Valgkampen varsler kaos, mens der er brug for det modsatte

Man kunne godt her i valgkampens tredje uge sidde tilbage med en stille undren over, hvad der får de politiske efterårsstorme til at røre så voldsomt rundt i vælgernes holdninger til partierne og politikerne, som vi ser det lige nu i meningsmålingerne.

Sidste måneds spåede sejrherrer hos de konservative og Danmarksdemokraterne ser nu ud til at være for nedadgående i popularitet, mens andre hos Moderaterne og Liberal Alliance har optur ved henholdsvis at agere statsminister-gemmeleg og invadere TikTok brugerne. I næste uge vender vinden måske igen i helt nye retninger. 

De politiske meteorologer spår et jordskredsvalg på størrelse med det historiske i 1973, der for alvor udfordrede de gamle partier og det politiske mønster i Folketinget. Jeg tror, de får ret, og måske vil selve valgdagen knockoute meningsmålingerne og give os nye overraskelser.

Det interessante er imidlertid ikke om et par nye partier finder vej til Folketinget, mens andre må forlade det. Det interessante er, at det, vi diskuterer allermest, som sundhed, klima, velfærd, energikrise og økonomi, er der ingen, der har meget klare og enkle politiske løsninger på. Det er alt sammen komplekse områder, og nogle af dem er vi ikke engang selv særligt meget herre over men i høj grad påvirket af udlandet.

Det er de store tandhjul i samfundsmaskineriet, vi taler om. Det er udfordringer, der kalder på brede og langsigtede politiske aftaler. Den virkelige bekymring ved dette valg må være, om valgresultatet giver nok politisk handlekraft til at hjælpe os helskindet igennem de nærmeste års store opgaver, eller om vi ender med et halvlammet folketing, der kun magter kortsigtet krisestyring fra tue til tue med kortsigtede forlig som i 70’erne.

Vi har en fribytter i skikkelse af Lars Løkke Rasmussen, som ser ud til at ville sælge sig til den politisk højstbydende.

Lisbeth Knudsen

Der var politisk handlekraft før valget til at lave en bred og langsigtet aftale om forsvars- og sikkerhedspolitikken, fordi der var en ydre fjende, som helt åbenlyst trængte sig på. Der er blevet lavet langsigtede klimaaftaler, hvor meget dog afhænger af implementeringsevnen.

Men vi er ikke i den samme situation med en ydre fjende, der presser os til brede løsninger på velfærds- og sundhedsområdet. Der er ikke en tilstrækkelig stærk ydre fjende, der presser os på nødvendige reformer for at skaffe mere arbejdskraft til erhvervslivet.

Lagde man tallene sammen på alle de ønsker, der er til mere personale i sundhedssektoren, daginstitutionerne, plejehjemmene, skolerne og fængslerne, så ville det mange gange overstige de realistiske muligheder for hænder og hoveder til rådighed i de kommende år, og samtidig skriger erhvervslivet på medarbejdere.

Jeg tror, vælgerne er holdt op med at tro på, at sangen om mindre bureaukrati, mindre papirarbejde og mindre kontrol er løsenordet til alting. Og jeg tror faktisk også vælgerne har gennemskuet, at løfterne om mere personale ikke kommer til at ske. Vi er nødt til at indlede en svær diskussion om prioritering af offentlige opgaver og om at tage digitaliseringen til det næste niveau. Den dybere reformdiskussion er udeblevet i valgkampen indtil nu.

Det her valg 2022 er vildt på mange måder. Dels fordi vi har 14 partier at vælge imellem. Vi har et Venstre, der er blevet til tre partier – Venstre, Danmarksdemokraterne og Moderaterne. Vi har et Dansk Folkeparti sendt fra fordums tinder ned til randen af spærregrænsen og et Radikale Venstre på vej til at begå alvorlig selvskade vælgermæssigt efter selv at have udløst valget i utide.

Vi har en statsminister, der afsværger sig rød blok og støttepartierne gennem de sidste tre og et halvt år for at række hånden ud til blå blok, som imidlertid er ved at forsøge sammen at binde sig til masten i det fælles ønske at fjerne Mette Frederiksen fra rorpinden.

Og vi har en fribytter i skikkelse af Lars Løkke Rasmussen, som ser ud til at ville sælge sig til den politisk højstbydende, når tågerne letter efter valget og han formentlig kan indtage rollen som ny kongemager på de radikales traditionelle plads.