Debat

Ejrnæs m.fl.: Biodiversiteten er i tilbagegang – også på statens arealer

REPLIK: Naturstyrelsen ignorerer klokkeklare videnskabelige anbefalinger og handler direkte fagligt ubegrundet, mener en række forskere, som efterlyser en ny kurs for den statslige naturforvaltning.

Helårsgræssende heste på 25 hektar forvildet landbrugsjord.
Helårsgræssende heste på 25 hektar forvildet landbrugsjord.Foto: Peder Størup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Ejrnæs, Jens-Christian Svenning, Hans Henrik Bruun, Jacob Heilmann-Clausen, Carsten Rahbek og Morten D. D. Hansen
Hhv. seniorforsker og professor v. Aarhus Universitet, lektorer samt professor v. Københavns Universitet og museumsinspektør v. Naturhistorisk Museum

Danmarks Naturfredningsforenings præsident Maria R. Gjerding hævder 16. januar, at naturplejen på statens naturarealer alt for ofte gør mere skade end gavn, mens Signe Nepper Larsen 18. januar omvendt hævder, at en undersøgelse fra DCE på Aarhus Universitet viser, at de fleste lysåbne naturtyper på statens arealer har fået en bedre naturtilstand fra 2004-2011.

Vi vil gerne besvare nogle af de faglige spørgsmål, som debatten rejser – i håbet om, at diskussionen om statens naturforvaltning kan fortsætte på et oplyst grundlag.

1. Artsrigdommen er på vej ned – også på statens arealer
Det er korrekt, at DCE i 2016 udarbejdede et notat om statens naturarealer baseret på nationale data. Den nationale kortlægning og overvågning af naturen er baseret på indikatorer, hvor de vigtigste er plantelister og vurderinger og målinger, som afspejler tilgroning og levevilkår i form af vandforhold og næringsbelastning.  

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Kortlægningen, som omfatter alle beskyttede arealer inde i Natura2000-områderne, viser, at lysåbne naturarealer generelt er i en bedre naturtilstand hos staten end hos private jordejere, mens det omvendte er tilfældet for skovene.

Data viser desuden en signifikant fremgang i strukturtilstand og en signifikant tilbagegang i artstilstand for de lysåbne naturtyper. Denne udvikling ses både for statens og de privatejede naturarealer. Tilbagegangen bekræftes af de seneste Novana-data, som med endnu større statistisk sikkerhed viser, at der er en signifikant tilbagegang i antallet af sårbare plantearter i en række af habitatdirektivets naturtyper.

Overvågningsdata [peger] på, at vores klassiske naturplejetilgang ikke har kunnet vende tilbagegangen for biodiversiteten. I det lys er det på høje tid at sadle om fra tankesættet i landbrug og skovbrug til en professionel biologisk funderet faglighed.

Resultaterne fra overvågningen bekræfter en national analyse af Danmarks biodiversitet i 2010, som viste, at Danmarks truede arter og levesteder er i tilbagegang. Biodiversiteten er altså i tilbagegang. Også på statens arealer.

2. Naturlige processer er bedre end maskiner
Naturstyrelsen hæfter sig ved den generelle fremgang i strukturtilstand for statens arealer og argumenterer for, at dette er et tegn på, at forvaltningen er på rette vej. Men den indikatorbaserede vurdering af vegetationens struktur viser ikke, om biodiversiteten har det godt.

En lav strukturtilstand kan være tegn på, at der er tilgroning i gang i et område. Dette er helt reelt, og i dag betyder manglen på græssende dyr overalt i danske naturområder, at der foregår en alvorlig tilgroning.

Men denne viden skal behandles, ligesom lægen behandler symptomer på sygdom hos patienten. Feber, forhøjet blodtryk eller overvægt kan ikke kureres med nedfrysning, åreladning eller amputation, selvom disse indgreb kunne fjerne symptomerne med et snuptag. Vi forventer som patienter at blive mødt med en dybere lægefaglighed.

Helt tilsvarende må vi forvente, at tilgroning af naturarealer mødes af en grundlæggende biologisk forståelse for, at tilgroning er tegn på mangel på naturlige forstyrrelser i økosystemet. Den vigtigste naturlige forstyrrelse er planteædernes græsning, men naturlige forstyrrelser kan også bestå i kysterosion, sandflugt, oversvømmelse eller brand.

Man kan godt eliminere buske og træer med maskiner, men det er uhyre vanskeligt at efterligne alle de forskellige positive effekter af levende dyr. Der kommer eksempelvis hverken hestepærer eller kokasser ud af motorsaven og brakpudseren, og maskinpleje ender næsten altid med store monotone flader uden tuer og knolde og med vegetation i ensartet højde.

Mange steder holder man tilgroningen i ave ved at slå eller knuse opvæksten og lade det afslåede materiale ligge, men dette er ødelæggende for små planter og mosser.

Historisk har der hersket en opfattelse af, at tilgroning med buske og træer er dårligt for naturen, men nyere forskning viser, at krat af pil og stikkende buske er fulde af biodiversitet. Nogle gange er rydning nødvendigt, men komplet eller vedvarende rydning er sjældent en optimal løsning.

Naturstyrelsens forslag om både at prioritere storskalanatur, målrettet naturpleje og genopretning af ny natur virker fagligt meningsfuldt. Men når Naturstyrelsen forsvarer 12 års maskinslåning af enge og kær ved Gudenåens kilder med fremgang for indikatorerne, så ignorerer de den klokkeklare videnskabelige anbefaling om at vælge græsning frem for maskinslåning.

Ved Gudenåens kilder ligger et sammenhængende og varieret naturområde på omkring 400 hektar, så umiddelbart er det svært at få øje på begrundelsen for, at det ikke hører til i kategorien af storskalanatur. Det samme gælder mange andre af statens naturområder, som er store og varierede, og hvor man også har fravalgt naturlig græsning.

3. Produktion og biodiversitet trækker hver sin vej
Konflikten mellem produktion og natur er måske lettest at få øje på i statens skove, hvor der på grund af den forstlige drift mangler gamle træer, dødt ved, sumpskove og naturlige lysninger. Men den findes også på de lysåbne naturarealer.

Naturpleje med sommergræsning passer til landbrugets støtteordninger, og derfor har man mange steder valgt denne måde at drive arealerne på. Men når der kommer en høj tæthed af græssende får eller kvæg på et naturareal om sommeren, æder dyrene al vegetationen, så der intet bliver tilbage til insekterne.

Mange sommerfuglearter er sårbare over for hård sommergræsning, men også bestøvere som bier og svirrefluer rammes, når fårene æder alle blomsterne i naturplejens navn. Efter sådan en naturpleje kan plantelisten være fin, samtidig med at sommerfuglene er forsvundet.

Ved naturligt græsningstryk uden tilskudsfodring æder dyrene først op i vintermånederne, hvilket sikrer en naturlig begrænsning af tilgroningen samt en højere vegetation og flere blomster om sommeren.

4. Store planteædere er helt naturlige
På trods af forskernes anbefalinger insisterer Naturstyrelsen på, at helårsgræsning uden tilskudsfodring ikke er den bedste løsning generelt.

Her er vi fagligt uenige.

Naturlig helårsgræsning er den bedste løsning generelt, fordi vores danske økosystemer netop er udviklet sammen med store planteædere i naturlige tætheder over millioner af år, og som hverken er blevet fodret eller taget på stald om vinteren.

Den eneste grund, vi kan få øje på, til at fravælge helårsgræssende pattedyr i naturlige tætheder uden fodring er, at det nogle steder ikke kan lade sig gøre af politiske eller økonomiske årsager, eller fordi et naturområde er for lille eller ensformigt.

5. Vildere naturforvaltning er ikke risikabelt
Argumentet om, at vi ikke har råd til at prøve det biologisk optimale af for at se, hvad der sker, er fagligt ubegrundet.

Det er sandt, at vi savner dokumentation for biodiversitetseffekten af naturforvaltningen, men denne mangel på evidens gælder ikke kun for en vildere naturforvaltning, men i lige så høj grad for den klassiske naturpleje med sommergræsning, som er et standardvilkår i naturstyrelsens forpagtningskontrakter og græsningsaftaler.

Faktisk peger overvågningsdata på, at vores klassiske naturplejetilgang ikke har kunnet vende tilbagegangen for biodiversiteten. I det lys er det på høje tid at sadle om fra tankesættet i landbrug og skovbrug til en professionel biologisk funderet faglighed.

Det haster med at udstikke en ny kurs for den statslige naturforvaltning, og her er der brug for at højne fagligheden, men også for at politikerne støtter Naturstyrelsen, så de fremover konsekvent kan tilgodese naturens mangfoldighed, frem for at arealdriften skal være styret af økonomisk motiverede landbrugs- og skovbrugshensyn.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carsten Rahbek

Professor, centerleder, Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, Københavns Universitet, professor, Imperial College, London, Professor, Peking Universitet, medlem, det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, medlem, Biodiversitetsrådet
ph.d. i biologi (Københavns Uni. 1995)

Hans Henrik Bruun

Lektor, Biologisk Institut, Københavns Universitet
cand.scient, ph.d.

Jens-Christian Svenning

Professor og centerleder, Institut for Biologi - Center for Biodiversity Dynamics in a Changing World (BIOCHANGE) og sektion for økoinformatik og biodiversitet, Aarhus Universitet, medlem, Biodiversitetsrådet
cand.scient. i biologi (Aarhus Uni. 1997), ph.d. i biologi (Aarhus Uni. 1999)

0:000:00