Topledelsen stopper i Domstolsstyrelsen

UDSKIFTNING: I første halvår af 2018 takker både direktør Charlotte Münter og bestyrelsesformand Jens Peter Christensen af i Domstolsstyrelsen. En afdelingschef i Skatteministeriet har som kommende direktør flere store opgaver i vente.

Siden 2012 har Charlotte Münter været direktør for Domstolsstyrelsen. Før det har hun blandt andet været direktør for Digitaliseringsstyrelsen og Økonomistyrelsen.
Siden 2012 har Charlotte Münter været direktør for Domstolsstyrelsen. Før det har hun blandt andet været direktør for Digitaliseringsstyrelsen og Økonomistyrelsen.Foto: Kristian Brasen
Sine Riis Lund

Kort før jul besluttede direktøren i Domstolsstyrelsen, Charlotte Münter, at hun efter seks år på posten ikke ønskede at forlænge sin åremålskontrakt, der løber ud i juni måned i år.

"Jeg har besluttet at stoppe, fordi jeg efter bedste evne har bidraget med min erfaring og mine kompetencer til at udvikle Danmarks Domstole. Og at vi nu er et godt sted, hvor der er sket rigtig meget. Men hvor det også vil være hensigtsmæssigt at få friske øjne på den videre implementering og nye projekter. Man skal turde give slip, og det er det, jeg gør nu," skriver Charlotte Münter til Altinget om sin beslutning.

Charlotte Münters besked fik kort tid efter højesteretsdommer Jens Peter Christensen til at meddele, at han stopper før tid som formand for Domstolsstyrelsens bestyrelse, da hans periode i bestyrelsen ville udløbe med udgangen af 2018.

“... og jeg har så fundet, at det nok kunne være godt, hvis en ny repræsentant for Højesteret kommer ind og kan deltage i rekrutteringen af styrelsens nye direktør. Alt har sin tid,” skriver Jens Peter Christensen i et tilbageblik på sine syv år som formand i magasinet Retten Rundt for Danmarks Domstole.

Opgaven bliver også fremover at sikre et effektivt domstolssystem, uden at domstolenes helt særlige kvalitets- og grundighedskultur undermineres. Der vil helt sikkert fortsat være pres fra de bevilgende myndigheder, og deres kærlighed til bevillingsmæssige grønthøstere ruster formentlig ikke foreløbig.

Jens Peter Christensen i magasinet Retten Rundt
Højesteretsdommer, tidligere formand for Domstolsstyrelsens bestyrelse

I februar måned i år er højesteretsdommer Hanne Schmidt tiltrådt som ny formand for bestyrelsen, og hun får 14. juni i år følgeskab af den nye direktør Kristian Hertz, der i dag er afdelingschef for koncernstyring i Skatteministeriets departement.

Sagsbehandlingstid og digitalisering
Der venter det nye makkerpar flere store opgaver.

Jeg tror, at jeg har en god fornemmelse af, hvordan medarbejdere og chefer tænker, og hvordan man får dem med ombord på den kurs, man udstikker. Det er vigtigt, at de også kan tage ejerskab til og bakke op om vores mål.

Kristian Hertz
Kommende direktør for Domstolsstyrelsen

Styrelsen er sammen med de danske retter i fuld gang med en omfattende digitalisering af sagsbehandlingen. Dette forår ventes et nyt digitalt sagsbehandlingssystem for civile sager at blive implementeret, og det synes i sig selv at være lidt af en bedrift.

It og digitalisering har har nemlig været “et smertensbarn” for bestyrelsen gennem mere end et årti.

“... og tilbage i 2013 var vi i bestyrelsen på nippet til at kassere det Civilsystem, der forelå mere eller mindre halvt udviklet,” skriver Jens Peter Christensen i sit tilbageblik.

Dokumentation

Blå bog: Kristian Hertz
Født i 1978 i København, men opvokset i Lejre
Gift og har tre børn

Uddannelse
Enkeltfag, HD Del 1, erhvervsøkonomi, CBS (2006)
Cand.scient.pol., Københavns Universitet (2004)

Karriere
Afdelingschef, Skatteministeriet (2016-)
Programchef, Skatteministeriet (2014-2016)
Økonomichef, Skatteministeriet (2013-2014)
Senior manager, Deloitte Consulting (2012-2013)
Manager, Deloitte Consulting (2010-2012)
Seniorkonsulent, Deloitte Consulting (2009-2010)
Specialkonsulent, Finansministeriet (2007-2009)
Fuldmægtig, Finansministeriet (2006-2007)
Fuldmægtig, Indenrigs- og Sundhedsministeriet (2004-2006)
Studentermedhjælper, Finansministeriet (2003-2004)
Studentermedhjælper, Socialministeriet (2002-2003)
Regnskabsanalytiker, Købmandsstandens Oplysningsbureau (1998-2001).

 

Blå bog: Charlotte Münter
Født 1966, gift med departementschef Michael Dithmer

Uddannelse
Cand. Jur. Københavns Universitet, 1991
LLM i European Legal Studies, University of Exeter, England 1992

Ansættelser
Direktør, Domstolsstyrelsen (2012-2018)
Direktør, Digitaliseringsstyrelsen (2011-2012)
Direktør, Økonomistyrelsen (2006-2011)
Direktør, Erhvervs- og Byggestyrelsen (2004-2006)
Juridisk direktør, Erhvervsministeriet/Økonomi- og Erhvervsministeriet (2001-2004)
Administrationschef, Erhvervsministeriets departement (1999-2001)
Kontorchef, Erhvervsministeriets departement (1996-1999)
Fuldmægtig/Specialkonsulent, Erhvervsministeriets departement (1995-1996)
Fuldmægtig, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (1992-1994).



Altinget logoEmbedsværk
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget embedsværk kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00