Rasmussen: Dystre udsigter for et grimt politisk 2016

KLUMME: Desværre peger alle valg og meningsmålinger på et nyt år, der kan slå alle rekorder i grimhed. Så her er en opskrift fra Annegrethe Rasmussen på, hvordan man bekæmper de populistiske strømninger, der pt. dominerer såvel det politiske USA som Europa og truer det vestlige liberale demokrati (Opdateret med præcisering).

Præciseret: Dele af denne klumme er inspireret af en lederartikel i tidsskriftet The Economist. Altinget beklager, at dette ikke fremgik, da klummen blev publiceret. Læs mere om forløbet her.

---

Normalt er overtegnede en optimistisk natur. Og det vil ikke være umuligt at vinkle 2015 med lyse briller på. I USA er finanskrisen ved at være ovre, og arbejdsløsheden er lav.

Når den foranstående weekend er omme, vil verden sandsynligvis stå med en omend ikke perfekt så dog hæderlig klimaaftale, mens deleøkonomi og genbrug hitter især blandt unge. Ifølge den amerikanske tænketank Freedom House var der i 1972 kun 44 lande, der kunne kaldes frie demokratier med politisk frihed, respekt for menneskerettighederne og uafhængige medier. I 2015 hørte 90 lande under denne kategori.

Først: Det går fremad på flere fronter
Samtidig har verden i løbet af de sidste 50 år fået markant færre fattige beboere, især i Afrika og Asien. FN’s første millenniumudviklingsmål – at reducere fattigdomsraten anno 1990 med 50 procent i 2015 – blev faktisk nået fem år før tidsplanen, nemlig i 2010. Ifølge Verdensbanken var den gennemsnitlige levealder i verden 52,6 år i 1960. Nu er tallet steget til 70. 

I 1970 fik blot 71 procent af alle børn i verden mulighed for at gå i skole, mens det i dag er over 90 procent. Samtidig kappes alverdens grønne entreprenører og fremsynede teknologiske virksomheder om at præsentere verden for opfindelser, der kan kompensere for vandmangel, erstatte de fossile brændstoffer samt bekæmpe de sygdomme, som vi fortsat ikke har knækket den genetiske kode på. I det hele taget synes menneskets opfindsomhed at leve og have det godt.

Så jo, der er grunde til fortsat at være optimist på menneskehedens vegne, men alligevel er jeg ret sikker på, at 2016 vil blive et politisk grimt år. Og det er ikke kun, fordi jeg til dagligt lever med starten på et amerikansk præsidentvalg, hvis lige ikke er set nogensinde i nyere tid. At det skyldes eksistensen af Donald Trump, der i den forgangne uge slog sine egne rekorder i usmagelighed og tangerede fascisme med krav om et stop for indvandring efter religiøse kriterier (kort sagt: ingen muslimer) er kun korrekt på overfladen.

Populisme til højre og venstre
For Trump er jo blot en ufattelig dygtig eksekutor og kommunikator af en dyb frygt, som har grebet den amerikanske befolkning. Og store bidder af hans populistiske højre-nationale dagsorden deles af en betydelig del af den brede amerikanske vælgerbefolkning – også på den demokratiske side.

Den selverklærede socialist Bernie Sanders spiller også på det (venstre)populistiske klaver og er tilsvarende mistroisk over for, hvad han ser som en sammensværgelse mellem den politiske elite og erhvervslivet. Hans slogan om, at ”USA har brug for en politisk revolution” ville ikke være gangbart i Amerika under normale omstændigheder.

Den nye normalitet (*)
Men normaliteten har ændret sig. Den mistro, som almindelige mennesker længe har næret til en ikke nærmere defineret ”elite”, har bredt sig til en udbredt antagelse om, at heller ikke de folkevalgte regeringer evner at sikre folkets sikkerhed.

Det var således revnende ligegyldigt, at den danske borgerlige regering og det største oppositionsparti til venstre, Socialdemokraterne (og SF), anbefalede et ja ved folkeafstemningen om retsforbeholdet i sidste uge – vælgerne stemte som bekendt nej alligevel. Sådan kan det også meget nemt gå, når den britiske statsminister David Cameron skal opfylde sit vælgerløfte om en folkeafstemning om EU-medlemskab i Storbritannien. Det handler ikke om venstre eller højre længere.

I Frankrig så vi også Front National tage bidder af såvel socialisterne som konservative og vinde første runde af de regionale valg 6. december i kølvandet på terrorangrebet på Paris sidste måned. Samlet vandt Marine Le Pen og hendes endnu mere barske niece Marion Maréchal-Le Pen over 40 procent af stemmerne. Gå blot videre til Polen og Ungarn, hvor populisterne har erobret regeringskontorerne; eller til Schweiz og Finland, hvor de deltager i regeringskoalitioner, og til Holland og Sverige, hvor højrepopulistiske partier også ligger højt i meningsmålingerne – listen er lang og inkluderer naturligvis også den betydelige succes, som DF nyder i Danmark.

Støtten til populistiske partier og enkeltpersoner i Vesten er uden sidestykke siden 1930’erne. På en dyster baggrund af terror og flygtningestrømme udgør disse udemokratiske strømninger den alvorligste trussel i nyere tid mod den åbenhed og tolerance, som vi i Vesteuropa normalt tager for givet.

Og når de eksisterende politiske ledere advarer mod at gøre krigen mod terror til en ”kamp mellem civilisationer” eller understreger behovet for en alliance med moderate muslimske ledere og nationer – fremfor en generel afvisning af islam som fjendebillede – som Barack Obama eksempelvis gjorde i en tale, han holdt 6. december efter et islamistisk inspireret terrorangreb i Californien, der kostede 14 mennesker livet, afviser populisterne det hånligt som et tegn på en vattet politisk korrekthed.

På tærsklen til 2016 er det med andre ord værd at stoppe op og udsende en advarsel: Hvis Frankrig forlader euroen (som Marine le Pen har foreslået), hvis Storbritannien forlader EU, eller hvis Ungarn i stigende grad gør Putins Rusland til sit forbillede, vil det tilsammen have ganske alvorlige konsekvenser for Europa – og dermed for Danmark.

Populisme kan bekæmpes – men kun konkret
Og det rækker ikke at vride hænderne i besværgende bekymring. Populisme er utroligt svært at bakse med (som det burde være åbenbart ved blot at kaste et enkelt blik over Atlanterhavet, hvor det samlede republikanske establishment ikke aner deres levende råd, når det gælder kampen mod Trump).

Hver eneste bemærkning om ”ekstremisme”, ”fascisme” eller ”racisme” forstærker blot folkets mistro om, at der findes en elitær sammensværgelse, der ikke tager deres bekymringer alvorligt og blot ser ned på dem, mens deres valg dæmoniseres. Som dagbladet Politiken eksempelvis leverede et lille aktuelt og ubehageligt eksempel på torsdag, da avisen bragte en tegning af en tilsyneladende selvtilfreds udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) med sit juletræ, der var behængt med døde flygtninge som pynt.

Den eneste måde, det liberale demokrati og oplysningstidens værdier kan bekæmpe populismen på, er at trække på den optimisme og kraft, som de demokratiske, markedsøkonomiske idealer rummer, og overbevise vælgerne om, at åbne markeder, globalisering og fri bevægelighed for varer og personer samt den fortsatte udvikling af ny teknologi helt konkret fører til flere jobs – til øget velstand og velfærd. Hvilket fremmedhad, lukkede grænser og protektionisme ikke gør. 

Men det svar kræver også, at en institution som EU rent faktisk leverer brugbare, konkrete svar på en udfordring som eksempelvis den aktuelle flygtningekrise. Ord rækker ikke – politisk handling og resultater er nødvendige, hvis 2016 ikke skal ende som det grimmeste politiske år i årtier.

(*) Præciseret: Dele af denne klumme er inspireret af en lederartikel i tidsskriftet The Economist. Altinget beklager, at dette ikke fremgik, da klummen blev publiceret.

 

---
Annegrethe Rasmussen er korrespondent i Washington DC. Hun skriver blandt andet for Altinget: usa og Information. Hver anden fredag skriver hun klummen 'Skud Derudefra' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.


Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.

Forrige artikel Rasmussen: Mistillid og flygtningekrise er en giftig cocktail Rasmussen: Mistillid og flygtningekrise er en giftig cocktail