Anmeldelse af 
Caspar Stefani

Afghanistan-veteran sætter ansigt på soldaten bag uniformen og starter vigtig debat

Emil Arenholdt formår at sætte ord på ting, der er implicitte for soldater, så civile efter endt læsning vil have en større forståelse for vores veteraner – og det er der brug for, skriver Casper Stefani.

Emil Arenholdt har skrevet en uhyre relevant og velskrevet bog, som kan anbefales til alle, der er interesseret i krigens og soldatens natur, skriver Caspar Stefani.
Emil Arenholdt har skrevet en uhyre relevant og velskrevet bog, som kan anbefales til alle, der er interesseret i krigens og soldatens natur, skriver Caspar Stefani.Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Caspar Stefani
Soldaterhjerte: Tabuer, traumer og fællesskab – ved fronten og hjemme igen
Emil Arenholt Mosekjær
312 sider, Gads Forlag

 

Den russiske angrebskrig mod Ukraine har mindet politikerne om, at det der med at kunne forsvare sig selv, åbenbart er ret vigtigt. På trods af adskillige advarsler igennem de seneste ti år, skulle der en krig til, før alvoren gik op for de danske politikere.

Det har resulteret i en meget tiltrængt offentlig debat om det danske forsvar. Flere soldater og fastholdelse af dem, som allerede har valgt det som levevej, har heldigvis fået et stort politisk fokus. Men hvem gemmer sig bag uniformen?

Det har Afghanistan-veteranen Emil Arenholt Mosekjær sat sig for at besvare i sin bog 'Soldaterhjerte: Tabuer, traumer og fællesskab – ved fronten og hjemme igen'.

Fællesskabet mellem soldater, som Emil Arenholt beskriver, eksisterer i høj grad

Caspar Stefani

De fleste kender nok en enkelt eller to, der har været en tur i trøjen – om ikke andet som værnepligtig. Men én ting er at kende, en anden ting er at forstå dem, som har været i krig, og dem som vælger det som en levevej.

For hvem i alverden vælger dog frivilligt at sige nej tak til søvn og mad, og ja tak til en ganske ussel hyre, hvor man ovenikøbet risikerer liv og lemmer?

Soldatens tre faser

Det er store og svære spørgsmål, som Emil Arenholt sætter sig for at få svar på og forklare. For hvorfor vælger man egentlig at gå i krig? Hvorfor valgte tusindvis af unge danskere at forlade det gode liv herhjemme, og tage til Irak og Afghanistan? Hvordan var det? Og hvordan er det så at komme hjem igen? Hvorfor har mange soldater det svært, når de kommer hjem? Og hvorfor savner mange soldater, krigen når de kommer hjem?

Med det in mente er opdelingen af bogen ganske logisk. Den er inddelt i tre overordnede kapitler: "Længsel", "Fronten" og "Nostalgien". Længslen om at komme afsted, krigen og savnet der ofte opstår, når man kommet hjem igen. Særligt det sidste kan virke mærkeligt for civile, for hvordan kan man savne død og ødelæggelse?  

Læs også

De overordnede kapitler er inddelt i en række underafsnit, der tager forskellige temaer op. Det kan måske virke lidt forvirrende i starten af bogen, og en indholdsfortegnelse kunne have været en fordel.

Der er også mange veteraner at holde styr på, hvilket kan være et forstyrrende element i starten, idet man lige skal nogle sider tilbage, og se hvem det egentligt var. Det giver dog giver bogen en god dybde og bekræfter, at tiden går, mens soldater og deres følelser og motivation overordnet forbliver det samme.

Fra Irak til Indokina

Emil Arenholdt har interviewet en række veteraner fra forskellige steder i verden, som har deltaget i vidt forskellige krige. Veteraner fra Anden Verdenskrig, Irak og Afghanistan og op til de første kampe i Donbas tilbage i 2014. Selv en veteran fra den franske krig i Indokina er med i bogen.

Særligt for dem, der ikke har set skyggen af en kaserne, er den relevant

Caspar Stefani

Krige der var forskellige i form af årsager, parter og konsekvenser, men når det kommer til de involverede soldater, er de i grove træk ens.

Det er nogle uhyre interessante og sympatiske veteraner, med vidt forskellige udgangspunkter der er med i bogen.

Den ping-pong der foregår bogen igennem mellem forfatteren og veteranerne, han interviewer, bekræfter bogens pointer – at soldater har særligt fællesskab og måde at tale om tingene på, uagtet deres alder – er en fornøjelse at læse. For det fællesskab mellem soldater, som Emil Arenholt beskriver, eksisterer i høj grad.

Relevant for alle

Selv for mig, der bilder mig selv ind, at jeg godt forstå soldater, fordi jeg selv er en, er bogen værd at læse. Og særligt for dem, der ikke har set skyggen af en kaserne, er den relevant.

Ting der er implicitte for soldater bliver forklaret af forfatteren, der har fuldstændigt styr på at beskrive følelser og oplevelser for folk, der ikke kender Forsvaret.

Det er rart at vide, at man ikke er skingrende skør og ikke er den eneste, der savner spændingen og kammeratskabet, der følger med ved at være ude i fronten, skriver Caspar Stefani. (Arkivfoto)
Det er rart at vide, at man ikke er skingrende skør og ikke er den eneste, der savner spændingen og kammeratskabet, der følger med ved at være ude i fronten, skriver Caspar Stefani. (Arkivfoto) Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

For mig, der har været i Forsvaret i snart otte år, fangede jeg mig selv i at nikke og smile genkendende til de nogle gange vanvittige tanker og tabuer, nogle af veteranerne kom med.

Det er rart at vide, at man ikke er skingrende skør og står alene med det. For jeg er ikke den eneste, der stadig savner spændingen og kammeratskabet, der følger med ved at være ude i fronten.

Fra Helmand til køen i Netto

Det er svært som soldat at tale med civile om militæret. Det er jo to forskellige verdener. Og det er ikke få gange, at jeg har fået halvmåbende og uforstående blikke, når jeg har fortalt om, hvor spændende det var at være i ildkamp.

Man behøvede ikke at bekymre sig om nem-id, regninger eller køen i netto

Caspar Stefani

Adrenalinsuset som man selv 11 år efter sin tur i Helmand-provinsen stadig savner. Duften af burn-pits (åbne bål hvor vi brændte vores efterladenskaber), hygge, røverhistorier og kammeratskabet i patruljebasen.

Man behøvede ikke at bekymre sig om nem-id, regninger eller køen i netto. Til gengæld så myldrede tankerne rundt, når man gik ud af patruljebasens porte til endnu en patrulje.

Ja, selv når jeg skriver det, kan jeg egentligt godt forstå, at man tænker, at soldater, der selv opsøger krigen, er forskruet. For selv om måden at føre krig på har ændret sig grundet teknologien, så har essensen af krig ikke ændret sig de sidste hundrede år: Skyttegrave, kampvogne og artilleri, død og ødelæggelse.

Læs også

Det samme gælder det særlige bånd, der er mellem soldater, der har været ude i den skarpe ende og mærket og set grænsen mellem liv og død. Det formår Emil Arenholdt at sætte ord på, så jeg tror, at uforstående vil have en større forståelse af soldaten bag uniformen – og det er der brug for.

Emil Arenholdt har sammenfattende skrevet en uhyre relevant og velskrevet bog, som kan anbefales til alle, der er interesseret i krigens og soldatens natur.

For en god ordens skyld skal jeg indvende, at jeg var udsendt samtidig til Afghanistan som forfatteren. Vi gik også enkelte patruljer sammen, hvor hans ingeniørgruppe forsøgte (og ofte lykkedes) med at finde vejsidebomberne, før de fandt os.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Caspar Stefani

Officer i hæren, debattør
cand.scient.pol. (Københavns Uni.), officer, Forsvarsakademiet (2021)

Emil Arenholt Mosekjær

Presserådgiver ved Forsvarskommandoen, forfatter til 'Soldaterhjerte'
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Tel Aviv Universitet

0:000:00