VU: Trads’ misforståelser og kapitalismens sejrsgang

Af August Stengaard
Skatte- og Finansordfører for Venstres Ungdom

I sidste uge skrev centrum-venstre-apostlen David Trads om den påståede høje pris på at have en højrefløj. Hvad Trads ikke indser er, at hvis det ikke var for højrefløjens brave kamp for frihandel, individuel frihed og markedsliberalisme, så var verdenen et markant fattigere og ufriere sted at være.

I kampen mod nutidens høje levestandard i hele verden begår den ihærdige debattør den brøde at bringe en stærkt forvrænget og perverteret version af en række historiske begivenheder.

Markedsliberalismen har ført masser af goder med sig – velstand i vesten, udryddelse af global fattigdom og økonomisk frihed. Som Lars Tvede så fremragende skrev i forrige uge også på Altinget, så havde alternativet med venstrefløjens idékatalog som de styrende pejlemærker for samfundet haft katastrofale konsekvenser for velstanden og udviklingen i verdenen.

Effekten af den øgede markedsliberalisme er markant – i dag lever under 10 procent af verdens befolkning i ekstrem fattigdom.

August Stengaard

Men det negligerer Trads forventeligt med svulstig sprogakrobatik og sagesløse påstande om statsinterventionismens overlegenhed sammenlignet med markedsliberalismen.

Trads bruger den keynesianske reaktion på børskrakket i 1929 og finanskrisen i 2008 som empiri for markedsliberalismens fallit og statsindblandingens sejr. Men det er helt forkert.

Danske politikere forsøgte i 70’erne febrilsk at følge Keynes’ fejlagtige anbefalinger i den tro, at det hele nok skulle ordne sig. – Samme febrilskhed findes tilsyneladende stadig hos David Trads.

August Stengaard

Trads skriver, at interventionen af Roosevelt i 30’ernes USA reddede den amerikanske økonomi og sikrede vækst og beskæftigelse. – Sandheden er dog, at New Deal allerede i 1936 sløvede ud. Og reelt set blev den økonomiske vækst i USA sikret af 2. Verdenskrigs ulykkelige fremkomst.

Så overgår den ihærdige Trads til en tirade om finanskrisen i 2008 og dets produkt af markedsliberalismens ustyrlighed fra 1980’erne og frem til 2008.

En meget vigtig detalje for hele hans statselskende-projekt er 1970’ernes økonomiske krise, som agerer sidste søm i Keynes’ økonomiske kiste. Det viste sig nemlig med 70’ernes krise, at lav arbejdsløshed og høj inflation ikke hænger sammen som en naturlov og, at man derfor ikke politisk kan ”vælge” mellem høj/lav inflation og lav/høj arbejdsløshed.

Danske politikere forsøgte i 70’erne febrilsk at følge Keynes’ fejlagtige anbefalinger i den tro, at det hele nok skulle ordne sig. – Samme febrilskhed findes tilsyneladende stadig hos David Trads. Men som andre statselskere, så ignorerer Trads, at statsinterventionismens indgreb er udsat for politikfejl, som er med til at skævvride markedet, gøre det mindre effektivt og dybest set forværre økonomiske kriser.

Politikfejlene kommer både i form af forfejlet timing af politiske interventioner i økonomien, så virkningen får modsatte effekt end først tænkt. Den anden form for politikfejl er indeholdt i den fortsatte tro på decideret fejlagtige politik-forslag, som er til skade for samfundsøkonomien.

I 1970’erne var særligt den anden form for politikfejl gængs i dansk politik. Vores daværende statsminister Anker Jørgensen havde fortsat en Trads-lignende tro på Keynesianismens lyksaligheder.

Og gang på gang forsøgte man sig med offentlig interventioner i kampen mod arbejdsløsheden, men det var med til at accelere inflationen, hvortil der ikke kom reelle arbejdspladser og reel vækst. Dengang var den stædige tro på en forfejlet økonomisk politik med til at frarøve dansk økonomi for en masse vækst og arbejdsplads til borgerne.

Når Trads skriver, at de rigeste blev afsindigt rige, så er det jo på baggrund af markedets store efterspørgsel efter de succesrige virksomheders produkter. Det betyder, at andre alternativer for almindelige forbrugere enten er for dårlige eller for dyre til, at de vil betale for dem. Således findes der hos forbrugerne også en gevinst ved at købe et bestemt produkt.

Så når rige mennesker bliver endnu rigere, er det endelig blot udtryk for, at en stor gruppe af mennesker har set en gevinst ved at efterspørge et givent produkt, som så munder ud i en lille andel af den samlede gevinst til virksomhedsejeren.

Så nævner den økonomisk-ignorante Trads, at profeten Obamas tre nødhjælpspakker bragte USA ud af krisen i 2008. Imidlertid er det eneste, som Obamas nødhjælpspakker bragte USA, en fordobling af den amerikanske statsgæld i hans præsidentperiode.

Dét, som i virkeligheden bragte USA ud af krisen, var de økonomiske eksperimenter med kvantitative lempelser, men det glemmer Trads på eklatant vis.

I stedet for korstoget mod højrefløjen og markedsliberalismen, bør vi i stedet hylde og promovere netop de markedsliberale værdier, der har gjort verdenen til så velstående et sted at være.

Det er ikke kun i den rigeste del af verdenen, at man har nydt godt af markedsliberalismens idéer, såsom frihandel. Det er nemlig sådan, at omtrent en tredjedel af verdens befolkning i 1990 levede for under 1,3 dollar om dagen i ekstrem fattigdom.

Siden har frihandlen og kapitalismen stået i fuld flor verden over, hvor særligt Kina har oplevet mærkbare frihandelsreformer, der har åbnet dem op overfor verdenen. Effekten af den øgede markedsliberalisme er markant – i dag lever under 10 procent af verdens befolkning i ekstrem fattigdom.

Nu ved jeg ikke, hvilken slags venstreorienteret kollektivist David Trads er, men jeg har svært ved at forstå hans forargelse over dette indiskutable resultat af markedsliberalismen.

Og hvis Trads selv og hans ligesindede i 1990 havde haft politisk indflydelse og introducerede deres stats-interventionistiske idéer, så var verden ikke blevet et rigere sted at leve, og ekstrem fattigdom var ikke så godt som udryddet.