Selvom Sverige har 30.000 bandemedlemmer, kan vi måske lære noget af dem alligevel

Kriminalitsraterne i Danmark er så forholdsvis lave, at en lille ændring den ene eller anden vej ikke rigtig bemærkes. Og hvem bryder sig i virkeligheden om, hvorvidt bandekriminelle kommer væk fra deres forbryderiske løbebane så længe de blot straffes – og straffes hårdt!

Problemet er dog, at man som politiker i Sverige har sværere og sværere ved at ernære sig ved symbolpolitik. Dette er især sandt, når vi taler om de 30.000 bandemedlemmer og det spor af død og ødelæggelse, de trækker. Her er folket begyndt at kaste sig over politikerne, når det bliver krystalklart, at det de foreslår, mest af alt er et forsøg på at lave populistisk politik, frem for noget der beviseligt mindsker bandernes forfærdelige forbrydelser.

Når banderne ikke blot skyder lidt på hinanden i deres udsatte boligområder, men nu mejer hinanden ned i hobetal samt rammer uskyldige borgere, kan man ikke længere som politiker nøjes med at tro og gætte. Retspolitiske mavefornemmelser og ”sund fornuft” fremstår ikke længere så fornuftige. De kolde og drabelige konsekvenser presser politikerne til at gøre det faktisk nødvendige; også selvom det måske ikke lige passer ind i den partipolitiske manual.

Et godt eksempel på, at de politiske symbolers tid er under pres, er det svenske socialdemokratis nylige ”krav” om, at der skal indføres våbenamnesti. På engelsk hedder det ”gun buybacks”; en idé, der handler om, at man kan få våben væk fra gaden ved at lade folk ustraffet aflevere deres pistoler og geværer til myndighederne. Selvom det, som så mange andre retspolitiske idéer, kan fremstå som en god idé, så er det desværre et tiltag, der er gennemtestet og evalueret. Konklusion: det virker ikke. Slet ikke.

På baggrund af beviser for en manglende effekt, og på baggrund af en gennemgribende forfærdelig situation i Sverige, fremstår de svenske socialdemokraters forslag derfor ikke bare ugennemtænkt men skamløst. Det synes tydeligt, at forslaget handler mere om at positionere sig selv politisk i stedet for at fremlægge egentlig effektiv retspolitik.

At retspolitikken i Sverige nu ikke længere så let kan lade sig selv og andre besnære stemme-orienterede løsningsforslag sker selvfølgelig på en utrolig tragisk baggrund. Man vil i virkeligheden hellere have, at bandekriminaliteten ikke fandtes og at retspolitikken så kunne fortsætte sin vante gang. Bestemt. Samtidig giver den svenske tragedie mig et lille håb om en lysere retspolitisk fremtid. Dette gør den, hvis vi i Danmark er villige til også at lære af vores svenske naboer fremfor blot at hytte vores egen skind.

Som kriminolog og som borger med et brændende ønske om, at vi skal blive bedre til at gøre det, der er rigtig, i stedet for det der føles rigtigt, har jeg i hvert fald et håb om, at dansk retspolitik og -praksis i højere grad lader sig inspirere af de mange gode løsninger på kriminalitetsproblemer, som allerede findes derude. Retspolitik skal også være symbolsk. Vi skal bruge den til at markere, hvor de etiske og moralske grænser går i samfundet. Men både ofre og kriminalitetstallene i samfundet ville drage stor nytte af en meget mere vidensbaseret og pragmatisk tilgang. I Sverige er dette nu åbenlyst. Jeg håber blot, at lignende retspolitiske vinde snart vil blæse over Øresund og ind i Slotsholmens sale.