Stine Bosse: Vi skal bygge EU op på ny

KOMMENTAR: EU er trådt ind i en ny virkelighed med udfordringer, der kræver langsigtede løsninger. Det politiske landskab bevæger sig væk fra højre-venstre-aksen og vil fremover handle mere om frihed og demokrati over for en totalitær tankegang, skriver Stine Bosse.

Det er sagt før, men det tåler gentagelse: Verden er ikke den samme som før Brexit og valget af Trump. Men mere rigtigt er det nok at sige: Europa er ikke det samme.

Egentlig er udfordringerne ikke nye, de er blot blevet betydeligt større og mere komplekse, ja, nogle ville sige kaotiske i deres karakter.

Det kaotiske forløb, vi har set, efter at Brexit blev en realitet, viser os de svageste sider ved det moderne demokrati, hvor vi ikke kan skille fake fra fakta uden hjælp, og hvor politiske spillere uden for en nations grænser ikke tøver med at infiltrere og påvirke i dette tilfælde måske den vigtigste afstemning i Storbritannien i mands minde.

Betydelig mere indgribende end ved indtræden i dengang EF, fordi så mange af de helt centrale samfundsstrukturer nu er helt afstemt med den europæiske virkelighed, vi har udviklet sammen, og som nu forventeligt brat vil blive revet itu, hvilket efterlader et kaos og en tvivlrådighed, vi dagligt er vidne til i medierne.

Skal bygges op på ny
Hvad skal erstatte samhandelsregler? Hvordan får man bygget egen fødevare- og medicin-sikkerhed op? Hvad med arbejdstagerrettigheder?

Ja, alt det, vi baserede, udviklede og civiliserede samfund på i Den Europæiske Union, skal man nu bygge op på ny. Eller skrive af. Som Norge gør det.

Alt sammen med betydeligt tab af indflydelse på egne vilkår, og briterne vil selvfølgelig ikke længere have indflydelse på os andre i de 27 EU-lande.

Storbritanniens farvel vil præge ikke bare 2019, men også de kommende år. Selvom tilslutningen til EU er steget i de 27 lande, der synes at holde sammen som ærtehalm, skal man være naiv, hvis man tror, at det er gjort med det.

Bliver en værdidebat
Stærke højrenationale kræfter som Alternative Für Deutschland og her i landet DF vil spille på nationalromantiske forestillinger, som vil udfordre Unionen.

Endnu værre er, at det med al sandsynlighed ikke bliver en ja-eller-nej-debat, men en værdidebat.

De højrenationale kræfter er begyndt at samle sig på tværs af landene i Europa.

Dette lægger de ikke skjul på, og vores DF har været ganske aktive med denne agenda.

Én samlet ekstrem højrefløj har været målet ifølge Anders Vistisen på P1’s program "Europa lige nu".

På spørgsmålet om Orbán i EPP lød svaret, at det var godt med meningsallierede i det på nuværende tidspunkt største parti i Parlamentet.  

En ny politisk akse
Det vil ikke være svært at samle sig om handelsaftaler, kontrol af finanssektor og den type politikker, og det vil heller ikke være svært at samle sig om at udfordre artikel to i EU-traktaten, hvor det slås fast, at vi alle nyder stor beskyttelse, demokratiet værnes, og hvor menneskerettighederne omtales og bliver til “ret” i Unionens forstand.

Det kommer til at udfordre det liberale og frie demokrati, som vi kender det, og som var resultatet af Anden Verdenskrig.

Derfor bliver det helt væsentligt at følge de interne politiske kampe i Parlamentet, ikke bare for så vidt angår den klassiske højre-venstre-akse, men måske i endnu højere grad en akse, der handler om frihed og demokrati versus mere totalitære løsninger.

Fundamentale spørgsmål på spil
Det er for simpelt kun at tale om økonomi og fordeling; der er mere fundamentale statsretlige og unionsretlige spørgsmål på spil.

Valget til Parlamentet i maj bliver ganske afgørende.

Det er mit håb, at medierne vil være kritiske i forhold til, hvem man danner gruppe med EU-politisk, og hvad man vil på den europæiske scene, og ikke bare lade debatten handle om dansk politik med lidt Europa ovenpå.

Som når der tales om den vandrende arbejdskraft uden at tale om alle læger og andre akademikere, men kun om de underbetalte håndværkere eller børnechecks.

Vi må se på det hele. Sammen.

Behov for fællesskabets opmærksomhed
Kun gennem borgernes direkte involvering i den politik, der udfoldes på den europæiske scene, kan der skaffes legitimitet til den nødvendige videreudvikling af Unionen.

For de store opgaver tårner sig op og kræver fællesskabets opmærksomhed for at finde løsninger.

Det være sig migrationspresset, der måske nok er mindsket, men jo langtfra løst.

Det være sig flygtningespørgsmålet, som altid vil afhænge af, hvor meget uro eller ligefrem krig der findes i den del af verden, vi grænser op til.

Udgifterne til bevogtning af EU’s ydre grænse er steget fra 6,3 millioner euro til 280 millioner euro på bare 12 år.

Kommissionen forventer, at dette tal stiger til 2 milliarder euro i 2027.

Emnet vil stå højt på agendaen i 2019, og igen bliver det fordeling af asylansøgere, hjemsendelse og aftaler med “handlingslande”, der kommer i centrum.

Her er det værd at holde øje med, om højreekstreme partier vil være med til at skabe egentlige løsninger. Eller om de fortsat bare taler om problemets overvældende størrelse.

Lyt til folket
Det oprør, der ligger bag De Gule Veste i Frankrig, er mangefacetteret.

Det vil være klogt af alle politisk aktive at tage bestik af det "kaos", de egentlig repræsenterer, og som ikke har så lidt tilfælles med Brexit og valget af Trump.

Der skal lyttes til dem, der er bange. Bange for stigende udgifter til benzin, fordi de er relativt fattige. Trætte af at høre om de store temaer, fordi ingen eller få ulejliger sig med at forklare, hvordan det påvirker netop deres liv, og trætte af at se, hvordan få mennesker bliver ekstremt rige gennem de fortjenester, som globalisering uden for enhver regulering skaber.

Relativ lighed skal være et europæisk tema
Relativ lighed er allerede på dagsordenen i store dele af erhvervslivet.

Det bør blive et europæisk tema, hvis det skal lykkes at finde bæredygtige løsninger i forhold til beskatning af store multinationale virksomheder, regulering af arbejdskraftstilstrømning fra tredjelande med mere.

Det var for eksempel partiet PiS i Polen, der tillod de voldsomt underbetalte filippinere, der endte i Padborg, at komme ind i EU-landet Polen og arbejde til horribelt lave lønninger.

Hermed var vejen åben til Danmark.

Sådanne urimeligheder må løses samlet, og spørgsmål må stilles både til nationale politikere og EU-politikere.

Truslen fra Putins Rusland
De udefrakommende temaer, der allerede er på agendaen, men ikke forsvinder, er naturligvis Putins Rusland, EU’s relation til Trumps USA, og hvad kombinationen betyder for varetagelse af vores europæiske sikkerhedsinteresser.

Dette i kombination med det, vi vel kunne kalde den mest sandsynlige "krigsførsel", nemlig cybertruslen. Det være sig som indgriben i livsnødvendig typer infrastruktur på hospitaler eller hos politiet, alvorlig hacking, som det Mærsk oplevede, eller den indblanding i andre nationers valg, som Storbritannien oplevede op til Brexit.

Indblanding fra det land, der har den største interesse i at destabilisere Unionen, nemlig Putins Rusland.

Håb for klimaet
Endelig er der den største af alle udfordringer, nemlig klimaforandringerne, som alle, der ved noget om emnet, mener skal løses inden for de næste tre til fem år, hvis vi skal undgå virkelig indgribende ændringer i levevilkårene på kloden.

Det er faktisk flot, at Unionen nu har en klimaplan.

Det lover trods alt godt for fremtiden, men de fleste vil mene, at den skal være endnu mere ambitiøs, og at den med fordel kunne indeholde mere effektiv prioritering på tværs af grænser samt en energiunion.

Temaet kommer til at fylde i 2019, slet og ret fordi problemet er kæmpemæssigt, og vælgerne i det meste af EU er stærkt optaget af emnet.

Hvor skoen trykker
I forlængelse af dette tema er det værd at notere sig, at EU tager nye vigtige skridt i disse år for at imødekomme vælgernes ønsker om en grønnere tankegang.

Senest med vedtagelsen af regler, der vil gøre op med køb-og-smid-væk-kulturen for nogle af de varer, der skaber de største miljømæssige udfordringer.

Sådanne tiltag vil 2019 også byde på flere af, og de haster.

Helt overordnet så har 2018 vist, hvor skoen for alvor trykker.

Skal dette ændres, kræves der stort politisk mod. Klar politisk tale. Og stærke fællesskabsvisioner - inden for ideologier, men på tværs af grænser.

----------

Stine Bosse har siden 2015 været formand for Europabevægelsen. Hun har siden 1999 bestridt adskillige bestyrelsesposter, blandt andet som bestyrelsesformand for Børnefonden og som bestyrelsesmedlem i tyske Allianz. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Jonas Herby: Ret til to døgn i barselsseng er planøkonomi ind ad bagdøren Jonas Herby: Ret til to døgn i barselsseng er planøkonomi ind ad bagdøren Næste artikel Radikal: Bare rolig, din privilegerede position som hvid og heteroseksuel er ikke truet Radikal: Bare rolig, din privilegerede position som hvid og heteroseksuel er ikke truet
Riskær: Jeg tror på moral og ansvarlighed

Riskær: Jeg tror på moral og ansvarlighed

STARTSKUD: Klaus Riskær Pedersen præsenterede tirsdag sine mærkesager og tre nye partimedlemmer, som stiller op til folketingsvalget for hans parti. "Et rødt-konservativt projekt", kalder han det.