Svend Brinkmann om aktiv dødshjælp: Staten skal ikke slå borgere ihjel, selvom de ønsker det

Selvbestemmelse og autonomi er grundlæggende for en patients relation til sundhedsvæsenet, hvorfor man skal give samtykke til behandling, ligesom man kan nægte at modtage den. Men selvbestemmelsesretten betyder ikke, at man frit kan kræve at få enhver slags behandling, og slet ikke, at man har ret til at blive slået ihjel af et andet menneske.

Lægeforeningen i Danmark er da også imod aktiv dødshjælp, og det er betegnende, at den faggruppe, der skulle foretage handlingen, ikke ønsker den.

Så selvom disse argumenter er værd at lytte til, mener jeg ikke, at de er særlig tungtvejende i praksis. Det mener jeg til gengæld, at andre argumenter imod aktiv dødshjælp er. Lad mig også her blot nævne to. Det ene kommer fra de handicaporganisationer, som er imod.

Hvis der indføres aktiv dødshjælp, vil en person uden handicap eller med en terminal sygdom, der udtrykker et ønske om at dø, fortsat blive henvist til psykiatrisk hjælp og behandling, da vedkommende med rette vil blive opfattet som selvmordstruet.

Vi ved fra selvmordsforskningen, at selvmordsønsker kommer og går, og langt de fleste, der har overlevet et selvmordsforsøg, ender med at være glade for at leve.

Svend Brinkmann

Men et menneske med handicap, der udtrykker et dødsønske, vil kunne henvises til dødshjælp. Dette indfører en uetisk forskel i måden, hvorpå vi tillægger menneskeliv værdi. Nogle må godt blive dræbt på begæring, fordi deres liv har mindre værdi, mens andre ikke må og derfor henvises til "livshjælp" og psykologsamtaler.

Man burde i stedet opprioritere "livshjælpen" til alle mennesker – med handicap eller ej – og insistere på den iboende værdi i alle menneskeliv. Vi ved også fra selvmordsforskningen, at selvmordsønsker kommer og går, og langt de fleste, der har overlevet et selvmordsforsøg, ender med at være glade for at leve.

Det andet argument er glidebaneargumentet, som normalt ikke er overbevisende i etiske diskussioner. Men netop hvad angår aktiv dødshjælp, har vi reel empirisk viden om, hvad der sker i de lande, der har indført det – hvilket er cirka ti lande i verden.

I et land som Holland, der indførte aktiv dødshjælp i 2002, er antallet af dødshjulpne vokset og vokset og udgør nu mere end hver 20. døde. I Holland har man ret til aktiv dødshjælp ved "håbløs og ubærlig lidelse", hvilket dels er udvidet til psykiske lidelser, herunder kognitive handicaps og autisme, og dels står til at blive en mulighed for børn under 12 år, hvis de er terminalt syge.

En lignende udvikling ses andre steder – dog ikke, hvor lovgivningen kun tillader assisteret selvmord som i den amerikanske delstat Oregon, hvor lægen udskriver et dødeligt præparat, som patienten selv skal tage. Når man først indfører en ret, er det svært – hvis ikke umuligt – at afgrænse den gruppe, der kan benytte sig af den. Derfor skal aktiv dødshjælp ikke indføres.

Lad mig slutte med to ting, der gjorde indtryk på mig fra udsendelsen om Preben Nielsen. På et tidspunkt fortæller Preben, at han mener, det er ydmygende at være lam og have brug for hjælp. Anders Lund Madsen svarer bekræftende, at "det er jo ydmygende", måske for at vise høflig forståelse.

Jeg synes, at han i stedet skulle have sagt: "Nej, det er da ikke ydmygende! Det er ikke ydmygende at modtage hjælp, og du ydmyger da slet ikke dig selv, for du er jo helt uden skyld i situationen."

På et andet tidspunkt siger Preben om sit dødsønske: "Det er jo mest for Brits skyld". Brit var Prebens kone, som han elskede højt, og som han ikke ville volde besvær.

Men fremfor at indføre aktiv dødshjælp bør vi insistere på retten til at være til besvær. Alle mennesker bliver til besvær på et tidspunkt, især når de bliver syge eller mister førligheden.

Et omsorgsfuldt samfund tager sig af de besværlige og minder dem om – igen og igen – at de gerne må være det, og at vi alle bliver det på et tidspunkt. Et omsorgsfuldt samfund tilbyder ikke at tage livet af dets borgere, heller ikke selv om nogle af dem i perioder måtte ønske det.