Vejen til ansvar går gennem feministisk litteratur – ikke Vanopslaghs bog

Sommervarmen skal nydes med drinks, leg og læsning. Hvis du er en alsidig Altinget-nørd, vil du sandsynligvis sluge Alex Vanopslaghs nye bog, fordi du værdsætter klare ord om håb, optimisme og, størst af alt, ansvar. 

Vanopslaghs opråb fik mig til at tænke over feminismen. I hans tekster påtager de krænkelsesparate, venstreorienterede feminister sig skurkerollen: De tiltales som ansvarsløse anarkister, uden evne til at tage hånd om problemerne, hvorfor de tit bliver medskyldige i tidens modløshed.

Jeg ved, det er forkert. For ingen sommerbog har bedt mig så udtrykkeligt om at tage mig sammen, som den feministiske bestseller og selvhjælpsbanger 'all about love' af Bell Hooks.

For ingen sommerbog har bedt mig så udtrykkeligt om at tage mig sammen, som den feministiske bestseller og selvhjælpsbanger ‘all about love’ af Bell Hooks

Emil Samaras

Lad mig uddybe, hvorfor feministerne har fat i Vanopslaghs lange ende, og hvorfor vi alle taber, hvis vi ikke knokler for at forbedre os selv – selv i sommerferien.

Jeg tror, Vanopslagh har ret i, at tidens modløshed bør mødes med modige svar om at tage ansvar. Men hvor Vanopslagh serverer vaccinen som krystalklar stikpille – "du kan godt" – så slår Hooks med selve den komplekse diagnose, som giver os forståelsen. 

Hvis du føler dig ensom, og vennerne vender ryggen til dig - bør du så arbejde for at forbedre relationerne? Hvis forholdet til familien er anstrengt, hvis skyld er det så? Er det egentlig et problem, du burde arbejde på? Det er ikke offergørelse at spørge, hvorfor man ikke kan: Tværtimod former den viden og erkendelse selve vejen til ansvar.

Erkendelsen kommer nemlig kun med hårdt arbejde. Men Vanopslagh har desværre ret i, at alt for mange fortrænger deres nyvundne viden. For mange fortsætter hårdnakket de samme rutiner, som bragte dem i problemer i første omgang, i stedet for at stoppe op og konfrontere dæmonerne. Konfrontation kræver ærlighed og sårbarhed, men alt for mange lærer desværre tidligt, at de skal fortrænge netop de følelser.

Jeg tror, Vanopslagh har ret i, at tidens modløshed bør mødes med modige svar om at tage ansvar. Men hvor Vanopslagh serverer vaccinen som krystalklar stikpille - "du kan godt" - så slår Hooks med selve den komplekse diagnose, som giver os forståelsen.

Emil Samaras

Et eksempel: Min veninde gjorde som mange kvinder og spillede skuespil i sociale relationer. For hun er opvokset i et (latinamerikansk) land, hvor mænd tit er invasive og voldsomme, så hun var blevet socialiseret til at tro, at det var et frit valg at begrænse sig selv. 

Først i trygge rammer, med Hooks i hånden, kunne hun bryde den frygt, være sårbar og ærlig, og åbne op for at udvikle sig. Hun skulle erkende problemet i sin fulde alvor – sexisme, psykisk vold, skuespillet – for langsomt at tage ansvar for at ændre sit liv. 

Et andet eksempel: Min ven havde svært ved at date. Han spurgte ikke, hvorfor kvinder afviste ham, fordi han frygtede svaret. Højreorienterede selvhjælpsbøger fortalte ham, at han skulle være stærk og udadvendt, for at tilfredsstille sine partnere, og på den måde forsøgte han at lyve sig til kærlighed, til tillid, til at blive elsket. Senere gjorde han noget bedre: Han lærte, at ærligheden i samtalerne gjorde ham stærkere, ikke svagere. 

Når følelser bliver undertrykt, forstærker og viderefører man smerte: Forældre slår deres børn, og børnene slår videre. Folk uden økonomisk overskud lærer aldrig, hvordan de skal løfte sig op, og så ender deres næste i selvsamme suppedas. Vanopslagh har fuldkommen ret, når han taler om "åndelig fattigdom": For desværre strømmer benægtelse igennem vores samfund, når vi lyver og undertrykker vores følelser hver eneste dag.

Har du fået nok kærlighed hjemmefra? Hvis nogle spørger, svarer man næsten altid ja. Jeg har selv svaret ja i årtier. Det tog mig mange år at forstå, at jeg var blevet udsat for psykisk vold, for jeg fortrængte det, negligerede det og antog at andre måtte have det på samme måde – derved blev det ingens ansvar, for problemet var slet ikke til stede. 

Jeg undskyldte min egen inkompetence, mine egne følelsesmæssige mangler, ved at være sur på verdenen og på mig selv. I den tid påtog jeg mig den størst mulige offerrolle – den, hvor man benægter dens eksistens.