Tidligere DF-pressechef: Sundhedsreform er intet andet end en frisk gang maling på samme system

Sundhedsministeriet kaldte det selv en reform ved fremlæggelsen, og på ministeriets hjemmeside hedder det "Sundhedsreformen." Nu skal der ske noget med danskernes sundhedstilstand, må man forstå.

Vi er for fede – og det er i mit tilfælde sådan set sandt nok. Vi ryger for meget, og vi drikker for meget, her melder jeg dog personligt hus forbi.

Midt i marts og midt i Putins krig mod et sagesløst Ukraine, fremlagde regeringen et sundhedsudspil – som de selv kalder en reform. Det vakte en del opmærksomhed og noget postyr, da regeringen kækt foreslog, at alle født efter 2010 ikke måtte købe smøger og unge under 18 ikke købe en bajer. 

Bestyrtelsen var stor, Socialdemokratiets støttepartier sagde samme dag klart fra, og hele debatten døde hurtigt hen, da vrisne studerende proklamerede, at hvis dét var takken for at have udstået to års national festfri corona-værnepligt i hjemmeisolation, så stod de altså af.

Man har lavet en ny kop, der til forveksling ligner den gamle, og malet den i en ny, smart farve

Søren Søndergaard

Ukraine tog over. Væg-til-væg dækning af krigen i Ukraine har overtaget næsten to års væg-til-væg dækning af corona. Så må folkesundheden vige. 

At reformere betyder noget med at omdanne eller forny. I det mindste forbedre. Det sidste redder ofte politikerne, for når et reform-forslag er fremlagt, det er tygget igennem et dynamisk folketing og landet hos et flertal, vil der i reglen være noget tilbage, bare et eller andet, som nogle politikere vil pege på som objektive forbedringer. Måske endda også en ekspert eller to.

Om en reform er der ikke tale. Man har ikke, billedet talt, taget en stor kop og lavet den om til en vase. Dét ville ellers være at reformere.

Man har lavet en ny kop, der til forveksling ligner den gamle, og malet den i en ny, smart farve.

Regeringen bruger selv følgende sætning om sit forslag til sundhedsreform: "Vi skal skabe et sundhedsvæsen, hvor vi løfter i flok, og alle tager del i ansvaret. Vi skal sikre, at sundhedsvæsenet er robust til fremtidens udfordringer."

Jamen dog. Her gik jeg ellers og troede, at vi allerede har sådan et væsen, hvor man løfter i flok og tager del i ansvaret. Hvis ikke, hvad har vi så? Et væsen, hvor ingen rigtigt løfter noget, og da slet ikke i flok, og hvor alle løber fra ansvaret?

Det er ikke mit indtryk, faktisk mest tværtimod.

Jeg køber mere ind på, at væsenet måske ikke er helt robust nok til fremtiden – det har sygeplejerskerne jo blandt andet gjort en del opmærksom på, uden rigtigt at få så meget ud af det.

Udover altså et herostratisk berømt honninghjerte fra en gavmild Region Hovedstaden.

Og man tror lidt på den manglende robusthed, når man kan læse, at et andet dansk væsen, forsvaret, nok først for alvor kan gå i krig, om en sådan skulle blive nødvendig, om et års tid, for indtil da har vi ikke krudt og kugler nok. Forsvaret skyder i dag med løst krudt, simpelthen fordi man mangler skarp ammunition. 

Når så sundhedsområdet er det område, langt flest danskere prioriteter som det vigtigste, hvorfor går politikerne så ikke reform-amok her?

Søren Søndergaard

Krigsdespoten Putin i Kreml er nok ligeglad med Danmark, men skulle nogen oversætte den pågældende artikel for ham, vil han nok enten grine eller nægte at tro det. 

På sundhedsområdet ér det ambitiøst at ville skabe en røgfri generation og få unge til at drikke mindre. Ikke realisabelt på den anviste måde, det er den politiske realitet, men ambitioner er gode at have, og unge danskere hælder en del mere sprut ned end andre landes unge.

Danskernes prioritet nummer ét er desuden ifølge Altingets seneste måling netop sundhedspolitikken. Det har det været et stykke tid. Så det er grundlæggende god politik at fremlægge et sundhedspolitisk udspil - hvad regeringen jo også igennem lang tid har lovet.

Coronaen og de onde minks latente trussel mod folkesundheden kom imidlertid lidt i vejen, men nu er det her så. Man kan så spørge sig selv, med tanke på ordet reform, hvorfor man ikke tager ordentligt fat og reformerer hele dynen?

Hvis der er noget, vi har lært under corona og nu krigen i Europa, er det, at milliarderne sidder løst, når det virkelig gælder.

Corona har i direkte omkostninger kostet Danmark 80,1 milliarder kroner, opgjorde Danmarks Statistik i december i fjor.

Minkejerne skal have cirka 19 milliarder kroner i erstatning for de udryddede mink – de har godt nok ikke fået en krone endnu, men det beløb er det, den politiske aftale er på, så staten må hoste op, når regeringen ellers bekvemmer sig til at ekspedere erstatningerne til et de facto nedlagt erhverv.

Krigen i Europa fik på et par uger et politisk flertal til at finde syv milliarder ekstra kroner til forsvaret i år og næste år, og forpligte os til mindst 18, formentligt flere, ekstra milliarder hvert år fra 2033 og frem.

Hvis der er noget, vi har lært under corona og nu krigen i Europa, er det, at milliarderne sidder løst, når det virkelig gælder

Søren Søndergaard

Så pengene sidder løst. Når så sundhedsområdet er det område, langt flest danskere prioriteter som det vigtigste, hvorfor går politikerne så ikke reform-amok her?

Når man vupti kan håndtere corona med udgifter samlet på over 100 milliarder over et par år, og lige så vupti kan finde lynpenge til forsvaret, godt nok ved lidt lånefinansiering og håndkantslag til budgetloven, så kan man selvfølgelig også finde penge til virkelig at lave en kop om til en vase i sundhedsvæsenet. Hvis man vil. 

Hvorfor skal det for eksempel blive ved med at koste en herregård for alle over 21 at gå til tandlæge? Hvorfor er lige tænderne og munden på brugerbetaling, når hænder, tæer og knæ og hud og albuer, stritører og blindtarmen og alt muligt andet ikke er?

Allerede for tre-fire år siden var politikerne "forargede" over prisstigninger på over 50 procent hos tandlægerne, mens de øvrige forbrugerpriser kun var steget med 28 procent i samme periode.

Det eneste, jeg kan se, der er sket, er den seneste finanslovsaftale om at betale for 18-21-åriges tandtjek to gange årligt, og det vil jo, reelt, sige, at der ikke er sket et kuk.

Læg dertil, at den nyere viden viser, at tænder og mund kan bidrage til at afsløre sygdomme på vej – så bliver regelmæssig tandpleje pludselig forebyggende i mere end bare egne tænder længst muligt i egen mund.

Nye briller er også en udskrivning. Og hvem hulen kan passe deres arbejde, hvis ikke de kan se ordentligt? 

Uanset om man er kranfører, skolelærer eller professor i sundhedsteknologi, er synet ret essentielt. Men dét må man lige selv klare. 

Så meget skal sundhedsvæsenet åbenbart heller ikke reformeres. Det er ikke logisk, men historisk betinget. Men sådan nogle hængepartier er jo til for at blive fikset, det er essensen af politik; at forandre til det bedre. 

Fint med et bedre og stærkere forsvar. Det er på tide. Og rigtigt godt, hvis de også på et tidspunkt får rigtig ammunition at skyde med.

Men når nu borgerne prioriterer sundhed, kunne det jo være en tanke virkelig at give den politisk gas med en rigtig sundhedsreform.