Svend Brinkmann: Vi lytter meget til de ressourcestærke, men de mest stressede grupper fylder næsten ingenting

På sin vis er det ikke overraskende, at det giver mere stress ikke at have et arbejde, for noget af det første, man lærer om stress på psykologistudiet, er krav-kontrol-modellen. Den siger, at det kan være helt fint med høje krav, hvis man samtidig har en høj grad af kontrol med hensyn til at tilrettelægge og udføre det, der kræves. Sådan fungerer det gode arbejdsliv. Men høje krav bliver giftige, hvis kontrollen samtidig er lav.

Både arbejdsløse og børn og unge er underlagt nogle krav og strukturer, som de ikke har kontrol over. De oplever usikkerhed og utryghed og har vanskeligt ved at ændre deres situation.

Og mens vi lytter rigtig meget til ressourcestærke mennesker, der kan fortælle deres stresshistorier i medierne, fylder stemmerne fra de grupper, der er allermest stressede, næsten ingenting. Det er eksempelvis kontanthjælpsmodtagerne, der dårligt nok kan gå ned med stress, selv om priserne stiger, fordi de allerede er nede.

Mit argument er ikke, at vi skal til at sammenligne og relativere forskellige menneskers mistrivsel og stress. Der er bestemt grund til at føle med toppolitikere, der knokler løs, indtil de brænder sammen og må på orlov. Mit argument er bare, at vi har en viden om, at de mest stressede grupper i samfundet statistisk set er nogle andre, end dem vi hører mest om. Her kunne virkelig gøres meget for at forbedre deres livssituation.

For det første kunne vi droppe hele den "du kan, hvis du vil"-retorik, der har præget synet på både børn, unge og arbejdsløse.

Det er ikke nok at sætte ind med coaching, mindfulness og andre individtiltag. Ambitionen bør være at skabe et samfund, hvor disse tiltag ikke er nødvendige

Svend Brinkmann
Professor i psykologi og forfatter

Psykiatrifonden har vist, at over to tredjedele af de unge er enten enige eller meget enige i udsagnet: "Jeg kan blive præcist det, jeg vil, så længe jeg tager mig sammen."

Det er tankevækkende, at så mange tror på en illusion som denne, der nødvendigvis placerer problemet i personens indre, når noget er svært. Det var fordi, jeg ikke tog mig nok sammen, at det gik galt for mig. I realiteten er det dog sjældent viljen, der mangler, når mennesker – børn, unge og voksne – har problemer, men derimod ressourcer.

For det andet kunne vi nuancere vores syn på mistrivsel og stress, så disse allestedsnærværende begreber ikke fungerede til at omfavne alskens former for uformåenhed, lidelse, sygdom og ubehag.

Nogle analytikere har hævdet, at stress er blevet den nye strejkeform i et individualiseret samfund, hvor den kollektive kritik og mobilisering af modstand er svækket. Børnene nægter at gå i skole, og de voksne går ned med stress, og det hele fortolkes psykologisk snarere end politisk.

Stressforskerne David Wainwright og Michael Calnan mener, at en terapeutisk logik i dag leder mennesker til at fortolke problematiske erfaringer i en personlig og emotionel optik. Hvis vi kun taler om disse fænomener i psykologiske termer, risikerer vi at overse de ydre, objektive forhold mennesker lever under.

Det er ikke nok at sætte ind med coaching, mindfulness og andre individtiltag. Ambitionen bør være at skabe et samfund, hvor disse tiltag ikke er nødvendige. Hvor mennesker har reel indflydelse på deres livssituation.

Både børnenes mistrivsel og skolevægring og de voksnes stress og sygemeldinger skal afhjælpes ved at skabe bedre livsomstændigheder – og især har vi et ansvar over for dem med lav krav af kontrol over deres situation.