Tesfaye er på vej til at erklære Ritt Bjerregaards folkeskole for død og begravet

Nina Smith har svaret på regeringsgrundlaget

På den måde er forslaget fra Nina Smith og Reformkommissionen en fortsættelse af historien om de evige reformer af folkeskolen. Men denne gang er bruddet større end kontinuiteten.

Med kommissionens egne ord er forslaget om en helt ny ungdomsuddannelse – Højere Praktisk Eksamen eller Hpx – ”det helt centrale nye element på tegningen af det fremtidige ungdomsuddannelseslandskab”.

Hpx skal være en toårig almendannende ungdomsuddannelse ”med fokus på praksisnær læring.”

Formålet er, at få flere til at søge og færdiggøre ”erhvervs-, erhvervsakademi- og professionsbachelor- uddannelserne” og ”bidrage til at reducere gruppen af unge, som ikke får en uddannelse.”

En vigtig institutionel eller organisatorisk pointe er, at Hpx-uddannelsen tager pladsen for 10. klasse, der nedlægges, ”mens dele af indholdet i 10. klasse integreres i Hpx”.

Dermed gøres Hpx på én gang til en selvstændig ungdomsuddannelse og lægges ind som en fortsættelse af folkeskolen. Både for dem, der i dag ikke søger ind på gymnasiet, og for dem, man fra politisk hold – læs regeringen, læs især Socialdemokratiet – ønsker vælger noget andet end gymnasieskolen.
Eller som det hedder i kommissionsrapporten:

”De unge er helt klar over, at en erhvervsuddannelse statistisk set er det unormale valg – og de færreste har lyst til at skille sig ud som unormale. Derfor er det også sådan i dag, at visse unge, som vælger gymnasiet, nok ikke burde have gjort det.”

Dermed kan man læse forslaget om Hpx som et svar på SVM-regeringen planer i regeringsgrundlaget, hvor det hedder, at ”regeringen mener, at der – særligt i folkeskolen – er opstået en ubalance mellem det boglige indhold over for det praktiske og kreative indhold. Det kan være med til at anspore størstedelen af eleverne til at vælge det almene gymnasium, hvilket medfører et mere ensporet uddannelsessystem, som ikke altid gavner hverken den enkelte eller samfundet.”

Og som en vej til at opfylde regeringens ønske om, ”en markant styrkelse af erhvervsuddannelserne sådan, at flere unge vælger erhvervsskolerne fremfor det almene gymnasium.”

Velfærdsstatens skole var fejlslagen

Af samme grund har man både i Statsministeriet og hos Mattias Tesfaye taget meget varmt imod Reformkommissionens arbejde. Om end man er irriteret over, at debatten om efterskolernes fremtid i første omgang har taget opmærksomheden og måske fastlåst de politiske positioner, allerede inden man har sat sig om forhandlingsbordet.

Her satser man på, at tiden kan opbløde de hårde markeringer – forhandlingerne går alligevel først i gang på den anden side af sommerferien.

Set i et længere historisk perspektiv siger det omvendt også noget om, hvor meget Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse er villig til at eksperimentere med den velfærdsstat, forrige generationer af socialdemokrater har opbygget.

Reelt er der tale om en tilbagevenden til den opdeling som 1975-reformen fjernede i en almen – nu kaldet praksisnær – linje, der skal lede flere ind på erhvervs- og professionshøjskolerne, og en boglig linje, der sigter på gymnasiet og universiteterne. 

En opdeling, der understreges af, at Reformkommissionen samtidig foreslår at skærpe de faglige standarder i gymnasiet. Dermed bliver gymnasiet uundgåeligt mere elitært.

De forskelle, Ritt Bjerregaards reform fra 1975 skulle udjævne i lighedens navn i en stor fælles enhedsskole, vil man nu cementere og institutionalisere igen - bare forskudt nogle år frem. At det sker i samme år som Ritt Bjerregaard er død, har sin egen historiske efterklang.

For det ligner det, det er: en officiel indrømmelse af, at den klassiske velfærdsstats folkeskole, som Bjerregaard fuldbragte, var fejlslagen, og man nu ønsker at vende tilbage til en opdateret form af datidens realskole.

Vender vi også tilbage til statushierarkiet?

En vigtig forskel er, at der ikke lægges op til, at det igen bliver folkeskolen som institution, der forestår sorteringen af eleverne. Det skal de unge selv via deres uddannelsesvalg i udskolingen.

Også derfor slår Reformkommissionen på, at alt det sociale i et fælles ungdomsliv, som før har været de gymnasiale uddannelsers revir, også skal findes på Hpx. Med fredagscaféer, studenterhuer og ditto kørsel i en åben lastbil efter endt uddannelse.

Sorteringen foregår med andre ord per nudging.

Det, regeringen og Socialdemokratiet, satser på, er, at nudgede forskelle ikke forvandler sig til datidens statushierarki, hvor de boglige uddannelser var finere end de praktiske. Det er mildt sagt et åbent spørgsmål, om det kan lade sig gøre.

Det er ikke det samme, som at Socialdemokratiet har opgivet sit ideal om lighed. Men man opgiver forestillingen om, at lighed opnås ved at give folk den samme velfærd. Nu skal folk have forskellige muligheder for at blive lige senere hen.

Lidt den samme logik som med Arne-pensionen, som (de facto) giver nogle en rettighed til tilbagetrækning, som andre ikke har, for at alle kan opnå en ”værdig alderdom”. Det er samme princip, man ønsker at knæsætte i reformerne af den kommunale ældrepleje.

Som statsministeren sagde tidligere i år på KL’s topmøde:

”Jeg synes, det har været en misforstået forestilling. At ensartethed er en markør for kvalitet. At hvis velfærden er ens fra Ballerup til Hobro. Fra Hedensted til Odense. Så er det udtryk for høj kvalitet. Det er noget sludder.”

Det viser også, hvad Mette Frederiksen mener, når hun henviser til eget politiske mod: de reformer, hun lægger op til, eksperimenterer med kernen af det, hendes parti opbyggede i efterkrigstiden. Ligesom Mette Frederiksen udviser en stor villighed til at risikere vigtige socialdemokratiske principper og idealer i forsøget på at redde dem.

Også af den grund må det være i de borgerlige partiers interesse at være med her. For i reformen ligger en halv indrømmelse af, at de hele tiden har haft ret, når de har sagt, at borgerne er forskellige, og at lighed ikke opnås ved at behandle dem ens.