David Trads: Så meget koster det at have en højrefløj

Cirka 7,5 procent af danskerne vil ifølge de seneste opinionsundersøgelser stemme på Liberal Alliance eller Nye Borgerlige. Jeg antager derudfra, at cirka 7,5 procent af danskerne er markedsliberalister.

Det forstår jeg faktisk ikke, da markedsliberalismen har været forsøgt utallige gange verden over og har aldrig – som i aldrig nogensinde – ført til andet end elendighed.  

Lad mig uddybe med de to tydeligste eksempler:

Først depressionen i 1930'erne – som var resultatet af, at Vesten i 1910'erne og 1920'erne var plaget af en enorm tro på det frie og uregulerede marked.

De rigeste væltede sig vulgært i ustyrlige orgier. De fattigste tiggede på gaderne.

David Trads

Republikanske præsidenter i USA – Harding, Coolidge, Hoover – var så forelskede i Adam Smiths gamle teorier, at de overså, at økonomien gik amok og ødelagde landet.

Højrefløjens danske statsministre – Neergaard, Madsen-Mygdal – var på samme hold, for så længe godsejerne, grossererne og bankdirektørerne klarede sig godt, var de ligeglade med andre.

Fra et slot i Schweiz med tjenende ånder omkring sig ser verden altid lyserød ud.

David Trads

Spekulanter og industrikonger fik uhæmmet lov til at rage til sig. Uligheden blev enorm. De rigeste væltede sig vulgært i ustyrlige orgier. De fattigste tiggede på gaderne. Markedet kollapsede med børskrak, massearbejdsløshed, nød og elendighed. Krisen var total. Den samlede regning var kolossal – for på bare et par år røg klodens samlede BNP ned med 15 procent.

Heldigvis blev krisen vendt i løbet af 1930'erne – takket være venstrefløjens ledere, som forstod Keynes’ teorier, nemlig at staten kan og bør regulere markedet. I USA trådte Franklin D. Roosevelt til, og i Danmark tog Thorvald Stauning over. Takket være deres politiske vilje til først at tøjle og dernæst motivere markedet, kom økonomien igen på ret køl. Det var fællesskabet, som reddede markedet. Ikke den anden vej rundt.

Den enorme arbejdsløshed faldt, økonomien voksede, folk blev lykkeligere, og, nå ja, uligheden faldt. Hvis markedsliberalismen i stedet havde fortsat med at hærge USA og Danmark (og Storbritannien og mange andre), så ville vi formentlig have været så fattige, at de allierede ikke ville have været i stand til at kæmpe mod fascismen og nazismen under Anden Verdenskrig.

Dernæst recessionen i slutnullerne – som var resultatet af, at Vesten fra 1980'erne og til 2008 igen var plaget af en uhæmmet tro på markedsliberalismen.

Republikanske præsidenter i USA – Reagan, Bush I og Bush II – havde dereguleret markedet massivt i en farlig tro på, at det ville regulere sig selv. Det gjorde det selvfølgelig ikke. Danske statsministre – Schlüter, Fogh, allerværst Fogh, Løkke – slap også tøjlerne og lod boligmarkedet overophede uden at gøre en pind ved det. Vulgærkapitalismen ragede igen til sig. Altid fokus på det hurtige afkast på markedet. Aldrig på den bæredygtige udvikling. De rigeste blev igen afsindigt rige. Alle andre betalte prisen.

I slutningen af 2008 ramlede korthuset sammen. Big time! Først finanskrisen, da hele banksektoren, som havde lokket almindelige mennesker til at låne alt for meget, kollapsede. Så recessionen, som førte til minusvækst, enorm ledighed og folk, der gik fra hus og hjem.

Igen fejlede markedet – og igen så vi den enorme pris, som den utøjlede kapitalisme fører til. Den samlede pris – alene i USA – for recessionen er udregnet til, hvad der svarer til et helt års bruttonationalprodukt.

Heldigvis kom der forstandige folk til – demokraten Barack Obama i USA, socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt i Danmark – og igen lod de sig inspirere af Keynes, mens de smed Smith på porten. Obama gennemførte eksempelvis tre enorme hjælpepakker – til bankerne, til boligejerne og til infrastrukturen – som først standsede krisen og dernæst genrejste økonomierne.

Både i USA og i Danmark (og i Storbritannien og mange andre steder) trådte fællesskabet til og reddede markedet. Da spekulanterne hylede, hjalp staten. Heldigvis – for det karakteristiske ved fællesskabet er, at det netop er et … fællesskab.

Markedsliberalismen, som den hyldes af typer som spekulanten og eksildanskeren Lars Tvede og af hans juhu-kor i (statsbetalte) Liberal Alliance og Nye Borgerlige, er livsfarlig for vores velstand og vores velfærd. De gange, den historisk har fået lov til at agere uden rammer, er det gået galt, helt, helt galt faktisk. Den kurs, som markedsliberalister i dag advokerer for, fører direkte til økonomisk ruin. Det ved vi historisk – og det ved vi også i dag:

Tag Rusland som et eksempel. Efter Sovjetunionens kollaps i 1991 overtog markedsliberalister styringen i Moskva – og den chokterapi, den privatisering og den ekstreme tro på det frie og uregulerede marked, som blev indført, har været en katastrofe.

Rusland er i dag et kleptokrati, hvor få oligarker er så rige, at det er ulækkert, og hvor uligheden er en af de største på kloden. Rusland er ikke længere et demokrati, fordi de rigeste bestemmer det hele. Markedsliberalismen har også her spillet fallit. Ja, den har ført til fascisme.

Jeg begriber ikke, at der er nogen, der tror på markedsliberalismen. Jeg forstår godt, at folk kan være liberale, men ikke markedsliberalister. Eller rettere: Det gør jeg vel godt – for dem, der tjener kassen på den utøjlede kapitalisme, de er jo fløjtende ligeglade med alle andre.

Fra et slot i Schweiz med tjenende ånder omkring sig ser verden altid lyserød ud. Men tænk, bare tænk, hvordan verden ville have set ud i dag, hvis markedsliberalisternes dogmer var fortsat efter finanskrisen i 2008? Så ville verden for alvor have været i kaos. Krisen ville være total. Nå, Lars Tvede ville nok være ligeglad. Ja, han ville nok være ude at stå på ski:

Sådan er kapitalismen//
utak er de armes løn//
det' de riges paradis, men//
jeg syn's fa'me det er synd.

------------

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.