Tre nedslag i fiskerapport: Hvem sidder med aben?

ANSVAR: Kvotekongesagen har ført til kras kritik fra Rigsrevisorerne mod især forvaltningen i Fødevareministeriet. Men kan ministre og Folketinget undgå et ansvar? Altinget har spurgt en professor.

Hvornår er det ministeriets ansvar, at der ikke har været styr på fiskekvoterne i Miljø- og Fødevareministeriet, og hvornår er det den siddende minister, der hæfter for beslutningerne i ministeriet?

Kvotekonge-sagen har allerede trukket masser overskrifter ved at få den hårdeste kritik fra Statsrevisorerne i mange år, to embedsmænd i Fiskeristyrelsen er blevet forflyttet som følge af deres indblanding i sagen, og Esben Lunde Larsen (V) har fået frataget ansvaret for fiskeriområdet, som i stedet er blevet overtaget af Karen Ellemann (V). 

Derudover er selve rapporten plastret til med kritikpunkter.

Blandt andet kritiseres ministeriet for, at fordelingen af fiskekvoterne har ført til, at få fiskere har samlet en stor mængde kvoter i selskaber - og blevet til såkaldte kvotekonger - når det ikke var intentionen med den oprindelige fiskerilov fra 2002.

Men hvornår er det ministeriets ansvar, og hvornår er det den siddende minister, der hæfter for det, der er sket i sagen om fiskekvoter?

Det spørgsmål har Altinget stillet til professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, Peter Bjerre Mortensen, på tre konkrete områder fra Rigsrevisionsrapporten.

Folketinget har også en opgave
Første spørgsmål: Ministeriet bliver kritiseret for, at den lov, som blev udformet efter fiskeriloven fra 2002, førte til, at fiskekvoterne samlede sig på for få hænder.

Det var dog ikke udpeget over for ministeriet, hvor få personer eller selskaber kvoterne måtte samles på, da de skulle oversætte det politiske ønske til lov. Det var i stedet overladt til ministeriet at definere.

I Rigsrevisionsrapporten står der, at ministeriet har besluttet, at enkeltpersoner ikke må have et stort antal kvoter, mens selskaber ikke har været underlagt samme krav. Det førte til, at selskaberne sugede fiskekvoter til sig.

Er det sjusk fra politikernes side, at intentionen med loven ikke var præciseret godt nok, eller er det dårlig forvaltning fra ministeriets side?

Svar fra Peter Bjerre Mortensen:
"Svaret kunne godt være et både-og. Det er bestemt ikke usædvanligt, at Folketinget overlader det til ministeren at fastsætte nærmere regler – det sker faktisk i stadigt stigende omfang – men Folketinget har jo så også en opgave med at kontrollere, at ministeren og ministeriet loyalt implementerer reglerne i praksis.

Den løbende kontrolopgave kunne Folketingets udvalg godt påtage sig med større nidkærhed. Men det friholder selvfølgelig ikke ministeriet fra deres ansvar for at forvalte loven."

Hvad ved ministeren - og fra hvem?
Andet spørgsmål:
I Rigsrevisionsrapporten står der, at det i 2015 blev oplyst til Folketinget af ministeriet, at “ministeriet fører løbende kontrol med, om koncentrationsreglerne er overholdt, og at en eventuel overskridelse af kvotelofterne vil blive afsløret i forbindelse med ministeriets kontrol.”

Ministeriet oplyste videre, at “dette kontrolsystem standser eller annullerer en planlagt kvotehandel, hvis den medfører, at en fisker eller et fartøj overskrider de gældende kvotelofter.”

Ministeriet var dog allerede i 2012 klar over internt i ministeriet, at der var risiko for, at man ikke havde alle oplysninger om kvoterne, og at det derfor potentielt kunne føre til forkert behandling.

Ministeriet havde dog en back-up-løsning, som ministeriet mente var en god nok midlertidig løsning.

Rigsrevisionen har undersøgt, om det system fungerede. Det gjorde det ikke.

Hvem hæfter i dette tilfælde, når systemet er blevet brugt internt i ministeriet, men svaret ifølge Rigsrevisionsrapporten er givet i Folketinget?

Svar fra Peter Bjerre Mortensen:
"Det er ministeren, der har det politiske ansvar for forvaltningen, men når man udmåler, hvilke sanktioner der eventuelt skal bringes i anvendelse over for ministeren, vil man i praksis typisk se nærmere på, hvilke informationer ministeren har fået fra sine embedsmænd."

En politisk vurdering
Tredje spørgsmål: Der er ligeledes fokus på stråmandssager i Rigsrevisionsrapporten.

Der står, at ministeriet har videregivet forkerte oplysninger til Folketinget om stråmandssager, og at ministeriet burde have foretaget en undersøgelse af, om reglerne blev overholdt - hvilket de ikke har gjort.

Er det kun ministeriet, der hæfter for den sag, eller er det - hvis der findes et svar til Folketinget - også en ministers ansvar?

Svar fra Peter Bjerre Mortensen:
"Spørgsmålet om, hvad en minister hæfter for, er i sidste ende et spørgsmål, der afgøres af, hvad et flertal af folketinget mener.

Du kan formodentlig finde eksempler på, at ministre politisk er stillet til ansvar for, hvad der kunne ligne meget små sager, imens andre ministre er sluppet fri af, hvad der udefra set kunne ligne alvorlige sager. Det er til syvende og sidst en politisk vurdering."

Forrige artikel Politisk overblik: ”Hvor dybt stikker denne her råddenskab egentlig?” Politisk overblik: ”Hvor dybt stikker denne her råddenskab egentlig?” Næste artikel Regeringen lancerer for første gang en LGBTI-plan Regeringen lancerer for første gang en LGBTI-plan
Topforhandlere fra EU og Storbritannien er blevet enige om en ny Brexit-aftale

Topforhandlere fra EU og Storbritannien er blevet enige om en ny Brexit-aftale

AFTALE: Efter intense forhandlinger er EU og Storbritannien nået til enighed om en ændring af briternes skilsmisseaftale, som justerer reglerne for Nordirland efter Brexit. Hvis EU's stats- og regeringsledere godkender den nye aftale i dag, så vender alles blikke sig mod det britiske parlament. Har Johnson flertal i London?