Rune Engelbreth: Naturstyrelsen ignorerer videnskaben – igen

For det andet er Rebild Bakker et beskyttet Natura 2000-område, hvilket indebærer formål og forpligtelser, som ikke kan ignoreres af (styrelsens fortolkning af) fredningsbestemmelserne.

Det er således ikke fredningen, men derimod habitatdirektivet, der udstikker rammerne for Natura-2000-områder, og heraf fremgår mål og rammer: "Hovedformålet med dette direktiv er at fremme opretholdelsen af den biologiske diversitet under hensyntagen til økonomiske, sociale, kulturelle og regionale behov".

Man kan altså ikke bare fokusere snævert på en maskinel begunstigelse af lyng og andre dværgbuske i et naturområde, der er underlagt en klar EU-forpligtelse om at fremme biodiversitet.

Netop fordi det er et Natura 2000-område, er en fredning underlagt direktiverne, selvom man kan" tage hensyn" til kulturelle behov. Det fremgår da også af 'Vejledning om de nye fredningsbestemmelser i naturbeskyttelsesloven', at "fredninger skal medvirke til at opfylde Danmarks forpligtelser efter naturbeskyttelsesdirektiverne".

Altså: Direktivet rummer et forpligtende hovedformål om at opretholde biodiversiteten som sådan, eventuelt med andre hensyn, men dét er rækkefølgen. Biodiversitet er hovedformålet, ikke en ensformig "dyrkning" af lyng med metoder, der åbenlyst forringer biodiversiteten.

I modsætning til Naturstyrelsen har Miljøstyrelsen forstået prioriteringen og skriver om Natura 2000: "Områderne skal bevare og beskytte naturtyper og vilde dyre- og plantearter, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landende".

Det er derfor problematisk, at forvaltningen i Rebild Bakker primært handler om at bevare lyngklædte kulturlandskaber, til trods for at lyng jo hverken er sjælden eller truet i modsætning til mange blomster, fugle, sommerfugle og andre insekter, hvis levemuligheder Naturstyrelsens forvaltningsmodel decimerer med får og maskiner.

Det gælder for eksempel en art som rødrygget tornskade, der endda er på udpegningsgrundlaget for området, men som man nærmest ikke kan finde i dag, selvom den netop er knyttet til tørre, lysåbne græsningslandskaber.

Men beskyttelsen af tornskaden og den øvrige biodiversitet knyttet til et Natura 2000-område som Rebild Bakker burde altså veje tungt under henvisning til direktivforpligtelsen om biodiversitet som hovedformål.

Naturstyrelsens vicedirektør forsvarer imidlertid forvaltningen med, at områdets naturtyper har "god bevaringsstatus" og et forbedret strukturindeks ifølge den statslige naturovervågning, Novana.

Hun gør ikke meget ud af, at netop artsindekset ifølge samme overvågning er faldende, hvilket ellers er omdrejningspunktet for kritikken og det modsatte af formålet i et Natura 2000-område. Men hendes misforståelse rækker videre.

For det første siger en forbedret struktur intet ikke nødvendigvis noget om biodiversiteten. Da vicedirektøren i 2019 brugte struktur som argument for, at statsnaturen havde det godt, blev hun også afvist af de seks forskere, jeg tidligere refererede til: "Den indikatorbaserede vurdering af vegetationens struktur viser ikke, om biodiversiteten har det godt".

For det andet kan Novanas naturkortlægning slet ikke bruges til at drage den konklusion, som vicedirektøren gør. Her er tale om en lynhurtig feltbaseret kortlægning med udgangspunkt i indikatorer, der giver et fingerpeg om problemer med for eksempel næringsbelastning og tilgroning.

Disse indikatorer skal bruges til en vigtig prioritering af, hvor man skal gøre en indsats, og hvilke problemer man skal håndtere med sin indsats – ikke hvordan.

Problemet er, at vicedirektøren tror, at hvis for eksempel tilgroning er bekæmpet og resulterer i "god bevaringstilstand", har naturen det godt.

Det er ikke nødvendigvis tilfældet – og det er slet ikke tilfældet i Rebild Bakker – men betyder i realiteten blot, at et specifikt problem formelt bekæmpes.

Det svarer lidt firkantet til, at hvis vi for eksempel en måned har 100 procent coronasmittede beboere på et plejehjem, og efter en måneds administrering af ny medicin kun har nul procent, er dette "godt" ud fra en snæver betragtning. Men hvis resultatet skyldes, at alle plejebeboerne i mellemtiden er døde, ville vi ikke kalde det en metodesucces, vel?

Skal vi endelig se på, hvordan det går de naturtyper, der dominerer Rebild Bakker – tør hede og surt overdrev – er det til gengæld slående, at de i 2019 på nationalt niveau er vurderet til "stærkt ugunstig bevaringsstatus" baseret på den egentlige reproducerbare naturovervågning i Novana.

Den vurdering ville også være helt uomgængelig i en grundig analyse af Rebild Bakker, hvor alle jo i forvejen også er enige om, at biodiversiteten bløder.

Skulle man for alvor vurdere biodiversiteten i Rebild Bakker, skulle man ikke kun se på hurtige indikatorer, men også på blomsterressourcer, gamle løvtræer, variation i busklag og trivsel for sårbare artsgrupper som sommerfugle, bier og torbister.

Vicedirektørens misforståelse af, hvad Novana kan og ikke kan, peger på en bekymrende blindhed over for formålet med et naturområde og de virkemidler, der understøtter dette formål.

Og når formålet i Natura 2000-området Rebild Bakker er biodiversitet, er den forvaltning, der foregår i dag, kontraproduktiv og naturforarmende, fordi virkemidler som får og maskiner slet og ret ødelægger naturværdierne.

Nødvendigheden af ændringer er også påpeget i høringssvar til styrelsens forvaltningsplaner for Rebild Bakker, men er som så megen anden kritik blevet 100 procent ignoreret, hvorfor maskiner fortsætter med at homogenisere vegetationen og terrænoverfladen.

Som nævnt indledningsvis har seks biodiversitetseksperter fra fem forskellige forskningsmiljøer allerede tidligere måttet irettesætte Naturstyrelsens vicedirektør i januar 2019 og understreget, at biodiversiteten er i tilbagegang på statens arealer.

Og ved samme lejlighed understregede de, at Naturstyrelsen ignorerer "den klokkeklare videnskabelige anbefaling om at vælge græsning frem for maskinslåning".

Er det, som vicedirektøren nu næsten to år senere skriver, at man fortsat har tænkt sig at ignorere denne klokkeklare videnskabelige anbefaling? Jeg kan ikke læse det anderledes.

Det er skidt for naturen. Men det er også skidt i en tid, hvor vi står over for to store kriser, klimakrisen og biodiversitetskrisen, og hvor visse kredse i forvejen stimuleres af mistro til videnskabelige vurderinger af årsager og løsninger.

Vicedirektøren har glemt, at der har været et overordentlig kritisk servicetjek af Naturstyrelsens forvaltning i 2019, iværksat af daværende miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) på baggrund af den vedholdende kritik, hvor biodiversitetsforskere blandt andet også peger på: "Erstat maskiner med dyr, der lever på samme præmisser som vilde dyr."

For nylig tog DR sagen op og bad endnu en ekspert vurdere forvaltningen af Rebild Bakker. Camilla Fløjgaard, der forsker i biodiversitet og naturforvaltning på Aarhus Universitet, tog specifikt afsæt i styrelsens brug af får.

"Et af problemerne med får er, at de går meget selektivt efter blomster og urter. Specielt her i sommerperioden. Det kan gå meget hårdt ud over blomsterne på arealerne. Faktisk hører fårene mere hjemme i bjerglandskaber i for eksempel Mellemøsten og Asien," sagde hun til DR.

Ligesom kritikerne anbefaler hun at fjerne fårene og droppe maskinerne og sætte helårsgræssende heste og kreaturer ud. Hvor tit skal det mon siges?

Summa summarum: Nu har vi konstateret, at fredningsbestemmelserne ikke kan bruges som argument imod en bedre og meget mere biodiversitetsgavnlig forvaltning.

Vi har set, at Naturstyrelsen fortsat ignorerer videnskabelige anbefalinger, og at Naturstyrelsen prioriterer dominans af én art (lyng) over biodiversitet modsat Natura 2000-områdets formål.

Men i virkeligheden er det slet ikke givet, at der her er tale om en modstilling mellem lyng og biodiversitet. Et varieret og blomstrende mosaikhedelandskab og den mest biodiversitetsvenlige forvaltning kan efter alt at dømme gå hånd i hånd.

Helårsgræssende kreaturer og heste kan nemlig også gavne lyngen, men i modsætning til fårene æder de ikke ved samme lejlighed blomsterne. Og så er heste og kreaturer jo også en del af vores kultur- og naturarv, hvilket flugter med fredningsbestemmelserne.

Det behøver faktisk ikke være så svært at få flere arter til at trives i flere varierede levesteder. Det lave græsningstryk om sommeren ville fremme mangfoldigheden af lavtvoksende planter, der ofte er vigtige værtsplanter for insekter, og der ville være flere blomstrende urter til glæde for sommerfugle, vilde bier og svirrefluer.

De store dyrs færdsel ville give pletter med bar jord, der i sig selv er et vigtigt levested for varmekrævende organismer, og som er vigtigt spirested for mange planter.

Dyrenes gødning ville fordeles i området henover året og skabe grobund for en rig fauna af møgbiller og skarnbasser, hvoraf mange er afhængige af møg om vinteren eller i det tidlige forår.

De vil igen vil være fødegrundlag for fugle, for eksempel rødrygget tornskade, men også arter som kirkeugle og hvid stork.

Endelig ville fjernelsen af maskiner fremme udvikling af en varieret struktur med masser af naturlige tuer og knolde i landskabet.

Spørgsmålene, der står tilbage, er så: Hvor mange flere forskere skal ignoreres, før Naturstyrelsen inviterer dem på kaffe og udarbejder en anden forvaltningsmodel i Rebild Bakker?

Hvor mange flere arter skal forsvinde, og hvor ringe må biodiversiteten blive, før fårene fjernes, og maskinerne droppes?

Hvor længe vil man fortsat nøjes med at dyrke lyng og ignorere, at hovedformålet i et Natura 2000-område er at opretholde den biologiske mangfoldighed?

-----

Rune Engelbreth Larsen er forfatter, foredragsholder og fotograf med fokus på den danske natur. Han er medlem af Etisk Råd og hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.