Kommentar af 
Benny Damsgaard

VM-boykot er og bliver regeringens beslutning

Abespillet mellem regeringen og DBU om Danmark skal boykotte VM i fodbold i Qatar har afsløret, hvor langt der er fra skåltaler om værdier til den pengestærke virkelighed. Til sidst ligger beslutningen om dansk VM-deltagelse dog kun et sted: Hos regeringen, skriver Benny Damsgaard.

Man kan med rette spørge, om det er i tråd med "socialdemokratiske værdier",&nbsp;at danske atleter indirekte er med til at legitimerer et land som Qatar, som ikke engang har nogen arbejdsmiljølovgivning<span>, skriver Benny Damsgaard.<br></span>
Man kan med rette spørge, om det er i tråd med "socialdemokratiske værdier", at danske atleter indirekte er med til at legitimerer et land som Qatar, som ikke engang har nogen arbejdsmiljølovgivning, skriver Benny Damsgaard.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen og Dansk Boldspils Union (DBU) er fanget i et uskønt spil om Danmark skal boykotte VM i fodbold i Qatar næste år. Ingen af partnerne vil træffe en beslutning, og begge parter gør hvad de kan for at sende aben videre.

Indtil videre har abekastningen først og fremmest tydeliggjort, hvor papirstynde floromvundne strategier og visioner kan være, når de møder den brutale og i dette tilfælde også meget velhavende virkelighed i form af Qatar.

Og synet er ikke kønt. Qatar er et diktatur ledet af en ikke folkevalgt Emir som gentagne gange har udskudt ellers lovende valg og som systematisk undertrykker oppositionen. Og som om det ikke er nok er "lovgivningen" i landet er baseret på sharia. Hvis ikke Qatar havde haft enorme oliereserver ville landet være en pariastat, som ingen ordentlige lande eller organisationer ville røre med en ildtang.

Men de har meget olie. Og mange penge. Og verdens fodboldinteresserede er derfor blevet en del af Qatars omfangsrige og målrettede sportswashing.

Det er velkendt, at Qatar bestak UEFA til at give dem værtskabet for VM, og det har været fyldigt dokumenteret, at tusindvis af migrantarbejdere er døde under forberedelserne til VM. Blandt andet fordi Qatar ingen arbejdsmiljølovgivning har!

Uanset hvordan man vender og drejer denne sag, så er det regeringen der sidder tilbage med den endelige beslutning om, hvorvidt Danmark skal deltage ved VM i Qatar. Sådan vil det altid være. Dansk udenrigspolitik fastlægges nu engang ikke af private sportslige organisationer som DBU.

Havde fodboldlandsholdet spillet dårligt og måske endda ikke kvalificeret sig, var beslutningen om en boykot langt lettere

Benny Damsgaard

Ikke dermed sagt, at den beslutning vil være let for regeringen eller omkostningsfri for regeringen, og det er fuldt forståeligt, at den gør hvad den kan for ikke at lande med aben. Det samme ville en borgerlig regering for øvrigt også have gjort.

For det første vil en boykot sætte en præcedens som gør, at diskussionen om boykot vil komme op med stor styrke, hver gang danske atleter deltager i sportsbegivenheder i problematiske lande. Og hvem skal derudover sætte grænsen for, hvornår et diktatur er for slemt til, at vi vi kan sende vores atleter afsted? Kina er for eksempel et langt værre diktatur end Qatar, og de skal være vært for vinter-OL i Beijing i 2022.

For det andet vil en dansk boykot være ualmindelig upopulær i befolkningen. Havde fodboldlandsholdet spillet dårligt og måske endda ikke kvalificeret sig, var beslutningen om en boykot langt lettere. Nu har vi for en gang skyld et hold, der spiller godt, og som potentielt kan komme langt i turneringen. At aflyse den mulighed vil være ekstremt upopulær året før et valg.

Og som om det ikke var nok, så har regeringen også gjort sagen vanskeligere for sig selv. Efter at udenrigsministeren sidste år signalerede, at dansk udenrigspolitik fremover skal være baseret på "socialdemokratiske værdier", kan man med rette spørge, om det er i tråd med disse værdier, at danske atleter indirekte er med til at legitimerer et land som Qatar, som ikke engang har nogen arbejdsmiljølovgivning?

Selvom aben i sidste ende lander på regeringens bord – som alle vanskelige beslutninger har for vane at gøre – så har hele sagen udstillet DBU mere end regeringen.

Uanset, at DBU hele tiden insisterer på, at beslutningen om en eventuel boykot er regeringens, så er der intet til hinder for, at DBU beslutter, at de ikke som organisation kan stå model til det der foregår i Qatar og holder landsholdet hjemme.

DBU har de senere år dygtigt markedsført deres nye vision "En del af noget større". DBU er ikke længere bare en organisation som organiserer dansk fodbold, må man forstå. DBU er nu en kraft som skal "gøre en forskel i det danske samfund". Som vil styrke "sammenhold og fællesskab" og som er funderet på "transparens og ordentlighed".

Men altså ikke når det gælder Qatar. Her er det "ordentligt" at overlade de svære beslutninger til andre. Som DBU skriver på deres hjemmeside: "Så længe der ikke er en statslig boykot, vil vi som fodboldorganisation ikke boykotte en slutrunde. Hvis et flertal i Folketinget mener, at boykot er det rigtige, må vi tage bestik af det".

Uanset hvordan det går landsholdet i Qatar, så er der allerede nu to klare tabere i sagen: regeringen og DBU

Benny Damsgaard

Udover den lidt lunkne formulering til slut om, at "vi må tage bestik af det", hvis Folketinget mener, der skal boykottes, er det en klassisk udtalelse. Landets udenrigspolitik fastlægges af folketinget, og vi retter os bare efter reglerne.

Spørgsmålet er dog, om det reelt er det DBU mener, eller om det var det massive mediepres mod organisationen som har fået dem til at vakle. Uanset hvad årsagen er, så kan man i hvert fald konstatere, at DBU på det seneste er begyndt at have holdninger til, hvad der skal være dansk udenrigspolitik i forhold til Qatar.

DBU's administrerende direktør, Jacob Jensen, sagde i sidste uge til Berlingske: "Hvis de (politikerne red.) når frem til, at det der foregår dernede, er så forfærdeligt, at vi ikke kan rejse derned og spille, så må det gælde hele den danske relation med Qatar og ikke et fodboldforbund som spydspids i en udenrigspolitik".

Tilbage står, at DBU's værdier enten stopper ved landegrænsen, eller at ønsket om at gøre en positiv forskel ikke overlevede mødet med mulige UEFA-sanktioner og tabte millioner.

Hvor lander den igangværende abekastning så? Ingen steder. Den vil fortsætte frem til, at de danske spillere kommer hjem fra Qatar. For afsted kommer de.

Og uanset hvordan det går landsholdet dernede, så er der allerede nu to klare tabere i sagen. Regeringen og DBU. Deres værdier overlevede ikke mødet med virkeligheden.

Læs også


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion