Kommentar af 
Rasmus Nielsen

Rasmus Nielsen: Flere parter kan have ansvar for fyringen af Pernille Weiss

Såvel Pernille Weiss selv, den konservative partitop, tidligere ansatte samt Europa-Parlamentets administration kan godt siges at have et medansvar for hendes fyring. Noget strukturelt må ske for at forebygge yderligere politikerlede, skriver Altingets udgiver.

Der er flere ansvarlige end MEP Pernille Weiss (K) for, at det kom til et brutalt brud mellem hende og Konservative i Danmark, mener Altingets udgiver Rasmus Nielsen. Han peger på mere kollektivt personaleansvar i politiske institutioner i fremtiden for at imødegå dårligt arbejdsmiljø.
Der er flere ansvarlige end MEP Pernille Weiss (K) for, at det kom til et brutalt brud mellem hende og Konservative i Danmark, mener Altingets udgiver Rasmus Nielsen. Han peger på mere kollektivt personaleansvar i politiske institutioner i fremtiden for at imødegå dårligt arbejdsmiljø.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Rasmus Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den opsigtsvækkende, konservative fyring af Pernille Weiss efter hendes fire år i Europa-Parlamentet, ledsaget af hendes grådkvalte tv-optræden, rejser vigtige spørgsmål. Spørgsmål der ikke bare handler om forholdet mellem partier og deres mandat-bærere, men i videre grad om vælgernes respekt for de demokratiske institutioner.

Vi vælgere har krav på, at vores folkevalgte og deres partibaglande får det bedst mulige ud af de mandater, vi har givet dem. Vi kan ikke bruge til noget, at der i den grad larmes i det offentlige rum, som det nu sker i sammenstødet mellem to af de største konservative navne: Den konservative formand Søren Pape Poulsen og det enlige konservative medlem af Europa-Parlamentet Pernille Weiss.

Ærlig talt, find selv ud af det. Fair nok, hvis et parti ikke vil genopstille et navn, som for eksempel Socialdemokratiet forbigik tidligere udenrigsminister og MEP Jeppe Kofod. Men lad støjen blive inden døre. Konservative kunne stille og roligt have meddelt Pernille Weiss, at hun ikke bliver genopstillet. Hun kunne slutte sin femårige valgperiode med værdighed og måske fortsætte som rådgiver eller lobbyist på de politikområder, hvor hun har arbejdet. Nu taber alle parter ansigt.

Det konservative forretningsudvalg har således - kun et år før næste Europa-valg - meddelt Pernille Weiss, at hun er uønsket og helst skal trække sig øjeblikkeligt, hvad hun forståeligt nok afviser. Det er dog hendes mandat og levevej, valgt med godt 80.000 stemmer Danmark rundt.

Sagen bunder i alvorlig kritik af arbejdsmiljøet fra tidligere medarbejdere på Pernille Weiss' kontor. Med Søren Pape Poulsens ord:

"Jeg har opfordret Pernille til at trække sig fra Europa-Parlamentet. Det er voldsomme, samstemmende beretninger, vi har fået fra tidligere medarbejdere. De beskriver et meget dårligt psykisk arbejdsmiljø. Folk bruger ord som mobning, de føler sig truet, de har haft et rigtig, rigtig dårligt psykisk arbejdsmilljø. Mange af dem har været sygemeldt, og det tager vi naturligvis meget alvorligt."

Øjensynlig frygter partiformanden en ny Naser Khader-sag, der tidligere har martret ham og De Konservative.

Pernille Weiss stillede sig på sin side modigt op i skærmtrolden Søren Lipperts program på TV 2 News, hvor det i denne uge igen lykkedes den insisterende interviewer at gafle sig ugens mest varme navn til sit program. Modigt, når nu hun endnu tydeligt og selverkendt var i sine følelsers vold.

Disse partifyringer af højt profilerede folkevalgte medvirker desværre også til den omsiggribende politikerlede.

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

"Det er dybt, dybt krænkende at blive behandlet på denne måde. Jeg er ikke en led kælling. Men jeg er i dybt chok", sagde den konservative profil til Lippert og betonede, at hun både bliver på sit mandat valgperioden ud og i sit parti gennem 40 år.

Med partitoppens mistillid stiller Pernille Weiss sig modvilligt op i rækken af politikere, der er blevet erklæret persona non grata af deres parti. Det gælder et andet medlem af Europa-Parlamentet, Karen Melchior, forhenværende radikal, som det gælder flere borgmestre i Københavns Kommune, senest Venstres nu tidligere borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard.

Hvad er det, der sker? Hvordan kan det forhindres i fremtiden? For disse partifyringer af højt profilerede folkevalgte medvirker desværre også til den omsiggribende politikerlede. "Børnehave" slynges ud blandt nogle, og det er ikke så pænt og dejligt ment, som det lyder.

Fælles for navnesagerne er tilsyneladende, at der er tale om "solist-politikere" i den forstand, at de i deres faglighed i vid udstrækning har været overladt til sig selv og deres - ofte unge og uprøvede - medarbejdere.

Vi udenforstående søger information om, hvad der dog er sket i hver af disse sager, nu senest med Pernille Weiss, som efter alt at dømme rent fagligt har passet sin enlige danske plads i Parlamentets største gruppe EPP for konservative og kristen-demokrater. Et hårdt, stressende job med en hverdag omgivet af Europas dygtigste lobbyister, der øjner en chance for at påvirke en helt centralt placeret ordfører.

Vi kommer ind bag forhænget i en ny, lytteværdig podcast fra to af vores journalister i Bruxelles, Thomas Lauritzen og Rikke Albrechtsen i serien "Altinget taler om Europa".

Som det skal være, er de altid neutrale i deres dækning og går efter bolden og ikke kvinden. Et hensyn der i særlig grad skal vises i en personfølsom sag som denne.

Rikke Albrechtsen er generelt forsigtig med at kommentere, endsige udtrykke holdninger. Derfor skal man lytte særligt efter, når hun i podcasten siger:

”Vi har her i Bruxelles i længere tid hørt om både stress og sygemeldinger, som kom fra tidligere medarbejdere på hendes (Pernille Weiss', red.) kontor. Vi har kunnet se, at folk brød sammen og flygtede fra hendes kontor. Udfordringen for os som medie var, at ingen ville stå frem. Det er helt grundlæggende enormt følsomt, fordi folk har ingen som helst lyst til at stille sig frem i offentligheden. Det er folk, der i høj grad er blevet her i Bruxelles og derfor ikke har lyst til at rage uklar med en meget magtfuld parlamentariker som Pernille Weiss.”

Demokratiet og vi vælgere kan ikke bruge brutale fyringer som den aktuelle til noget som helst.

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

Vores EU-redaktør føjer flere detaljer til om den hidtidige tilstand på det danske, konservative kontor i Bruxelles, der virker underbyggede og bør fremhæves:

"Ni personer er forsvundet fra kontoret, siden hun startede sit mandat tilbage i 2019, og over halvdelen af dem har haft reelle stress-sygemeldinger med i bagagen derfra. De fortæller om en hverdag enormt præget af micromanagement, og om at de følte sig overvåget. Hele deres arbejdsliv var afgjort af, hvilket humør Pernille Weiss selv var i – om hun havde en god eller en dårlig dag - og hun spillede folk ud mod hinanden. Hun havde favoritter, og folk kunne være i kridthuset eller uden for kridthuset, og det var meget afgørende for, hvordan de havde det på arbejdet. De blev kontaktet på alle tider af døgnet, og der var en enormt hård kommunikation. Der blev talt med store bogstaver – både fysisk og på skrift. Der er en fornemmelse af, at hun er utilregnelig, og at man er bange for, hvad hun kan finde på.”

Disse udsagn, som vores EU-redaktion refererer, må formodes i større eller mindre grad at være gangbare, og det burde en folkevalgt, der også er personaleansvarlig, aldrig have ladet passere.

EU-podcasten giver hver uge gerne taletid til både internationale og danske EU-ansatte og andre bemyndigede, der sjældent høres, men dog er med til at præge vores kontinent. Det er saliggørende at møde disse i offentligheden ukendte, men centrale røster. Således er der også et interview med Europa-Parlamentets øverste personaleansvarlige, generaldirektør Kristian Knudsen. Det viser sig, at Europa-Parlamentet siden sidste valg i 2019 har haft godt 30 alvorlige sager, hvor medarbejdere har følt sig mobbet af deres chef, et medlem af Europa-Parlamentet. Ud af de 705 medlemmer i alt er det alt for mange sager. Tænk hvis det skete i Folketinget, Stortinget eller Riksdagen. Så var der for alvor storvask.

Læs også

Generaldirektøren fremstår forsigtig, men seriøs og oprigtigt optaget af at ændre på tingenes tilstand.

"Det er vigtigt, at folk står frem. Vi har set en udvikling over årene, hvor det er klart, at folk står mere og mere frem. De stiller klarere grænser for, hvad der er acceptabelt, og det er en udvikling, vi hilser velkomment. Det er en generel udvikling i samfundet. Man accepterer mindre, end man gjorde for ti eller tyve år siden. Man accepterer mindre, at man bliver dårligt behandlet eller får sexistiske bemærkninger. Man taler i dag mere om, hvordan man omgås hinanden," siger danske Knudsen.

Han oplyser, at Europa-Parlamentets administration står klar med en ny ledelsesuddannelse for sine folkevalgte, som især er ønsket af yngre medlemmer, som kan komme direkte fra Universitetet uden ledelseserfaring. Hans generaldirektorat forbereder at kunne modtage de nye medlemmer efter valget om et år i disse dage. Der er i hele Europa en på nogle træk glimrende tendens til, at ældre politikere på retræte erstattes i EU's folkelige røst - Parlamentet - af unge, fremadstormende politikere, og det øger behovet for lederuddannelse af de ofte intetanende, HR-blanke nyvalgte, der gerne vælges uden erhvervserfaring.

Denne lederuddannelse for nyvalgte må siges at komme på noget nær den yderste dag, når henved fem procent af alle MEP'ere på kun fire år har haft en alvorlig personaleklage liggende. Mobning er endog direkte strafbart i nogle EU-lande. 

Tilbage står, at formentlig mindst fire parter kan siges at være medansvarlige for det seneste, triste og urovækkende eksempel på brud mellem et parti og dets repræsentant:

1. Pernille Weiss. En superambitiøs enmandshær, der har taget meget på sig. Fulde medlemskaber af både Miljøudvalget og Industriudvalget, som er meget tunge lovgivningsudvalg. Med i flere delegationer og stedfortræder i fem udvalg. Lige udnævnt som ordfører for en meget stor reform af EU's lægemiddellovgivning. Hun har opbygget en profil. Og jo mere hun påtager sig, desto mere hviler der på de ansatte. Vel fik hun ikke sine ansatte gennem de første år med sig. Tværtom. Men bemærk: Fire af de nuværende i alt seks medarbejdere bakker hende op uden forbehold. Så tilsyneladende har Pernille Weiss på det seneste forstået alvoren af de tidligere langtidssygemeldinger og har rettet op på sin lederstil. For sent for partiet.

2. Søren Pape Poulsen og det konservative forretningsudvalg. Partiet har kortsluttet Pernille Weiss' politiske karriere uden at give hende chancer for at rette op, som ellers normalt er god stil. Hvorfor kommer tvivlens nådegave ikke europa-parlamentarikeren til gode, når størstedelen af hendes nuværende stab af fuldtidsansatte skriftligt overfor partiets forretningsudvalg udtrykker tillid til hende? Hvem ender med at sidde med aben i den offentlige mening? De fleste, der så Lipperts samtale med Pernille Weiss, vælger nok at lægge sympatien hos hende. Tilføjelse 8. juni kl. 16.40: Partiet oplyser, at forretningsudvalget allerede i juni 2022 i et møde med Pernille Weiss konfronterede hende med personaleproblemer.

Læs også

3. Med forbehold: De tidligere ansatte, der klagede. Forstod de, hvad de gik ind til? En af Europas mest prestigegivende og konkurrenceprægede arbejdspladser, hvor chefen kun er noget værd, når man genvælges? Når chefen både plejer sin gruppe, baglandet derhjemme, håndterer ivrige, snedige lobbyister, svarer journalister døgnet rundt osv. osv. Var de for følsomme? Forstod assistenter på kontoret ikke, at de - så at sige - var "korsangere bag stjernen" og som fornemste opgave havde at bakke solisten op? Og solister kan sagtens være besværlige. Jeg stiller det konsekvent som spørgsmål, for vi udenforstående ved det jo ikke. Graden af medarbejder-medansvar kan ingen uden for kredsen derfor tage stilling til.

4. Europa-Parlamentets administration. Den har åbenlyst også fejlet. Hvor er den tværgående HR-indsats for de ansatte? De tidligere assistenter hos Pernille Weiss viste ikke systemet med alle dets rådgivere og klageadgange tillid, men gik direkte til partiet hjemme i Danmark. Parlamentet bruger for lang tid på at behandle klager, hvilket også selverkendes. 30-35 sager på EU-plan alene i denne valgperiode?! Ansvaret er ikke kun de pågældende medlemmers, men også EU-institutionens som sådan. 

Som en femte ansvarlig kunne i øvrigt nævnes ledelsen af EPP-gruppen. Der bør være et medansvar for personalet på tværs af medlemmer og hvilke lande, de lige kommer fra. Eksempelvis i Folketinget er det jo grupperne, der har et ret betydeligt, tværgående medarbejderansvar, selv om de enkelte medarbejdere og sekretærer arbejder for én eller få folketingsmedlemmer. Mange medlemmer er glade for at få assistance fra personale-klynger, bl.a. på grund af fleksibiliteten og ekspertisen.

Hvad er løsningen? Formentlig mere kollektivt personaleansvar og tværgående HR-tilsyn i institutioner som Europa-Parlamentet og eksempelvis det særegne magistratstyre i København, hvor hver borgmester gerne isolerer sig med sit lille kongerige i form af eget personale.

Læs også

Vi stiller i dag så uendeligt store krav til vores folkevalgte. De skal arbejde i et afsindigt tempo med en konstant stigende lovmængde og stå til rådighed i mange af døgnets timer, blandt andet på internettet. De skal kunne sætte sig ind i svært, ofte meget teknisk stof, forvalte euro-milliarder hentet i EU-borgernes stramme lommer, de skal kunne forhandle; og stakkels den, der laver en lille fejl. Så falder mediehammeren, og udskamningen - og i værste fald udstødningen - tager over. Dertil kommer så, at mange af dem skal være deres egne arbejdsgivere i en daglig, direkte ledelse af en lille stab af medarbejdere. Hvor hverken assistent eller chef kan lukke døren og lige trække vejret.

Hvis ikke allerede generaldirektør Kristian Knudsen har været det, kunne en studietur til de nationale parlamenter, der har færrest tilfælde af mobning, sexisme og anden medarbejder-mistrivsel, være oplagt. For alles skyld skal vi gerne have det til at lykkes.

De politiske institutioner må fremover tage højde for, at unge medarbejdere af i dag heldigvis ikke finder sig i det, deres forældre gjorde. Godt at sige fra hvis arbejdsmiljøet sejler - ingen tvivl om det. De har dog også - sammen med de politiske partier - et medansvar for at hjælpe de enkelte mandat-bærere med at lave politik og dertil skabe og bevare gode arbejdspladser, hvor de ansatte er lige så glade for deres job, som vi alle gerne skulle blive ved med at være for de demokratiske institutioner.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Weiss

MEP (K)
sygeplejerske, cand.scient. i sundhedsvidenskab (SDU 2004), master i ledelse og innovation (CBS), certificeret sexolog

Søren Pape Poulsen

Fhv. partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

Søren Lippert

Vært, "Lippert", TV 2 News
MSc i politisk kommunikation (University of Liverpool 2005), journalist (DMJX 2002)









Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024