Tidl. ambassadør: Messerschmidts vildfarelser vidner om et splittet DF

Af Birger Riis-Jørgensen
Tidl. Ambassadør, cand.phil. i historie.

Desværre må Morten Messerschmidt bringes ud af endnu en af sine vildfarelser – nemlig, at der i en ambassadørs liv kun er to afgørende faser: Dagen, man indtræder i diplomatiet, og dagen, man lader sig pensionere, som han skriver i en replik i Altinget den 3. juni.

Det afgørende i mit liv som tænkende væsen er min skoling som historiker: Fem års studier på Københavns universitet i 1970’erne, et års arbejde med latinamerikanske forhold på et universitet i USA, samt et lille år som forskningsbibliotekar og fagreferent i historie på Det Kongelige Bibliotek før min ansættelse i Udenrigsministeriet.

Naturligvis må man blive provokeret, når en politiker uden blot skyggen af konsistent og detaljeret politik i virkelighedens verden misbruger historien til at søge at nedbryde EU.

At Messerschmidt er kendt og anerkendt som en meget intelligent og tænkende mand, kunne man sige var en skærpende omstændighed. 

Fejl i fakta
Blot et enkelt eksempel: Messerschmidt romantiserer freden i 1648 efter 30-årskrigen til at udgøre fødslen af nationalstaten.

Men den mobning af en ældre medborger, som Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt forsøger sig med, har megen liden effekt på min ytringsfrihed. Den har naturligvis også et helt andet formål.

Birger Riis-Jørgensen
Tidligere ambassadør og cand.phil. i historie

Det er godt og vel halvandet århundrede før faghistorikere mener, at nationalstaterne begyndte at tage form.

Havde Messerschmidt fulgt med i fejringen af Genforeningen ville han vide, at rent tysktalende og med tiden tysksindede områder (dele af Slesvig; hele Holsten plus Lauenborg) var dele af kongeriget i det 17. århundrede.

Den danske nationalstat blev en kendsgerning i 1864 efter nederlaget til Preussen og Østrig, ikke i 1648 - hvor i øvrigt også Skåne, Halland og Blekinge stadig var dele af Danmark - og ikke i 1814, hvor Danmark måtte afstå Norge til Sverige efter Danmarks nederlag i Napoleonskrigene.

Messerschmidt har ret i en ting: At jeg i mine år som embedsmand naturligvis ikke offentligt og på prent erklærede mig uenig med mine politiske herrer og mestre, herunder Dansk Folkeparti.  

Min tavshedspligt omkring en række forhold gælder naturligvis også stadig. Men den mobning af en ældre medborger, som Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt forsøger sig med, har megen liden effekt på min ytringsfrihed. Den har naturligvis også et helt andet formål.

Nemlig at dække over, at Dansk Folkeparti ikke i sit partiprogram eller på anden vis har fremlagt en sammenhængende politik for, hvordan de europæiske nationalstater skal klare sig uden et stærkt EU.

Et splittet parti
Hvordan skulle småstaten Danmarks interesser varetages i den situation? På blandt andet klimaområdet, omkring digitalisering og kunstig intelligens, regulering af globale erhvervsgrobrianer som Facebook og over for Kina og Rusland nu, hvor USA bliver en desværre fortsat mere usikker partner for Europa?

DF har på det seneste henvist til en dansk Brexit som løsningen på alle ting. Partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, fulgte en tid den linje, at Danmark skulle have konkret viden om, hvad alternativet til EU er i virkelighedens verden, før en dansk afstemning om udtrædelse af EU.

Den linje blev for nylig endeligt afvist af Pia Kjærsgaard og Søren Espersen.

Messerschmidt søger nu at kompensere for konsistent og detaljeret politik ved at producere et skønmaleri af forgangne århundreder og fortie det 20. århundredes afgørende betydning for udviklingen af EU.

Prøver han monstro med sin vision om et helt, helt anderledes og meget svækket EU at slå bro over skillelinjerne i Dansk Folkeparti?