Statsrevisorernes kritik af politiet er en del af en større problematisk fortælling

For det er på ingen måde første gang, at dansk politi må erkende, at de er en organisation med visse udfordringer. For eksempel skal vi ikke langt tilbage før, at politiet var ude og sige, at de desværre måtte skrotte hele 13 it-relaterede projekter, alt imens 20 andre igangværende projekter er blevet udskudt på ubestemt tid.

For en politiforsker som jeg, der har været med dygtige danske efterforskere på arbejde i både uger og måneder, er dette ikke overraskende. Tværtimod. Politiet svømmer lidt for ofte i gode men hurtige idéer – idéer som lidt for ofte ikke bliver til noget eller får fodfæste i det daglige arbejde.

Hvem husker for eksempel ikke ”Polsag-gate”, hvor daværende justitsminister Morten Bødskov (S) i 2012 valgte at opgive at få implementeret dette ellers kæmpestort anlagte it-system i politiet – en proces og beslutning som kostede statskassen og danske borgere den nette sum af en halv milliard plus en del ekstra bevillinger. Lad os være ærlige, ikke mange private virksomheder og deres ledelser havde overlevet en sådan pebret misere…

De mange it-udfordringer er ikke dansk politis eneste pletter på renommeet. I 2021 var Statsrevisorerne også ude med en kritik af politiets ”ufokuserede patruljering” og tilfældige brug af overvågningskameraer.

Og Ombudsmanden var for blot nogle få måneder siden ude med en krads kritik af politiets nye våbenregister. Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, sagde her til egen hjemmeside, at ”udviklingen af myndighedernes løsning for at gennemføre EU’s krav til våbenregistrering kom for sent i gang og blev til sidst så tidspresset, at systemet blev sat i drift, selv om man vidste, at det stadig led af fejl og mangler.” Øv!

Mere eller mindre gennemtænkte love og lovstramninger er blevet vedtaget i lind strøm, som har sendt politiet og andre retsaktører på overarbejde uden at tage særlig stor højde for implementering, ressourcer og bredere samfundskonsekvenser. 

David Sausdal
Politiforsker

Og læg så hertil andre nylige kritikker, såsom mink-sagen, Tibet-sagen, beskyldninger om etnisk profilering, rekrutteringsudfordringer og en generel mangelfuld indsats i forhold til overtrædelser af kontaktforbud, partnervold, voldtægter og økonomisk kriminalitet, og der tegner sig desværre et potentielt billede af et større og mere gennemgribende problem.

Spørgsmålet er så, hvad der er problemets årsag...?

Set fra min stol peger pilen to steder hen. Indledningsvis peger den mod Folketinget og de forskellige regeringer, der har haft ansvaret for at skabe et velfungerende og tidsvarerende politi. Reformer er blevet vedtaget og senere skarpt kritiseret. En dyrt købt bacheloruddannelse blev forsøgt stablet på benene, men blev så i al hast nedlagt på grund af pludselig mandskabs-mangel.

Mere eller mindre gennemtænkte love og lovstramninger er blevet vedtaget i lind strøm, som har sendt politiet og andre retsaktører på overarbejde uden at tage særlig stor højde for implementeringsmuligheder, ressourcebrister og de bredere samfundskonsekvenser. Tilføj hertil, at politiet selv beretter, at man er ved at blive ”kvalt i politisk styring”, og der tegner sig et billede af en organisation, der lider under en for ofte ugennemtænkt retspolitik.

På den måde er Statsrevisorernes kritik ikke bare en kritik af politiet. Det er også en kritik af de myndigheder og folkevalgte, der former og understøtter politiet.

Pilen peger dog også indad.

Et første genkendeligt problem, er den øverste ledelses’ evner til/muligheder for at sige fra overfor politikerne og embedsværket. Mange af de nævnte kritikpunkter er også en historie om, at man fra politiets side arbejder ud fra en ”vi parerer ordrer-kultur” – en kultur, hvor man sætter en dyd i at følge øverstbefalende, hele vejen fra justitsministeren til den menige mellemleder. Vi skal selvfølgelig have et politi, der følger landets love og demokratiets dessiner. Sådan må og skal det være. Men vi vil også have et politi, der kan sige fra, hvis deres egen faglighed og (manglende) midler byder dem det.

Slutteligt handler det ikke kun, at politiet måske siger for meget ”ja”, hvor de burde sige ”nej”. I 2023 er det ikke kun politiet, der har følt Statsrevisorernes kritiske blik. I begyndelsen af året var Statsrevisorerne også ude med en kritik af Forsvarets manglende økonomistyringsevner. Samme kritik har rigtig nok ikke ramt politiet. Dog er det en nærmest offentlig sandhed, og i hvert fald en sandhed blandt os politiforskere, samt en lang række medarbejdere i politiet som jeg jævnligt taler med, at dansk politi har sine egne ledelses- og organisatoriske udfordringer.

Udfordringerne er mange. For eksempel har man ansat ledere, der er ansvarlige for områder, de har dårligt kendskab til. Projekter bliver startet, som ikke bliver fulgt til dørs. Man arbejder mere ud fra tidligere tiders erfaring og mavefornemmelser end grundige analyser.

Medarbejdere bliver sendt på workshops i diverse programmer og teknologier, som de så kun i meget lille grad benytter sig af hvis overhovedet. Folk bliver flyttet rundt på må og få for at få lappet huller eller tilfredsstillet måltal. Mange medarbejdere døjer med stress og psykiske problemer.

Og man har i alt for lang tid underprioriteret de områder, hvor kriminaliteten faktisk er stigende og fremtidens problemer truer. I stedet har man ladet tingene fortsætte sin vante gang – den vante gang med fokus på et have beredskab, der patruljerer lidt på må og få samt fortsatte efterforskningsindsatser på de mere klassiske områder.

Kort sagt, så er det ikke kun politikernes ansvar, at man i politiet ikke kan følge med på it-området; det er også et udtryk for, at man i politiet ikke har fulgt med tiden. Kig blot på NC3. Ja. De har ikke kunne løfte den opgave, der er blevet givet dem. Men til deres forsvar består specialenheden også af en relativ lille flok af sikkert dedikerede mennesker – en lille flok man har bedt om at løse en af både nutidens og særligt fremtidens største udfordringer. Det er dårlige odds.

En ny tid, kræver et nyt politi. Og måske er løsningen ikke altid at bygge videre på det samme gamle fundament.

David Sausdal
Politiforsker

”Kom nu! Skal alt, ham kriminologen skriver være en klagesang?”, tænker du måske. Selvfølgelig ikke. Som politidirektør Lasse Boje rigtig nok påpeger, er der håb forude. Politiet er ved at vende skuden, også selvom det går langsomt.

Og man må rose de danske politikere og særligt daværende justitsminister Nick Hækkerup for at støbe grunden til en af de, set med mine øje, vigtigste innovationer i dansk politis historie, nemlig opgøret med politikredsherredømmerne og skabelsen af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). I en tid, hvor kriminaliteten let bevæger sig over kreds- og landegrænser og bliver mere og mere kompleks, er der i allerhøjeste grad behov for, at politiet puljer sin ekspertise og ressourcer i en dansk pendant til FBI.

Der skal derfor både ris og ros til. Og dansk politi skal selvfølgelig roses for de mange ting, de gør godt. Jeg håber dog også på lidt mere selvransagelse – både fra politisk og politimæssigt hold. Min frygt er i hvert fald, at mange af de gode idéer og millioner går til spilde, hvis ikke der kommer et større fokus på, at de gives til en organisation, der faktisk kan gøre gavn af dem.

Set fra min stol er Statsrevisorernes kritik dog desværre ikke blot et udtryk for et mindre bump på vejen. Taler man med folk i politiet, store som små, vil mange af dem medgive, at der er behov for en større omkalfatring. Fremtiden er her allerede – en digital og grænseoverskridende frem-tid af kriminalitet, som på ingen måder ligner, hvad vi har kendt til, siden dansk politi først blev undfanget. En ny tid, kræver et nyt politi. Og måske er løsningen ikke altid at bygge videre på det samme gamle fundament.