Sognepræst: VM i Qatar har cementeret den fremmedgørelse, der møder os over alt
Intet er som det plejer at være ved VM i Qatar, og alligevel er vi vidner til verdens mest traditionsrige fodboldturnering. Det er et godt eksempel på fremmedgørelse. Men der er desværre mange flere, skriver sognepræst Pia Søltoft.
Pia Søltoft
Sognepræst, Christians Kirke og Esajas Kirke, stifter af Coaching-KierkegaardVM i Qatar er i fuld gang. Rigtig mange har glædet sig til fodboldfeberens firårige festfejring. Og endnu flere har været vrede over, at netop denne fejring skulle finde sted i Qatar.
Der er gode grunde til begge dele. Vreden er kommet til orde over alt i medierne, glæden vel også. Ingen af delene skal beskæftige mig her. I stedet vil jeg her hæfte mig ved den følelse af en omsiggribende fremmedgørelse, som VM i Qatar kan benyttes som et glimrende eksempel på.
Det er en fremmedgørelse, der møder os over alt. En fremmedgørelse, der gennemsyrer vores forhold til den verden, vi mente, vi kendte så godt, de ting, vi tænkte, vi var fortrolige med, de organisationer, som vi før følte os hjemme i. Alt har ændret sig. Ikke i det ydre, men i det indre.
Intet er længere, hvad det plejer at være. Stille og roligt, næsten i det skjulte, har alt det, vi mente vi kendte, ændret karakter og taget os alle som gidsler i en kontinuerlig kamp for at finde og vinde fodfæste i en verden, vi ikke længere genkender. Sagen er den lige så enkle som forfærdende: Vi føler os ikke længere hjemme i verden.
Intet i Qatar er, som det plejer at være ved et VM. Værtslandet kan ikke selv spille fodbold, det er forbudt at drikke alkohol, der må ikke kysses og krammes i det offentlige rum, og man må ikke officielt være homoseksuel.
Vi er ganske enkelt blevet fremmegjorte og længes efter igen at kunne føle os hjemme i den verden, vi kender så godt og egentlig mente, at vi var fortrolige med
Pia Søltoft
Sognepræst
Også selve tidspunktet for afholdelsen af VM er markant anderledes. Vi i Europa plejer at være vant til sol og sommer og kolde øl i skyggen, når vi i sommervarmen ser VM i et fjernsyn stillet op på en bar eller i en have. Nu sidder vi omgivet af kravlenisser og grandekorationer og skal forsøge genfinde fodboldfeberen lige inden julefejringen.
Intet er som det plejer at være, og alligevel er det verdens mest traditionsrige fodboldturnering, vi er vidner til. Det er et godt eksempel på fremmedgørelse. Der er desværre mange flere.
Når du vågner en morgen, og din telefon er blevet opdateret, skal du bruge tid på overhovedet at genkende den. Måske har baggrunden fået en ny farve? Tallene, der viser tiden, er anderledes udformede? Meddelelser viser sig nu pludselig i bunden? Den telefon, som vi nærmest alle er vokset sammen med ligner pludselig ikke sig selv mere. Vi skal generobre vores genkendelse af den.
Naturligvis tager det ikke lang tid. Men det gentager sig. Vi kan ikke stole på den. Ikke stole på det vi kender. Det samme gælder computeren, som ingen kan leve uden. Hvis du ikke passer dine opdateringer, er du ude af trit – med verden.
Køber du en ny køkkenmaskine, en blender, en brødrister eller en kaffemaskine, skal du ikke bare slutte den til stikkontakten for at få den til at virke. Alle maskiner har tilknyttet et online bagland, hvor der kan hentes informationer og gemmes indstillinger, stilles spørgsmål og deles erfaringer.
Pludselig er en ny køkkenmaskine ikke bare hjælp i hverdagen. Den er blevet et projekt; en opgave, der skal løses. Ja, en opgave, du måske ikke lige kan løse med det samme? Og så kan du ikke få din morgenkaffe!
Du er blevet fremmedgjort allerede fra morgenstunden. Dit ristede brød er blevet sort, for du kan ikke gennemskue indstillingerne. Blenderen har du helt opgivet, for børnesikringen var aktiveret, og du kan ganske enkelt ikke finde ud af at fjerne den.
Pludselig er køkkenet, dit velkendte køkken, blevet et fremmed land, hvor alle de almindelige ting stirrer bebrejdende på dig, fordi du ikke kan betjene dem. Det eneste du frygter mere end en ny citruspresser er sommer- eller vintertid, hvor uret på ovnen skal genindstilles.
Det er fremmedgørelsen i dagligdagen. Men alle de institutioner, vi har været vant til gennem århundreder, har også ændret sig markant. De eksisterer stadig væk, ja, de hedder næsten det samme, men det er noget andet, der for eksempel gemmer sig bag en institution som familien.
I dag kan man være familie på rigtig mange måder. Det kan være udmærket. Men det fører også til en form for fremmedgørelse, at vi ikke længere ved, hvad en familie er, hvad den indeholder, og hvad vi kan regne med, der kendetegner den. For hvem er vi så selv i familie med? Hvem kan vi regne med, og hvem kan regne med os?
Det samme gælder venskabet som institution. Engang var en ven typisk en person, man kendte og så, delte livsanskuelse og livsbegivenheder med. I dag kan en ven være virtuel og befinde sig et helt andet sted på kloden og vedkommende kan være en totalt ukendt og blot følge med på de sociale medier. Men ved vi så overhovedet, hvad venskab er? Ja, har vi overhovedet nogen (rigtige) venner?
Ja, og så er der selvfølgelig de offentlige og private institutioner. Skat, kommunen, banken og ikke mindst borgerservice. De hedder stort set det samme, som de altid har heddet, men der er intet genkendeligt ved dem.
I kirken er grundbudskabet, at du er velkommen til at føle dig hjemme. I kirken er fremmedgørelsen faktisk ikke en mulighed
Pia Søltoft
Sognepræst
Banken har ingen penge, og de andre institutioner eksisterer næsten kun virtuelt for os borgere. Man kan stort set ikke gå ind på et offentligt kontor. Men man kan ringe til dem uden nogensinde at komme til at tale med et andet menneske: "Tast ét, hvis det drejer sig om din forskudsopgørelse. Tast to, hvis…".
Ofte er talrækken meget lang – ligesom ventetiden. Men hvis du har et problem, du gerne vil have hjælp til hurtigt, et problem, som nager dig og plager dig i hverdagen, som gør livet surt eller blot irriterer dig helt vanvittigt, er det som et slag i ansigtet, at du ikke kan komme igennem til de respektive institutioner. Som at blive slået hjem.
Men til hvilket hjem? Måske sidder du derhjemme og skumler og bliver mere og mere fremmedgjort, fordi du ikke længere kan komme i kontakt med de institutioner, der danner rammen om dit liv som borger.
Vi er ganske enkelt blevet fremmegjorte og længes efter igen at kunne føle os hjemme i den verden, vi kender så godt og egentlig mente, at vi var fortrolige med.
VM i Qatar cementerer blot denne fremmedgørelse og stiller os over for det grundspørgsmål, som jeg tror enhver stiller sig selv: Hvordan kommer jeg til igen at føle mig hjemme i verden?
Det er der naturligvis ingen enkle svar på. Men lad mig alligevel her til slut give et bud på en institution, hvis kerne ikke har forandret sig – og som du netop på denne tid af året måske alligevel har tænkt dig at frekventere en enkelt gang eller to?
I den kristne kirke, hvad end den er katolsk eller protestantisk, hvad end du er til højmesse eller spagettigudstjeneste, om du står op, når du synger eller sidder ned, om du går til alters eller pænt bliver siddende og tænker, at "det der er kun for de rigtig troende", så har intet i kirken i grunden ændret sig.
I kirken er grundbudskabet, at du er velkommen til at føle dig hjemme. Føle dig hjemme i verden, i livet, i dig selv. I kirken er fremmedgørelsen faktisk ikke en mulighed.
Selvom du ikke kender salmerne, ikke ved hvornår du skal rejse dig eller føler dig fremmed i forhold til det med at gå til alters, så er budskabet, det kristne grundbudskab, vedblivende det samme: Du er velkommen, du er elsket, du er tilgivet, du har ret til at føle dig hjemme i verden.