Sognepræst: Kalifatet eller Danmark - hvor banker statsborgeransøgerens hjerte?

Af Marie Høgh
Debattør og sognepræst

Håndtryk ved lov. Åh! Det er uliberalt. Det er udemokratisk. Det er symbolpolitik. Det er pjattet, populistisk og udansk.

Det samme er screeningsamtalerne for at undersøge statsborgerskabsansøgernes demokratiske indstilling. Det er tilmed sindelagskontrol. Ifølge kritikerne i hvert fald.

Ja, det er faktisk ingen sag at pleje sin ideologiske hellighed og gøre sig morsom over alle de forhold, der umiddelbart virker fuldkommen tåbelige at lovgive om.

Men ikke desto mindre kan de samme kritikere forvisse sig om, at håndtrykket og screeningssamtalerne er blevet lovgivningsstof, fordi det er ligeså bydende nødvendigt, som det kan umiddelbart kan lyde åndssvagt.

Griner hele vejen til moskeen
Man kan ikke på én gang nægte at give hånd til en kvinde og samtidig underskrive loyalitetserklæringen mod Danmark og danske demokratiske værdier med rent mel i posen.

Selvfølgelig kan man være femtekolonne islamist, bide uviljen mod håndtrykket i sig, skrive under og grine i skægget hele vejen til moskeen over, hvor let det er at få dansk statsborgerskab.

Marie Høgh
Sognepræst og debattør

Men selvfølgelig kan man være femtekolonne islamist, bide uviljen mod håndtrykket i sig, skrive under og grine i skægget hele vejen til moskeen over, hvor let det er at få dansk statsborgerskab.

Derfor er forslaget fra De Konservative og Naser Khader om en mundtlig samtale med en offentlig myndighedsperson om statsborgerskabsansøgerens forhold til danske (friheds-)værdier, ligestilling mellem kønnene og demokrati ikke sindelagskontrollerende, uliberalt eller alt muligt andet væmmeligt – nej, det er det eneste ansvarlige.

Hænger statsborgerskabsansøgerens hjerte ved Danmark eller ved kalifatet? Er det sidste tilfældet, bør man med al rimelighed fortabe muligheden for et dansk statsborgerskab.

I alle andre livs- og åndsforhold skal vi afholde os fra at kigge folk i hjertedybet, men Islamismen er en reel trussel for vores styreform, sammenhængskraft og mod de frihedsværdier, der gør hjertet, tanken, troen og talen fri.

Og vi er nødt til at holde fast ved, at et dansk statsborgerskab ikke er en rettighed, men en gave. Den fornemste gave en stat kan give til et menneske, der ikke er født med arveretten til statsborgerskabet.

Tordner mod vestlige værdier
Sidste år fik 7.272 personer tildelt dansk statsborgerskab, uden nødvendigvis at have talt med én eneste myndighedsperson fra indfødsretsudvalget.

Al erfaring har jo vist, at vi har kastet statsborgerskabet i grams på folk, hvis hede drøm er at omstyrte det danske samfund og leve under Sharialovgivningen.

I undersøgelsen foretaget af Wilke for Jyllands Posten tilbage i 2015 fremgik det, at kun 53,9 procent af danske muslimer ønsker, at Grundloven skal være grundlaget for dansk lovgivning. Det var rystende tal dengang i oktober for tre år siden: Knap fire ud af ti muslimer ønsker, at Koranen skal indgå som fundament for dansk lovgivning.  Og der arbejdes på det.

Ikke engang i ly af mørket, men om en måneds tid samles Hizb-u-Tahrir traditionen tro (det får én til at gyse) til årsmøde i Korsgadehallen, hvor de tordner mod vestlige værdier, ligestilling mellem kønnene, homoseksuelle og alt andet, generationer før os har kæmpet sig til, og derudover opfordrer muslimer til ikke at tage afstand fra terror.

Hizb-u-Tahrir er forbudt i 50 ud af 55 muslimske lande, og de Europæiske Statsborgerskabskonventioner forhindrer, at vi kan smide dem ud på røv og albuer. Men til gengæld kan vi med den omtalte screening (forhåbentlig) undgå at lukke endnu flere ind, udstyre dem med statsborgerskab og tilhørende rettigheder - som deres efterkommere selvfølgelig har arveret til.

Og hvis vi ser på fremskrivningen af den muslimske befolkning, den manglende loyalitet overfor Danmark og et samfund, hvor sammenhængskraften bliver mindre og modsætningsforholdene større, er det svært at finde gode argumenter imod screeninger af statsborgerskabsansøgere.

Screeninger eller samtalerne har til formål at sikre og betrygge Danmark og det danske folks eksistens – gammel- såvel som nydanskere, der har taget landet til sig.

Helt i tråd med Grundtvig
Statsborgerskabet skal behandles med den allerstørste varsomhed, og de konservatives forslag støttet af Dansk Folkeparti er derfor på ingen måde kontroversielt, men helt i tråd med arven fra Grundtvig og Danmarks første indfødsretsudvalg, som Den Gamle var formand for.

Da den første indfødsretslov blev fremlagt for Folketinget, slog Grundtvig i sin tale fast, at der i denne lov bør lægges vægt på ”folkets ejendomsret og arveret til sit fædreland, som det vel kan have gyldig grund til at skænke enkelte udlændinge del i, men det bør aldrig gøres uden hensyn til eget tarv og det almindeligst bedste.”

Og han fortsætter, at ved ansøgninger om dansk statsborgerskab, kræves det, at ”de pågældende kan tale og forstå det danske folks modersmål, og kan antages ved herkomst og slægtskab eller på anden måde at være fast knyttede til folket og til fælles bedste (NFS Grundtvig marts 1850)”.

Af gode grunde havde Grundtvig ingen mening om vore dages indvandrespørgsmål, ej heller om EU eller fodboldlandsholdet, og vi skal ikke gøre de hedengangne åndskæmper til talsmænd for vores politik i dag.

Men til spørgsmålet om statsborgerskab ligger nogle (jeg vover et øje) universelle fordringer om at være knyttet til folket og landet. At være loyal. Et forhold, der er alle politiske og religiøse skel overlegen. Og det bør man naturligvis blive forhørt mundtligt om, inden man får et statsborgerskab foræret.