Debat

Ungeordfører i replik: Langt ude at give klimaaktivister skylden for unges mangelfulde politiske indflydelse

Det giver ikke mening at beskylde Extinction Rebellion for at forværre unges politiske indflydelse, når de blot gjorde brug af et effektivt demokratisk værktøj til netop at vise, at de ikke bliver hørt, skriver Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen (ALT).

Når unge føler sig nødsaget til at udøve civil ulydighed viser det, hvor langt de unge er fra at have en reel stemme, skriver Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen (ALT).
Når unge føler sig nødsaget til at udøve civil ulydighed viser det, hvor langt de unge er fra at have en reel stemme, skriver Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen (ALT).Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Torsdag på folkemødet så jeg Debatten, som netop var nået til emnet klima, da en gruppe unge aktivister fra Extinction Rebillion (XR) indtog scenen og afbrød Debatten som en happening i kampen for reel klimahandling.

Emmamaia Jacobsen (KU) og Mathias Zilberberg (SF) har efterfølgende i et indlæg i Altinget problematiseret torsdagens happening, idet de påstår, at den slags er hæmmende for unges mulighed for at deltage i demokratiet. Ligesom de kalder XR for en gruppe rabiate klimaaktivister, som stormede scenen. 

Debatten er ikke folkelig

Jeg forstår simpelthen ikke argumentet om, at XR er skyld i, at hele vores generation nu må træde ti skridt tilbage i kampen for en plads i demokratiet.

Jacobsen og Zilberberg mener nemlig, at aktivisterne afbrød en demokratisk og folkelig debat, men siden hvornår har Debatten været demokratisk og folkelig? Debatten handler for mig at se om at nedbryde sine meddebattører, så man fremstår som vinderen og deltagerne er gang på gang politikere eller politiske interessenter, og repræsenterer sjældent folket og de unge.

Siden hvornår har Debatten været demokratisk og folkelig?

Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen (ALT)
Ungeordfører

Det handler om at få mest mulig taletid, hvilket ofte fører til mange afbrydelser, manglende lytten og stråmænd, hvilket Pia Olsen Dyhr så fint viste få øjeblikke inden, de unge klimakæmpere indtog scenen.

Dyhrs opførsel er i den grad ”udemokratisk, uforskammet og unfair,” hvilket er ord Jacobsen og Zilberberg bruger til at beskrive aktivisternes opførsel. Er Debatten den form for demokratisk samtale, vi ønsker i samfundet? Nej vel… 

Et effektivt værktøj

Jeg forstår, at det kan føles unfair, at en flok aktivister afbryder en debat, som der er lagt kræfter i at stable på benene, men det kan ikke være unfair for ungdommen, at aktivisterne tager et effektivt demokratisk værktøj i brug for at sikre en verden til vores og kommende generationer.

Effektiviteten har vi historisk set - eksempelvis har fagforeninger gjort det, ligesom kvinderne der kæmpede for stemmeret. Derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor det beskrives som udemokratisk.

Jeg forstår heller ikke, hvordan Jacobsen og Zilberberg kan tillade sig at kalde XR for rabiate. For mig betyder rabiat at være yderligtgående på en aggressiv måde. Men der var bestemt ikke noget aggressivt over XR’s afbrydelse - faktisk foregik alt på fredelig vis. 

Kan ikke give XR skylden

Ligesom Jacobsen og Zilberberg, kæmper jeg også for at give unge en plads i demokratiet. Men i kampen for dette føler de unge sig let magtesløse, særligt midt i en buldrende klimakrise, over gang på gang at “stå ved siden af” den demokratiske debat.

De unge føler sig faktisk så langt væk, at de føler sig nødsaget til at udnytte deres demokratiske ret til at lave civil ulydighed, hvilket de unge fra XR gjorde under torsdagens debat.

Jeg mener simpelthen ikke, at man kan give XR skylden for at smadre unge menneskers reelle politiske arbejde

Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen (ALT)
Ungeordfører

Jeg mener simpelthen ikke, at man kan give XR skylden for at smadre unge menneskers reelle politiske arbejde, ligesom jeg mener, det er for langt ude at kalde dem for uopdragne og udemokratiske borgere, når de ligesom os andre kæmper for vores generations indflydelse og de netop bruger demokratiske metoder, som historisk set har vist sig effektiv.

Jeg synes, vi sammen skal bruge vores energi på at få en plads i den demokratiske debat, så vi kan få indflydelse på vores og kommende generationers fremtid.

Såfremt nogle stadig ikke mener, at de unge, der under folkemødet afbrød debatten, udøver deres demokratiske ret, håber jeg vi kan være enige om, at det i det mindste synliggjorde, hvor langt vi som unge er fra at have en reel stemme i debatten og demokratiet. 

I stedet for at beskylde 15 unge, der faktisk forsøger at udøve deres demokratiske ret for at ødelægge det for hele vores generation, skulle vi måske sammen problematisere generaliseringen fra Hr. og Fru. Hakkebøf i kommentarsporene, fremfor at give demokratiske unge, der kæmper mod magtesløsheden, skylden?

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen

MF (ALT), (suppleant for Torsten Gejl)

Mathias Arnvig Zilberberg

Byrådsmedlem (SF), Gribskov Kommune
Gribskov Gymnasium

0:000:00