Søren J. Damm: Mads Holgers store hemmelighed

For præcis et år siden tog den selverklærede ’sidste romantiker’ og markante kulturkonservative debattør, den kun 38-årige Mads Holger, sit eget liv.

En kolossal tragedie, ikke bare for hans nærmeste, men også for den store kreds af os, der udgjorde venner og gode bekendte.

Vantro, afløstes kort efter af en underlig fornemmelse af, at en elsket, historisk bygning, der var en indgroet del af det københavnske bybillede, pludselig var forsvundet, opslugt af jorden, uden nogen rationel forklaring.

Læs mere: Forfatter og debattør Mads Holger er død

Var man en del af hans cirkel, mødte man alt fra feminister, venstrefløjsere, elefantordener til de kridhvide, brune og sorte. Der var virkelig højt til loftet i mere end en forstand hjemme hos Holger og hans kæreste, Kathrine.

Jeg havde løbende kontakt med Mads Holger gennem en del år på grund af vores sideløbende uddannelser og enkelte fælles bekendte.

Sidste gang, jeg mødte ham på tomandshånd, var til en frokost 4. maj sidste år i Indre by.

Mads Holger stræbte efter en Fanny og Alexander-jul, et evigt Venedig og den dalende sne i Schuberts Winterreise.

Søren J. Damm

Jeg spurgte ham, om vi skulle have noget af den champagne, der var blevet synonymt med brandet 'Mads Holger' – hvortil han svarede:

”Jeg skal fortælle dig min største hemmelighed. Jeg kan faktisk ikke tåle champagne. Hvis jeg på forhånd ved, at nu kommer der en uundgåelig byge bobler, så sniger jeg mig lige ud på toilettet og tyrer en kakaomælk. Så undgår jeg halsbrand. Men det må du sgu ikke skrive – så er jeg en færdig mand i offentligheden.”

Det grinte vi meget ad, men her præcis 14 måneder senere indser jeg, at det var et udsagn, der rummede en mere dyster sandhed, end jeg tillagde det, den lune solskinsdag på Gothersgade.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i starten ikke var videre begejstret for Mads Holger, og jeg så ham mest som en charlatan, men efter et par interessante og ofte ustyrligt morsomme samtaler og en jævnlig kontakt over de sociale medier, blev vi, vil jeg påstå, de sidste to år af Mads Holgers liv, venner.

Holger var ikke bare lynende intelligent, charmerende og godt selskab, han var også en mand, som kendte alle. Var man en del af hans cirkel, mødte man alt fra feminister, venstrefløjsere, elefantordener til de kridhvide, brune og sorte. Der var virkelig højt til loftet i mere end en forstand hjemme hos Holger og hans kæreste, Kathrine.  

Han havde en særlig evne til at knytte Debatdanmark sammen hen over meningsslagmarken. Han gjorde ikke tingene mindre polariserede, men han gjorde det hele mere civiliseret – og meget sjovere.

Hos Holger var valutaen vid, humor og/eller dannelse. Men i virkeligheden lå mange af de kerneværdier, han så som klassisk borgerlig dannelse og som en efterstræbelsesværdig livsstil, skulle det vise sig, milevidt fra det segment, han samtidig ønskede at identificere sig med og gerne ville repræsentere.

Og det hele var ikke blot filigran. Midt i æstetikken og narrestregerne var der et oprigtigt ment filosofisk projekt, som jeg synes han kort og kontant forklarer Michael Jeppesen i dette klip, men som også bredes tydeligere ud, i det der måske var hans 'finest hour', programmet 'Skriftestolen', på Radio 24syv.

Men indlejret i hans komplekse tankespind lå også Mads Holgers intellektuelle achilleshæl. Han stræbte efter en Fanny og Alexander-jul, et evigt Venedig og den dalende sne i Schuberts Winterreise – men den verden er væk – og måske fandtes den kun i den indre forestilling, der samtidig agerede brændstoffet for Mads Holgers raison d’etre. Det var en farlig cirkelslutning og en forgæves jagt på melankoliens fantomer.

Mads Holger ville så inderligt gerne skrive den store roman, men han var mere en sprinter, et mere eksplosivt intellekt, der mestrede den kompakte satiriske klumme og den improviserede tale. Han var et altid afsikret maskingevær af hurtige replikker – han var et ’her-og-nu-menneske’, der altid dirrede af tilstedeværelse, paradoksalt nok ofte parret med en utrolig tilbagelænethed.

Men den dag i maj, hvor vi mødtes, kunne jeg fornemme, at noget var anderledes. Han så ukarakteristisk sjusket ud. Han var dog som altid morsom og beleven, men han virkede også som en skuespiller, der ikke længere orkede at spille rollen som Hamlet for 342. gang.

Hans nyligt udgivne bog var blevet sablet ned, han havde, efter eget udsagn, solgt sin sjæl til et komplet underlødigt realityprogram, han kom ikke i Folketinget, og han fik ikke den stilling, han lige havde søgt. Alt smuldrede på samme tid i hans hænder. 

”Jeg er færdig med København,” udtalte han til min store overraskelse og fortalte, at han legede med tanken om at blive præst på Fyn.

Det virkede mest som en feberfantasi, og præstetankerne var nok også mest et udtryk for den resignation, som havde boret sig helt ind i sjælen på Mads Holger - der, som hans søster, Pippi Olivia, fortalte i et smukt og nærværende interview på P1 om sin storebror - altid var meget optaget af, ’hvordan han blev set’.

Han havde brug for ’det andet blik’, som den refleksion, hvor igennem han kunne forstå sig selv, men han ville samtidig også gerne fremstå upåvirket af netop, hvad andre mente om ham. Det må have været en meget drænende psykologisk proces.

Han bar sin menneskelighed som et barn født med hjertet udenpå kroppen. Et hjerte beskyttet af et jakkesæt, der til sidst var så tyndslidt, at man bag stoffet fornemmede den urolige puls.

Som Mads Holgers søster sagde i P1: ”Han var for sårbar til det her show”.

Og han trak store veksler på den almene danske befolknings begrænsede tolerancetærskel for originaler, mens han samtidig var for sårbar til, med åben pande, at kæmpe for retten til at skabe og bestemme sin egen identitet, mod en offentlighed, der konstant insisterede på blot at reducere ham til en påtaget laps fra Stenbroen med en enlig mor og en kriminel far, der begik selvmord.

Den samme far, som måske havde en aktie i, at Mads Holger til sin søster, i en privat øjeblik, havde sagt: ’Jeg kan ikke styre den vildskab, jeg har i mit hjerte’.

Var det arven fra hans far, der talte, eller var det en uhyggelig selvopfyldende profeti?

Mads Holgers største ’forbrydelse’ var hans forsøg på at gå i rette med et samfund, hvor man ikke må skabe sin egen identitet – for i det danske, ’klasseløse’ samfund bliver man alligevel holdt passivt-aggressivt fast i sin medfødte klasse. ’Du skal ikke komme her’-filosofien hersker stadig i bedste velgående i velfærdssamfundets skygger. Og de fleste af os – inklusive mig selv – har en rem af huden. Og måske er det denne indsigt, der er den dyrt købte lektie, der kan uddrages af Mads Holgers alt for tidelige endeligt.

Nu – et år efter tragedien, synes det så klart, at han var fanget i et bur af egne rigide, paradoksale principper og offentlighedens forestillinger – og ulykken er, at Mads Holger selv troede, at det ene og alene var dét skelet, der holdt ham oprejst. Gid vi kunne have overbevist ham om, at han var så meget mere.

Når jeg dagligt passerer Marmorkirken, ser jeg ham ofte ud ad øjenkrogen, vandre resolut ned ad St. Kongensgade i cowboystøvler og jakkesæt, nu som den nye dreng i Københavns spøgelsesintelligensia. Og jeg ved, at han med et skævt smil holder dem alle i sin hule hånd, når de i de sene timer fester i Moltkes Palæ – og der er både Wagner og masser af kolde håndbajere.

------

Søren Jacobsen Damm er debatredaktør på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens holdning.