Forfatter: 90'ernes nyliberalisme har sat varige spor i velfærdsstaten

1990'erne var et forandringens årti, hvor nedarvede institutioner med rod i 1800-tallet stod for skud, og hvor efterkrigstidens velfærds- og arbejderrettigheder blev tilført en ny pligtmoral.

Der opstod skelsættende brudflader i samfundslivet, der fik blivende betydning. Lad os her kaste blikket på en skelsættende stillingskrig mellem troen på det fælles og en offensiv markedstænkning.

Humøret var højt i dansk fagbevægelse i foråret 1994. LO's forbundsformænd konstaterede med slet skjul fryd, at ledighedskurven var knækket. Stadigt flere søgte medlemskab af a-kasser og fagforeninger for at gøre brug af højpopulære orlovsordninger – især til uddannelse. Et drømmescenarie for en enhver fagforeningsmand.

Også den socialdemokratiske fagbevægelses enfant terrible Hardy Hansen fra SiD kippede med flaget og konstaterede, at selv ungdomsarbejdsløshedskurven var knækket, reallønnen stigende og betalingsbalanceoverskuddet i top. Socialdemokratiet var tilbage ved statens ror – der var sammenhold i den socialdemokratiske arbejderbevægelse.

Nye ideer og nye løsninger tonede frem i samfundslivet. Den nye Poul Nyrup Rasmussens regering havde lanceret den såkaldte kickstart, der udpumpede ekstra milliarder gennem øgede udgifter til offentlige investeringer og skattelettelser samt billigere lånemuligheder til husejere. Kickstarten satte gang i hjulene og landet blev hevet ud af syv års lavvækstfælde. En blomstrende opbrudstid tog form. Vidt forskellige politiske tendenser kappedes om at lancere nye løsninger.

Fra Kristeligt Folkeparti over De Radikale til venstrefløjen drøftede man indførelse af en borgerløn – tildelt alle borgere uden behovsprøvning og arbejdspligt. En ny borgerret var på tegnebrættet. Og aarhusianske skraldemænd foreslog deling af det eksisterende arbejde mellem ledige og ansatte.

En blomstrende opbrudstid

Fagforbundet SiD lancerede i samarbejde med en række samfundsforskere grønne beskæftigelsesplaner inden for økologisk jordbrug, naturpleje, miljø, genbrug, kollektiv trafik og vedvarende energi. Planerne byggede på forestillingen om det planlagte liv, hvor samfundsmagten sikrede nyttige jobs og den nødvendige omskoling hertil. Alle skulle sikres tryghed i arbejdslivet og investeringer tilrettelægges efter åbenbare behov.

Fra liberale kræfter hørtes derimod ganske andre toner. Venstre og De Konservative introducerede i forståelse med erhvervslivet krav om fleksibilisering af løndannelsen gennem blandt andet en introduktionsløn til nyansatte for at frembringe vækst og nye jobs.

Alle de nye ideer blev imidlertid skudt ned. Orlovsordningerne blev hurtig nedtrappet, de skulle blot hjælpe kickstarten i gang. Skraldemandsmodellen blev set som en uacceptabel hæmsko for et fleksibelt arbejdsmarked, der bandt de offentlige udgifter til et uacceptabelt højt niveau. Det samme gjaldt mindstelønnen og SIDs grønne planer, der byggede på tanken om at konvertere dagpengeudgifter til grønne investeringer. Borgerlige kræfters ønske om en fleksibel løndannelse havde heller ikke nogen gang på jorden i et samfund med høje organisationsprocenter på arbejdsmarkedet.

Opbrudstid bliver til nyliberalismens pligtmoral

Midt i denne opbrudstid trådte en nyliberal præget velfærdsstat stadig tydeligere frem som fremtidens vinder. 

En ny pligtmoral stillede større krav til den enkelte end før set i efterkrigstiden, borgerne skulle sikres ret til frit at vælge offentlige ydelser, og en ny tids effektive stat stillede krav om mere for de samme penge – med liberalisering, udlicitering og privatisering til følge.

En ny pligtmoral stillede større krav til den enkelte, borgerne skulle sikres ret til frit at vælge offentlige ydelser, og en ny tids effektive stat stillede krav om mere for de samme penge 

Søren Kolstrup
Forfatter og forhenværende folketingsmedlem for Enhedslisten

Den nedarvede velfærdsstat blev underkastet en stille kursændring. Et nyt samfundskompromis mellem velfærd og marked satte sig varige spor. Den nyliberale tankes fremmarch kan illustreres gennem fire højdepunkter.

Aktiveringsstatens krav om at yde for at nyde kulminerede i 1997. Alle dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere skulle i aktivering – også selv om de havde andre problemer end ledighed.

Bistandslovens krav om at hjælpe alle kontanthjælpsmodtagere frem uden modydelse ved en social begivenhed var i 1993 blevet underkastet en revision, som i 1997 blev udvidet til personer, der ikke var arbejdsmarkedsparate.

Man begyndte at tale om den enkeltes fravær af indre velfærd. Det vil sige den enkeltes mangler og brist. Samfundsansvar blev nedtonet til fordel for den enkeltes ansvar. Noget-for-noget-princippet skulle genetablere den indre velfærd. Det vil sige gøre individet skikket til at påtage sig et arbejde.

Vejen var banet for en revolutionering af al førtidspension i år 2000. Fortidens adgang til en retssikret kompensation udmålt efter tab af arbejdsevne blev erstattet af krav om udvikling af arbejdsrestevnen. Alle skulle gøres jobaktive. Alle skulle gøres kompetente til at påtage sig et arbejde – lidt eller meget.  

Førtidspensionsreformen blev lanceret som en forbedring, der rummede et nyt og mere positivt syn på den enkeltes ressourcer, mens fortidens førtidspensionen skulle forbeholdes et fåtal. Den statslige godtgørelse til kommunernes udgifter til førtidspension, refusionsprocenten, blev sænket fra 50 til 35 procent.

Det mest vidtgående eksempel på en nyorganisering af samfundslivet var dog Danmarkshistoriens mest omfattende og dybtgående privatiseringsbølge inden for finansvæsen og infrastruktur. Det vil sige post- og televæsen, transport, energi og data. 

Det startede med de foreningsejede bankers overgang til aktieselskaber, dernæst salg af statens guldæg Statsanstalten for Livsforsikring i 1990 og toppede med salget af Tele Danmark i oktober 1997 for godt 31 milliarder til primært det amerikansk ejede Ameritec. Salget var uden betingelser, fordi staten opgav enhver form for kontrol med selskabet. Det vil sige afstod fra en golden share og total, eftersom både det rå kobber og Teledanmark blev overført til privat ejendom.  

Nyliberalismes krav om at indføre konkurrence i den offentlige sektor gennem blandt andet udlicitering havde ligeledes vind i sejlene, når det handlede om rengøring, veje og dagrenovation, men mødte modstand, når det førte til forringelse af de ansattes løn- og arbejdsvilkår, og blev normalt tilbagevist, når det gjaldt borgernær pleje og omsorg.

I 2001 opsagde en række kommuner kontrakten med koncernen ISS på grund af utilfredshed blandt forældre og medarbejdere, ligesom de kommunale forvaltninger klagede over tunge administrationsrutiner, som stjal tid fra børnene. Ingen af de involverede kommuner havde formået at spare på driften af daginstitutioner.

Alle undersøgelser viste solid opbakning til de borgerlige partiers fritvalgskrav på netop sygehusområdet. Kravet opnåede sine første sejre i 1990'erne og blev perfektioneret i nullerne

Søren Kolstrup
Forfatter og forhenværende folketingsmedlem for Enhedslisten

Det store folkelige gennembrud for Venstres og Det Konservative Folkepartis fritvalgskrav indtraf i sundhedssektoren ved finanslovsaftalen for 1999. Såfremt patientens eget amt ikke kunne overholde behandlingstiden ved livstruende hjerte- og kræftsygdomme, havde vedkommende ret til at vælge behandling på et sygehus i et andet amt, i udlandet eller på et privatsygehus.

En stjernestund for især Venstre. Socialdemokratiet havde slugt en kamel. Partiet havde accepteret brugen af privathospitaler i særlige situationer. Tanken om brugernes frie valg gik særdeles trægt inden for skole og borgernære omsorg, men på sygehusområdet var det lykkedes de borgerlige partier i samarbejde med et fodslæbende socialdemokrati at gennemtrumfe et stadigt mere frit sygehusvalg, alt mens venstrefløjen frygtede fremkomsten af et ulighedsskabende system.

Alle undersøgelser viste solid opbakning til de borgerlige partiers fritvalgskrav på netop sygehusområdet. Kravet opnåede sine første sejre i 1990'erne og blev perfektioneret i nullerne. Private velfærdsløsninger blev så småt en del af velfærdsstaten, dog slet ikke i et omfang, som tåler sammenligning med Sverige.

1990'ernes varige spor

Oplevede Danmark i 1990'erne en nyliberal revolution som i 1980'ernes Storbritannien og New Zealand, hvis ultimative udtryk var afskaffelse af kollektive overenskomster til fordel individuelle overenskomster i 1991? Svaret er nej.  

I Danmark var det organiserede arbejdsmarked intakt, de universelle velfærdsydelser inden for sundhed, undervisning og omsorg bestod. Ja, toforsørgerfamiliens vilkår blev styrket gennem pasningsgaranti i næsten alle kommuner og gennem udvidet barselsorlov, ligesom kommunerne havde pligt til at fremskaffe fleksjobs på overenskomstlignede forhold, og udviklingshandicappede fik lovfæstet adgang til egen bolig.

Alligevel var noget helt nyt undervejs. Velfærdsstaten blev mere selektiv, mindre universel, næppe når det gjaldt sociale begivenheder, der var hver mands herre uanset social position (sundhed, udviklingshæmmede, ældrepleje), men dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere og pensionister med svag tilknytning til arbejdsmarkedet erfarede en mindre regulering.

Et nyt kompromis tonede frem. Staten skulle effektiviseres, fedtet skæres bort. En stille nedslidning tog form. De offentligt ansatte skulle løbe hurtigere ved at indføre konkurrenceprincipper i den offentlige sektor, og markedskræfterne fik større råderum inden for infrastruktur og enestående frihed i finanssektoren, hvor nye produkter åbnede for et lukrativt marked.

1990'erne satte sig varige spor.