5 A'er fra Haarder til Vanopslagh: "Han er en tænksom liberalist med sans for ånd og dannelse"

Ånd og dannelse

Han har sans for noget så sjældent som ånd og dannelse, og han kan tale og skrive om det. Som han har gjort i Folketinget, og som han gør i sidste del af bogen, der er den absolut mest læseværdige.

Han står i gæld til den borgerlige profet Henning Fonsmark og den gamle socialist Jørgen Dich, der i bogen ”Den herskende klasse” vendte hele den marxistiske argumentation imod de nye magthavere, de offentligt ansattes organisationer i ”FOAkøbing”, som Vanopslagh meget rammende kalder det.

Han er den type liberalist, der ser friheden som uløseligt forbundet med ansvar, også for andre og samfundet

Bertel Haarder

Fra mit bibliotek har han tyvstjålet kapitel-overskriften ”Grænser for politik”, som var titlen på min måske bedste bog. Men det er ham velundt, fordi han så veloplagt spidder de særinteresser, der ”forklæder sig som almenvellet” og spilder skatteydernes penge på ”pjat, pjank og projektmageri” og tilskud til folk, der godt selv kan betale. Som gårdrenoveringerne i København.  

Han er den type liberalist, der ser friheden som uløseligt forbundet med ansvar, også for andre og samfundet.

Tænksom liberalist

Liberalismens styrke er, at den nedbryder privilegier og velfærdsmonopoler. Derfor anfægter det ham, at tech-monopolerne har fået så massiv magt, ligesom de fastlåste boligmarkeder, der ikke kan løses op med liberaliseringer.

Det anfægter ham, at der siden årtusindskiftet kun er stiftet to danske virksomheder, der har nået tusind ansatte. Man kan tilføje, at fremvæksten af nye andelsvirksomheder også er gået totalt i stå.

Han anfægtes af den konkurrenceskabte butiksdød, som ikke kan opvejes af velmente corporate social responsibility-projekter i de store virksomheder. Han har ”ingen politiske forslag til regulering eller begrænsning af markedskræfterne”, fordi sådanne vil være endnu mere urimelige end de uheldige konsekvenser af friheden.

”Ikke desto mindre”, siger han, ”bør også liberale have blik for, at der findes mål i tilværelsen, som er vigtige, selv om de ikke er økonomisk rationelle.” Sådan taler en tænksom liberalist.

Mig-mig-kulturen

Han foragter reformpædagogikken og mig-mig-kulturen og er åbenlyst tilhænger af det, reformpædagogerne med et skældsord kalder ”tankpasserpædagogik”, hvor vi voksne bestemmer, hvad der skal fyldes på børnene.

Børn skal lære deres kultur at kende. De står på skuldrene af dem, der gik forud. De skal lære at se sig selv som en del af noget større. Og allervigtigst: De skal have styrket deres karakter og ikke kun deres personlighed.

Jeg kunne godt have undværet hans beskrivelse af den stress, der ramte ham selv i en periode, med hjertebanken, nattesved og søvnbesvær

Bertel Haarder

Det ser han også som et af midlerne imod unges mistrivsel, som ikke skyldes faglige krav, som SF's Jacob Mark og andre hævder. De faglige krav og den faglige standard er tværtimod blevet sænket.

Mistrivslen hænger nærmere sammen med mig-mig-mig-kulturen – at æstetikeren vinder over etikeren som hos Søren Kierkegaard.

At de egocentrerede og smålige fællesskaber vinder over det udadvendte, dannelsen og dette at gøre noget sammen med – og for – andre.

Han opremser alle de selvudnævnte ”ofre”, der vil hyldes for det, de er, i stedet for det, de gør. Alle de krænkede.

Han har intet tilovers for krænkelseskulturen og offertænkningen, inklusive Trumps og Inger Støjbergs appel til dem, der altid tror det værste om ”de andre”, eliten, dem i byerne, de fine saloner, hvor de foregiver, de ikke selv kommer.

Han er vestjyde og er selvfølgelig taknemlig for det! Han hæfter sig ved den ejendommelige forskel mellem på den ene side vestjysk foretagsomhed på den stridige jord og på den anden side den mere passive mentalitet på Lolland, hvor jorden er fed og folk har været fæstebønder i generationer.

Jeg er enig i hans krav om adgang til private løsninger overalt i velfærdsstaten – pengene skal følge borgerne. Men jeg er uenig i hans forslag om overgang til obligatoriske sundhedsforsikringer.

Det risikerer at bringe os henimod amerikanske tilstande med overbehandling og snyltende advokater og forsikringsfolk, der får sundhedsvæsnet til at koste næsten det dobbelte af, hvad det koster i Danmark – uden at være bedre for de fleste.

Manglende liberalt kampskrig

Jeg kunne godt have undværet hans beskrivelse af den stress, der ramte ham selv i en periode, med hjertebanken, nattesved og søvnbesvær. Det vedrører jo egentlig ikke andre. Men jeg tror, han tager det med for ikke at blive beskyldt for at tage let på unges mistrivsel og psykiske problemer.

Alex Vanopslagh har skrevet en rigtig god bog – og så tilgiver jeg ham gerne, at han kan hidse sig op over afskaffelsen af en fridag

Bertel Haarder

Hvad jeg savner i bogen er et liberalt kampskrig til forsvar for det skrantende foreningsliv, civilsamfundet, hvor danskerne praktiserer den liberale opskrift: tager ansvar for sig selv og andre.

Det lider i disse år under det voksende proportionsløse sikkerhedshysteri, herunder de overdrevne databeskyttelsesregler og hvidvask-reglerne, der hæmmer underskoven i civilsamfundet, så det bliver alt for bøvlet at drive en lille forening med et medlemsregister, der ikke må rundsendes, og bøvlede krav ved oprettelse af en bankkonto. Et pinsemarked i Gram forudsætter 26 tilladelser!

Vi plager os selv med sikkerhedsforanstaltninger ligesom under corona, hvor alt for mange oplevede, at man forringede deres liv for at forlænge det. Ingen tør tage ansvaret for ikke at forebygge selv den allermindste risiko, som når livremmen skal tages af i sikkerhedskontrollen i lufthavnen.

Det er kun politikerne, der kan bekæmpe det og tage ansvaret for det. Det bør hans næste bog handle om.

Alex Vanopslagh har skrevet en rigtig god bog – og så tilgiver jeg ham gerne, at han kan hidse sig op over afskaffelsen af en fridag. Han er jo trods alt partiformand og må som de andre ind imellem skrabe bunden, når han trækker vod i folkehavet.