Norsk journalist: Danmark er det mest indadvendte land i Skandinavien og ser sig selv som mere kontinentalt – i hvert fald sammenlignet med "fjeldaberne" i Norge

"Vi befinder os i meget udfordrende tider. Det er en lavthængende frugt at se på nabolandene i søskendegruppen, lære af fejl og læne sig op ad hinanden. Jeg vil også gerne sige, at der føres krig mod meget af det, som er kernen i den nordiske model og det liberale demokrati. Så det haster med at finde ud af ikke bare hvad vi kæmper for, men også hvad vi er og gerne vil være," siger hun og tilføjer: 

"Når de nordiske lande går sammen, har vi stor indflydelse. Jeg tænker mere og mere på at bringe en finne ind i programmet. Finnere er meget køligere end resten af os."

Nordisk vækkelse på et strukturelt og ideologisk niveau

Hvilke udfordringer tænker du mere specifikt på, når du siger, at vi befinder os i udfordrende tider?

"Det gælder for eksempel de udfordringer, som velfærdsstaten står overfor. I Norge skal vi for alvor begynde at tænke over, hvad vi skal leve af efter olien. Vi har to lande, der gør forskellige ting på vores side."

"Vi har en krigssituation i Europa, pres på vores grænser, vi har en multipolær verdensorden, hvor der vil være pres på små lande. Kina vil sandsynligvis få en helt anden rolle, og man ser, at flere og flere mennesker taler mere selvtillidsfuldt om Vestens såkaldte "værdier" og siger, at det har været Vestens "hybris". Mange af dem, der siger det, har et sæt værdier, som jeg ikke tror, jeg ønsker at dele," siger Sandvik.

Hvor starter vi for at forbedre det nordiske samarbejde? Hvis du har til opgave at rydde op i rodet: Hvor starter du?

Hilde Sandvik læner sig ind over bordet og griner højt.

"Skal jeg have til opgave at rydde op?!"

Hun får straks et seriøst blik på ansigtet og tænker sig grundigt om.

"Både på et strukturelt og ideologisk plan er en nordisk opvågnen nødvendig," begynder hun.

"Så er det muligt, at vi skal starte med det rent praktiske. Jeg mener eksempelvis, at vi skal kunne rejse over grænserne i langt større omfang, end vi kan nu. Det gælder alt fra social sikring til personnumre og indhentning af bank-id og så videre," siger Sandvik.

Hun bliver tavs et øjeblik.

"Så er der noget med at være optaget af nabolandene omkring os. Det giver os et større spejl at se os selv i. Det puster ilt ind i vores hjemlige diskussioner. Vi har så mange af de samme diskussioner, men måske på lidt forskellige tidspunkter og i lidt forskellig form. For mig er det bare indlysende, at vi har så meget mere at vinde ved at være tættere på hinanden," siger hun.

"Det gør mig nogle gange lidt utålmodig, irriteret og gnaven, når jeg møder danskere, der virker helt uinteresserede i os andre, og som foretrækker at læne sig op ad Europa og større lande, de har meget mindre til fælles med. Det faktum, at vi rent faktisk mødes til samtale, som i "Norsken, svensken og dansken", er starten på øget forståelse og interesse.

De interne forskelle mellem de tre lande

Hvad tror du er grunden til, at svenskere og danskere er mindre optagede af os i Norge? Er det af samme eller af forskellige grunde?

"Der er en rivalisering her. De har hele tiden skældt ud på hinanden", svarer Sandvik og henviser til Danmarks og Sveriges historiske fortid som stormagter på det europæiske landkort.

Jeg har altid tænkt på Norge som det mest nationalistiske land i Skandinavien, men efter at have arbejdet med det over tid, tror jeg, at danskerne er de mest indadvendte.

Hilde Sandvik
Forfatter og vært, "Norsken, svensken og dansken"

"Jeg har altid tænkt på Norge som det mest nationalistiske land i Skandinavien, men efter at have arbejdet med det over tid, tror jeg, at danskerne er de mest indadvendte. De har en selvforståelse, der er meget mere kontinental end os andre, og vender sig mere mod Europa. Det er ingen hemmelighed, at danskerne læner sig mindst ind i det nordiske fællesskab," siger Sandvik.

Hun understreger også, at vi skal anerkende, at vi også har vores egne interesser i Norden.

"Noget af det, der skabte det nordiske fællesskab, var, at vi var forskellige og vidste forskellige ting," siger hun.

På hvilke punkter er vi mest ens og forskellige fra hinanden?

"Sverige har en adel, mens vi har en odel (slægtsbaseret ret til jord, red.). Svenskerne har store finansielle familier, der har enormt mange penge," siger Sandvik med henvisning til det svenske familiedynasti Wallenbergs virksomheder, der står inde for omkring 2.000 milliarder kroner – altså 40 procent af værdien af børsen i Stockholm.

"Det faktum, at seks Wallenberg-virksomheder var med på turen, da statsminister Ulf Kristersson rejste til Tyrkiet for at forsøge at formilde præsident Erdogan i november sidste år (i forbindelse med Sveriges ønske om Nato-optagelse, red.), er sigende," siger Sandvik.

"Jeg har spekuleret på, om de store eliter har bidraget til, at den svenske konsensuskultur er blevet så enormt stærk. Konsensus var også grundlaget for den store indvandring, som vi nu ser har haft enorme konsekvenser – og vendte lige så enstemmigt, som de hilste den velkommen," siger Sandvik.

Når det kommer til norske forhold, har odelsretten til gengæld påvirket, hvordan norske værdier og sociale strukturer er blevet formet:

"I Norge bor folk på separate næs og insisterer på at bygge deres egen garage. Jeg tror, det er en af grundene til de store skattediskussioner om flugten til Schweiz. Vi reagerer også kraftigt, hvis vi oplever, at kravene bliver urimelige, og staten blander sig for meget. Vi er også blevet dovne, må vi indrømme," siger Sandvik.

"Danskerne er derimod meget dygtige til at handle. Det siges, at "en dansker kæmper fra tue til tue". Aftaler kan med andre ord laves om, hvis der opstår en ny aftale, der kan gavne danskerne bedre. På nogle måder er det ifølge Sandvik en imponerende kvalitet.

"Og så har vi ikke engang nævnt, hvad Anden Verdenskrig gjorde ved forskellene mellem os."

Hvem er hvem i den skandinaviske søskendegruppe?

Når det kommer til det skandinaviske samfund, er det næsten umuligt ikke at diskutere stereotyper og søskendeforhold. Vi ligner hinanden meget på mange måder, men er samtidig meget forskellige. Det er et emne, der ofte er til diskussion i "Norsken, svensken og dansken". 

"I vores podcast kan vi tale om de ting, så meget vi vil. Vi kan vende det om og få fordommene modbevist. Vi taler dybest set om narcissismen i små forskelle," siger Sandvik.

Vil du sige, at du, Åsa Linderborg og Hassan Preisler er typiske repræsentanter for nordmænd, svenskere og danskere?

"Der er nok mange, der bliver ret sure, hvis jeg siger, at jeg er repræsentant for Norge," siger Sandvik med et grin.

"Og det samme gælder nok også Danmark og Sverige. Men alligevel har vi nogle kvaliteter med os, som er lidt sjove at arbejde med," siger hun og fortsætter:

At kunne filosofere og udfolde sig i et lidt større intellektuelt perspektiv med Kierkegaard på den ene side og Brandes på den anden - indlejret i en Grundtvig-forståelse - er meget dansk.

Hilde Sandvik
Forfatter og vært, "Norsken, svensken og dansken"

"Vores dansker, Hassan, er intellektuel i den forstand, at han kan sidde inde i sit hus og tænke store, eksistentielle tanker – og gå til psykolog. På en måde har han plads til at føle sin angst."

"Der er noget dansk over denne akademiske og konceptuelle tilgang, og det var det, der fik mig til at begynde at læse Politiken og Weekendavisen, da jeg var teenager. Den måde at filosofere på og kunne tillade sig at udfolde et lidt større intellektuelt perspektiv, hvor man har Søren Kierkegaard på den ene side og Georg Brandes på den anden, indlejret i en Grundtvig-forståelse, er meget dansk," forklarer Sandvik.

"Åsa Linderborg er på mange måder en kombination af en klasserejsende intellektuel marxist, der kan gå til de store saloner og tale høfligt, måske mere kontinentalt og svensk på den måde. Men hun er også selvkritisk og selvreflekterende."

Når det kommer til Sandviks eget temperament, påpeger Linderborg og Preisler konstant, at hun er den mest optimistiske af de tre. Når mørke og vanskelige emner er til diskussion, og Linderborg og Preisler kun bliver mørkere og mørkere i hjertet, klynger Hilde Sandvik sig til optimisme. Men da Altinget konfronterer hende med det, er hun hurtig til at afvise, at hun skulle repræsentere den noget naive norske optimisme:

"Jeg ses som optimist, men jeg er ikke optimist! Jeg vælger at tænke, at selvom verden kan blive meget sort, og jeg ikke nødvendigvis tror på, at man kan løse alt, så skal det ikke påvirke min dag", forklarer Sandvik.

Som odel-pige fra en lille gård mener hun, at hendes holdning er mere vest-norsk end "typisk norsk":

"Den vestnorske drivkraft ligger meget dybt i mig, og jeg tror, det har noget med kystkulturen at gøre: Der er sild ude i fjorden. Det må vi tage nu. Så er der fire dage, hvor der slet ikke er sild overhovedet, og så må vi gøre noget andet. Vi er blevet gode til ad hoc-løsninger og knap så gode på lang sigt."

Hilde Sandvik griner.

"Jeg tror, at historien om, hvad der er 'typisk norsk', i alt for høj grad er blevet defineret af kornbønder i Østnorge, som jeg overhovedet ikke har nogen relation til," tilføjer vesterlændingen med et finurligt smil.

Hvordan ser hierarkiet i søskendegruppen ud? Både hvad angår nationerne og dig i programmet?

"I søskendeflokken er jeg måske lorten i midten. Hassan er den yngste og Åsa er den ældste," svarer Sandvik med det samme.

Det overrasker mig lidt.

"Nej, du har ret. Åsa og Hassan ville have sagt, at jeg opfører mig som en storesøster. Men i en skandinavisk kontekst er det meget svært at sige, at Norge er storesøster," siger Sandvik.

Søskendeanalogien i skandinavisk sammenhæng er bestemt meget passende ifølge Sandvik:

"Grunden til, at det er sådan en god analogi med søskende, er, at vi ved, at vi ikke altid kan lide vores søskende. Vi synes, de er fjollede, og nogle gange er vi også nødt til at distancere os. Men vi elsker grundlæggende hinanden, og det er det, jeg prøver at appellere til."

Hvis danskere, svenskere eller nordmænd forestiller sig, at vi ikke har noget med hinanden at gøre, tænker jeg:

"Ja, det kan du sige om din bror!", siger Sandvik.