Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Valgkampen varsler kaos, mens der er brug for det modsatte

Der skal et handlekraftigt folketing med evne til langsigtede politiske løsninger til at klare de udfordringer, vi står med. Det er de store tandhjul i samfundsmaskineriet, vi har brug for bliver justeret, men det er der ingen, der har klare og enkle politiske løsninger på, skriver Lisbeth Knudsen.

<span>Den virkelige bekymring må være, om valgresultatet giver nok politisk handlekraft til at hjælpe os helskindet igennem de nærmeste års store opgaver, eller om vi ender med et halvlammet folketing, skriver Lisbeth Knudsen.<br></span>
Den virkelige bekymring må være, om valgresultatet giver nok politisk handlekraft til at hjælpe os helskindet igennem de nærmeste års store opgaver, eller om vi ender med et halvlammet folketing, skriver Lisbeth Knudsen.
Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Man kunne godt her i valgkampens tredje uge sidde tilbage med en stille undren over, hvad der får de politiske efterårsstorme til at røre så voldsomt rundt i vælgernes holdninger til partierne og politikerne, som vi ser det lige nu i meningsmålingerne.

Sidste måneds spåede sejrherrer hos de konservative og Danmarksdemokraterne ser nu ud til at være for nedadgående i popularitet, mens andre hos Moderaterne og Liberal Alliance har optur ved henholdsvis at agere statsminister-gemmeleg og invadere TikTok brugerne. I næste uge vender vinden måske igen i helt nye retninger. 

De politiske meteorologer spår et jordskredsvalg på størrelse med det historiske i 1973, der for alvor udfordrede de gamle partier og det politiske mønster i Folketinget. Jeg tror, de får ret, og måske vil selve valgdagen knockoute meningsmålingerne og give os nye overraskelser.

Det interessante er imidlertid ikke om et par nye partier finder vej til Folketinget, mens andre må forlade det. Det interessante er, at det, vi diskuterer allermest, som sundhed, klima, velfærd, energikrise og økonomi, er der ingen, der har meget klare og enkle politiske løsninger på. Det er alt sammen komplekse områder, og nogle af dem er vi ikke engang selv særligt meget herre over men i høj grad påvirket af udlandet.

Det er de store tandhjul i samfundsmaskineriet, vi taler om. Det er udfordringer, der kalder på brede og langsigtede politiske aftaler. Den virkelige bekymring ved dette valg må være, om valgresultatet giver nok politisk handlekraft til at hjælpe os helskindet igennem de nærmeste års store opgaver, eller om vi ender med et halvlammet folketing, der kun magter kortsigtet krisestyring fra tue til tue med kortsigtede forlig som i 70’erne.

Vi har en fribytter i skikkelse af Lars Løkke Rasmussen, som ser ud til at ville sælge sig til den politisk højstbydende.

Lisbeth Knudsen

Der var politisk handlekraft før valget til at lave en bred og langsigtet aftale om forsvars- og sikkerhedspolitikken, fordi der var en ydre fjende, som helt åbenlyst trængte sig på. Der er blevet lavet langsigtede klimaaftaler, hvor meget dog afhænger af implementeringsevnen.

Men vi er ikke i den samme situation med en ydre fjende, der presser os til brede løsninger på velfærds- og sundhedsområdet. Der er ikke en tilstrækkelig stærk ydre fjende, der presser os på nødvendige reformer for at skaffe mere arbejdskraft til erhvervslivet.

Lagde man tallene sammen på alle de ønsker, der er til mere personale i sundhedssektoren, daginstitutionerne, plejehjemmene, skolerne og fængslerne, så ville det mange gange overstige de realistiske muligheder for hænder og hoveder til rådighed i de kommende år, og samtidig skriger erhvervslivet på medarbejdere.

Jeg tror, vælgerne er holdt op med at tro på, at sangen om mindre bureaukrati, mindre papirarbejde og mindre kontrol er løsenordet til alting. Og jeg tror faktisk også vælgerne har gennemskuet, at løfterne om mere personale ikke kommer til at ske. Vi er nødt til at indlede en svær diskussion om prioritering af offentlige opgaver og om at tage digitaliseringen til det næste niveau. Den dybere reformdiskussion er udeblevet i valgkampen indtil nu.

Det her valg 2022 er vildt på mange måder. Dels fordi vi har 14 partier at vælge imellem. Vi har et Venstre, der er blevet til tre partier – Venstre, Danmarksdemokraterne og Moderaterne. Vi har et Dansk Folkeparti sendt fra fordums tinder ned til randen af spærregrænsen og et Radikale Venstre på vej til at begå alvorlig selvskade vælgermæssigt efter selv at have udløst valget i utide.

Vi har en statsminister, der afsværger sig rød blok og støttepartierne gennem de sidste tre og et halvt år for at række hånden ud til blå blok, som imidlertid er ved at forsøge sammen at binde sig til masten i det fælles ønske at fjerne Mette Frederiksen fra rorpinden.

Og vi har en fribytter i skikkelse af Lars Løkke Rasmussen, som ser ud til at ville sælge sig til den politisk højstbydende, når tågerne letter efter valget og han formentlig kan indtage rollen som ny kongemager på de radikales traditionelle plads.

Læs også

Hver eneste valgkamp har sin egen anatomi. Sin egen drejebog af vellykkede, mislykkede og mere eller mindre absurde præstationer. Sine egne højdepunkter og ”game changerer” – de der begivenheder, som ikke kunne forudses, og som kommer til at præge perioder af valgkampen. Og så ”konstanterne” – de underliggende temaer, som holder hele vejen til valgdagen.

Baseret på forudgående meningsmålinger var vælgernes dagsorden, som tv-stationerne har fulgt meget nøje, ved valgets start: sundhed, klima, økonomi, ledelsesstil og samarbejde. På siden af hovedtemaerne er så kommet skat, højere løn til sygeplejersker og sosu'er. Ikke de store overraskelser her. Og hver gang et andet tema er kommet ind fra højre eller venstre med ansats til at kunne forstyrre det planlagte billede og valgstrategien, så er partierne rykket ud med blå blik og hurtige reaktioner for at slå emnet ned, inden det vokser sig for stort.

Sådan en sag var Lars Findsens bog – 'Spionchefen - erindringer fra celle 18'. Den havde potentialet til at blive bekymrende for regeringen. Pludselig blev der på et øjeblik og efter en U-vending i regeringen flertal for at lade en kommission undersøge omstændighederne omkring hjemsendelsen af chefen af Forsvarets Efterretningstjeneste inden retssagen mod ham for at have lækket statshemmeligheder er færdig.

Nu er det så en tv-dokumentar om forholdene på et plejehjem i Køge, der udløser den politiske brandalarm. Et eksempel på samme slags dybe og forfærdelige omsorgssvigt, som blev afdækket for godt to år siden på to plejehjem i Aarhus. Den såkaldte Else-sag udløste dengang 1,9 milliarder kroner i forøgede bevillinger til kommunernes ældrepleje og et rejsehold, der skulle tage på uanmeldt inspektion hos plejehjem, der havde fået påbud af Ældretilsynet. Her hjælper tilsyneladende bare ikke flere penge og mere tilsyn.

Her hjælper måske snarere den rigtige ledelse, de rigtige ansættelser og den rigtige kultur, som ikke ville tillade den slags behandling af de ældre. Ingen politikere kan gardere sig mod brodne kar på enkelte institutioner, men man må undre sig over, at kommunerne ikke har taget mere ved lære af Else-sagen og selv holdt et skarpere fokus på området.

Her stiller alle partierne op skulder ved skulder og forlanger bedre forhold for de ældre og tager dybt afstand for den inhumane behandling. Historien bliver selvfølgelig kvalt i politisk velvilje og løfter fra alle sider om at det skal gøres bedre. Og så er der valg. Og om to år bliver det interessant og skræmmende, om der igen kan laves en ny dokumentar med opråb fra et plejehjem med misrøgt.

Når vi at se en næste potentiel ”game changer” i løbet af de sidste dage inden valget? Måske er det den massive panik blandt de mindre detailhandlende over energiregningerne og et voksende antal familier, som må flytte fra deres eget hjem, fordi de ikke kan betale regningerne og samtidig få mad på bordet. Lige præcis den politiske brandalarm er det hundesvært at slukke igen med nogle løfter, for alle politikere ved, hvor farligt det kan blive for dem, der sidder med ansvaret efter valget.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00