Debat

Radikal Ungdom: Danske idrætsudøvere skal ikke blive en del af autoritære staters propagandalege

Med både Vinter-OL i Beijing og VM i herrefodbold i Qatar, er de autoritære stater frontløber på at blande sport og politik sammen for egen vindings skyld. Det er uforståeligt, at den danske regering ikke engang har formastet sig til så meget som en stillingtagen til problemet, skriver Mirjam Dyekjaer og Tobias Lawaetz fra Radikal Ungdom.

Hvorfor er det egentlig, at den danske regering fortsat lader idrætsudøverne være en brik i autoritære staters spil? spørger Radikal Ungdom.
Hvorfor er det egentlig, at den danske regering fortsat lader idrætsudøverne være en brik i autoritære staters spil? spørger Radikal Ungdom. Foto: Tingshu Wang/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Om mindre end et halvt år begynder Vinter-OL i Beijing. Et tidspunkt, hvor verdenssamfundet vender blikket mod riget i midten, for at samles om sport, fest, farver og medaljer. Men det er dog ikke alle, der har noget at fejre.

Alt imens de kinesiske ledere soler sig i deres geopolitiske magtsucces, lider journalister, lærere, aktivister, systemkritikere samt religiøse og seksuelle minoriteter under Kinas fortsatte grove overtrædelser af menneskerettighederne.

Selvom Human Rights Watch og FN har italesat denne problematik, er det åbenbart acceptabelt med tvangsarbejde, kulturel undertrykkelse og genopdragningslejre, når det foregår i sportens ånd. Nogle gange er bagsiden af medaljen åbenbart tydeligere end sejren; så hvorfor er det egentlig, at den danske regering fortsat lader idrætsudøverne være en brik i autoritære staters spil?

Det er tydeligt, at international idrætspolitik er et sårbart emne for regeringen. Gang på gang bliver bolden skudt til hjørne med tilgangen, at "sport er sport, og politik er politik".

Dette gælder både, når regeringen skal forholde sig til VM i Qatar – og de ifølge The Guardian mere end 6.500 døde – samt når regeringen skal forholde sig til det kommende Vinter OL, der bliver i skyggen af Kinas utallige menneskerettighedsbrud og umenneskelige behandling af uighurerne i Xinjiang provinsen.

Lige til højrebenet

Det er uforståeligt, men samtidig er det alligevel symptomatisk, at den danske regering ikke engang har formastet sig til så meget som en stillingtagen til problemet. Manglende handlekraft har i de seneste år desværre vist sig at være regeringens udenrigspolitiske doktrin.

Året 2022 bliver nemlig et rædselsår for de, der mener, at man ikke kan blande sport og politik – den danske regering heriblandt.

Mirjam Dyekjaer og Tobias Lawaetz, Radikal Ungdom

Blandt andet når det gælder italienske respiratorer, syriske børn og afghanske tolke, har regeringen været inkompetente beslutningstagere, der frem for at redde menneskeliv foretrækker at feje problemerne under tæppet. Denne lade holdning vil atter komme til udtryk, når vinter-OL begynder med regeringens stiltiende samtykke.

Ydermere er det ufatteligt, at regeringen endnu ikke selv har meldt ud, om de vil stå på sidelinjen som officielle repræsentanter. For os at se er hele regeringens ageren omkring store sportsbegivenheder i autoritære stater et kæmpe selvmål.

Det egentlige spørgsmål er, hvorfor det for regeringen er vigtigere at fastholde sin påstand om, at sport og politik er to uforenelige størrelser, end at beskytte sine egne idrætsudøvere fra at blive brugt som autoritære staters kransekagefigurer.

Lad os slå det fast en gang for alle: Året 2022 bliver nemlig et rædselsår for de, der mener, at man ikke kan blande sport og politik - den danske regering heriblandt. For med både Vinter-OL i Beijing og VM i herrefodbold i Qatar, er de autoritære stater frontløber på at blande sport og politik sammen for egen vindings skyld.

Derfor er det på tide, at den danske regering siger fra overfor døde migrantarbejdere og utallige menneskerettighedsbrud, og lader idrætsudøverne blive tilbage i Danmark, frem for at lade dem være en del af autoritære staters propagandashow – det er en beslutning, der ligger lige til højrebenet.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion