet end et omfangsrigt system, der, bevæbnet med en ultimativ trussel om frihedsberøvelse, tvinger dig til at afstå mere end halvdelen af din indtægt for siden at bruge dine hårdt tjente penge på at opfylde andres mål end dine egne, skriver Claes Kirkeby Theilgaard.
Hvis man tager de socialdemokratiske skyklapper af, hvad er velfærdsstaten så? Ikke andet end et omfangsrigt system, der, bevæbnet med en ultimativ trussel om frihedsberøvelse, tvinger dig til at afstå mere end halvdelen af din indtægt for siden at bruge dine hårdt tjente penge på at opfylde andres mål end dine egne, skriver Claes Kirkeby Theilgaard.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Claes Kirkeby Theilgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Velfærdsstaten er efterhånden blevet så omfattende, at den gør krav på alt og blander sig i alt. Alligevel er det kun et fåtal, der stopper op og overvejer, om den moralsk kan forsvares.

De ser ikke noget behov for at bekymre sig over noget så virkelighedsfjernt som det moralske grundlag for den velfærdsstat, de er født ind i. Men det er vigtigt at gøre sig den slags overvejelser. Især, når flertallet ikke gør det.

Hvis man tager de socialdemokratiske skyklapper af, hvad er velfærdsstaten så? Ikke andet end et omfangsrigt system, der, bevæbnet med en ultimativ trussel om frihedsberøvelse, tvinger dig til at afstå mere end halvdelen af din indtægt for siden at bruge dine hårdt tjente penge på at opfylde andres mål end dine egne.

Jeg kan simpelthen ikke se det forsvarlige i et sådant system. Det kunne filosoffen Robert Nozick heller ikke.

I sin meget bredt læste og anerkendte klassiker “Anarchy, State and Utopia” fører han et overbevisende argument for, hvorfor beskatning af indtægter fra arbejde er at sammenligne med tvangsarbejde.

Rent moralsk er der ingen forskel på, om staten med tvang beslaglægger dine indtægter fra en dags arbejde eller tvinger dig til at arbejde en dag uden løn.

For støtter du velfærdsstaten, støtter du også dens bagvedliggende logik om, at det er forsvarligt at tvinge mennesker til at arbejde for andres mål

Claes Kirkeby Theilgaard

Man behøver således ikke være bundet i lænker og knokle uden løn for at være slave. Velfærdsstaten kan gøre dig til en slave helt uden lænker ved at lade dig arbejde i det fri, men med tvang beslaglægge størstedelen af din løn.

Hvis du er en af dem, der bliver tvunget til at arbejde for mål, du ikke sympatiserer med, er du nok enig med mig. Men selv hvis du er nogenlunde tilfreds med velfærdsstaten eller er en af dem, for hvem den gør det muligt at leve af andres arbejde, bør du genoverveje din støtte til velfærdsstaten.

For støtter du velfærdsstaten, støtter du også dens bagvedliggende logik om, at det er forsvarligt at tvinge mennesker til at arbejde for andres mål.

Én ting er, om du kan forlige dig med, at du tvinger andre til at arbejde for mål, som du selv finder sympatiske. Men hvad gør du den dag, hvor du ikke selv er enig i de mål, andre tvinger dig til at arbejde for? Så står du tilbage uden noget moralsk forsvar og har intet andet valg end nødtvungent at acceptere din skæbne.

En sådan skæbne er ingen tjent med. I mine øjne ville det klart være at foretrække, at vi fik statens størrelse ned på et moralsk forsvarligt niveau, så vi i langt højere grad kunne bestemme over vores egne liv.

I virkeligheden bør staten i fremtiden ikke tage sig af meget andet end sine kerneopgaver: Retsvæsen, politi og forsvar.

Jeg frygter, at velfærdsstaten skal forfølge mig helt til graven, men jeg håber, at jeg inden da kan nå at blive en fri mand

Claes Kirkeby Theilgaard

Derudover bør staten selvfølgelig også tage sig af de få, der vitterligt ikke kan forsørge sig selv - og så til gengæld gøre dette ordentligt. Samtidig kan staten også med fordel sørge for en grunduddannelse til alle.

En sådan minimalstat ville være noget radikalt anderledes end den altædende velfærdsstat, vi er blevet vant til. Men kun ved på den måde at gå fra velfærdsstat til minimalstat kan vi sikre et fælles udgangspunkt med lige rettigheder og muligheder, hvorfra vi især kan udfolde os som frie og myndige borgere.

Jeg har nu levet mine første 23 år som slave af den velfærdsstat, som mine bedsteforældres og forældres generationer har skabt. Jeg frygter, at velfærdsstaten skal forfølge mig helt til graven, hvor og hvornår den så end skal findes. Men jeg håber, at jeg inden da kan nå at blive en fri mand.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claes Kirkeby Theilgaard

Politisk journalist, B.T.
bachelorstuderende i kommunikation og digitale medier (Aalborg Uni.)

0:000:00