Lars Tvede: Så meget koster det at have en venstrefløj

KOMMENTAR: Socialisme har i realiteten intet med humanisme at gøre. Og det er i hvert fald ifølge statistikkerne - i bedste fald - en meget dyr fornøjelse for alle os andre, skriver Lars Tvede.

Cirka 12 procent af danskerne vil ifølge de seneste opinionsundersøgelser stemme på Enhedslisten eller Socialistisk Folkeparti. Jeg antager derudfra, at cirka 12 procent af danskerne er socialister.

Det forstår jeg faktisk ikke, da socialisme har været forsøgt utallige gange verden over og aldrig – som i aldrig nogensinde – ført til andet end elendighed.  

Lad mig uddybe: I 1965 levede cirka 32 procent af verdens befolkning i socialistiske regimer såsom i Sovjetunionen og de fem andre Warszawapagtslande, Maos Kina, Pol Pots Cambodia, Nordkorea og Cuba, og trods store anstrengelser, herunder massemord, koncentrationslejre, censur og udvandringsforbud, er langt flertallet af disse systemer brudt sammen, som var det en række krigere, der døde i deres rustninger.

Inden deres eksperimenter kollapsede i økonomisk ruin, lykkedes det i øvrigt Lenin, Stalin, Mao, Pol Pot og andre kommunister at myrde omkring 94 millioner af deres egne borgere. Nej, man kan ikke sige, at de ikke forsøgte. Men galt gik det alligevel.

Still standing
To af de oprindelige socialistiske regimer består dog stadig: Nordkorea og Cuba. Så lad os lige tage dem.

Cuba først. Før socialismen var dette land ifølge FN's statistikker Latinamerikas tredjerigeste nation, og der var eksempelvis flere velhavende per indbygger end blandt andet Japan, Taiwan, Spanien, Portugal, Finland og Sydkorea. Cirka 25 procent af Cubas statsbudget blev dengang brugt på undervisning.

Faktisk havde landet før revolutionen det laveste niveau af analfabetisme i hele Latinamerika, hvilket var ekstra nyttigt, da det dengang var fri for censur og havde over 50 forskellige aviser. Det havde også ikke mindre end 23 tv-stationer, og befolkningen må have været seriøst mediehungrige, for dengang havde det verdens femtestørste koncentration af fjernsyn per capita samt Latinamerikas næsthøjeste koncentration af radiomodtagere.

Og i dag? I dag har de kun et begrænset antal censurerede medier, herunder eksempelvis syv tv-kanaler. Samtidig har det politiske fanger, censur og en ussel økonomi – gennemsnitslønningerne er 17-30 dollar per måned, svarende til 0,7-1,2 dollar om dagen.

Og Korea? Før 1946 var dette en enkelt nation, men derefter blev den delt i to. Disse har stort set identisk etnisk befolkning, befolkningstæthed og naturressourcer, men i dag er levestandarden i det socialistiske Nordkorea kun cirka én tyvendedel af i det markedsøkonomiske Sydkorea, og utallige nordkoreanere har risikeret deres liv i forsøg på at flygte fra undertrykkelse, kedsomhed, elendighed og ofte hungersnød. Jimmy Carter besøgte Nordkorea i 2011 og rapporterede bagefter, at cirka en tredjedel af landets børn var fejlernærede.

Socialismens pris
Så hvad koster socialismen et samfund? Da Tyskland blev delt i Østtyskland (DDR) og Vesttyskland, blev vesttyskerne i løbet af 45 år tre gange så rige som østtyskerne, og foreløbig er sydkoreanerne i løbet af godt 70 år altså blevet cirka 20 gange så rige som nordkoreanerne.

Så den typiske pris for socialisme er vel enten stagnation, negativ vækst eller sammenbrud. Derfor forstår jeg personligt ikke, hvordan man kan kalde sig selv socialist, men det har jeg vist fået nævnt.

Åh for pokker, jeg glemte Venezuela. Ak ja, i 1950 var dette verdens fjerderigeste nation og havde højere levestandard end eksempelvis Canada og faktisk fire gange så høj som Japan eller Brasilien. Ligeledes svømmede de i olie – faktisk med verdens største oliereserver. Venezuela var altså mulighedernes og fremtidens land, så det længe ud til.

Det var dengang. Nu styres landet imidlertid af en fanatisk socialist, som præsiderer over statsbankerot, hospitaler uden medicin, folk uden job, børn uden mad, rekordhøj kriminalitet og en inflation på cirka 9.000 procent, som IMF i øvrigt forventer vil lande på 13.000 procent for hele 2018.

Landets bnp er desuden faldet dramatisk hvert af de seneste år, til trods for regeringens mange forsøg på social ingeniørkunst, herunder et forslag om at folk skulle avle kaniner derhjemme for at få adgang til protein (efter sigende kniber det lidt med at få dem aflivet, efter at husets børn har leget med dem).

Så ja, socialisme er efter min mening ikke humanisme, og det er i hvert fald efter statistikernes mening meget dyrt.

Men hvad koster en almindelig venstrefløj?
Nu behøver man selvsagt ikke være ”socialist” for at tilhøre et lands venstrefløj. Efter min mening vil enhver dansk politiker, der finder verdens højeste skattetryk og en vedvarende centralisering ret uproblematisk, være et medlem af venstrefløjen. Det betyder, at Danmark trods en borgerlig mindretalsregering i det mindste på det økonomiske er et land domineret af en venstrefløj. Og så kommer mit spørgsmål: Hvad koster det egentlig at have en magtfuld venstrefløj?

Lad os starte med, hvordan det koster. Omkostningerne falder efter min mening i fire grupper:

  • Centralisering fører til det, man undertiden kalder ”metodestyring”, det vil sige verdensfjerne diktater fra en selvbestaltet elite i toppen. Fra historiebøgerne kender vi til de totalt ineffektive sovjetiske centralkomiteer med deres kiksede femårsplaner, der førte til alt fra latterlige biler til alenlange køer efter sparsomme varer, om ikke hungersnød. Der er vi heldigvis ikke i Europa i dag, men fra nutidens samfund vil mange danske socialarbejdere, undervisere eller sundhedsarbejdere kende til den enorme ineffektivitet forbundet med at skulle arbejde efter manualer dikteret fra Christiansborg (såsom dagpengereglerne, der er på cirka 30.000 sider). Ethvert firma med den slags betonledelse ville for længst være kørt i grøften af mere dynamiske konkurrenter.

  • Faldende moral. Dette omfatter ydelsesmoral, hvor folk i stigende grad snyder med sociale ydelser; dels fordi de ser andre gøre det, og dels fordi de gerne vil have nogle af deres skattekroner tilbage på den ene eller anden måde. Derudover er der faldende arbejdsmoral, der hvor mange fristes til at leve af velfærdsstatens overførselsindkomster i stedet for af egen indsats. Og sluttelig er der en faldende skattemoral i takt med stigende skattetryk.

  • Værkshæmmende skattetryk. Tidligere har jeg ofte uddybet de mange væksthæmmende effekter af brandbeskatning, som blandt andet omfatter, at det
    1) modvirker arbejdsdeling
    2) fremmer svindel og kriminalitet
    3) giver hjerneflugt
    4) reducerer mobiliteten
    5) flytter investering til uproduktive områder
    6) modvirker opsparing og innovation og
    7) skaber enorme administrationsomkostninger for både det offentlige, virksomhederne og borgerne.

    Et aktuelt dansk eksempel på skattetrykkets hyppige idioti er den danske topskat på biler, som ifølge Finansministeriets seneste opgørelse indebærer et tab for samfundet på 6,5 milliarder kroner, for at staten skal kunne tjene netto 0,1 milliard mere i skat.

  • Baumolfænomenet. Det er velkendt blandt økonomer, at offentlige sektorer ikke har den samme produktivitetsudvikling som private – heller ikke når det er præcis de samme opgaver, der løses. Faktisk har man i Danmark beregnet, at imens det private har haft voldsomme produktivitetsstigninger siden 2. Verdenskrig, har det offentlige i samme periode haft cirka nul produktivitetsstigning. Ja, nul, som i ingen. Og dette til trods for et hav af produktivitetsfremmende teknologier udviklet af private virksomheder, som det offentlige køber. Konsekvensen er, at det offentlige fylder stadig mere i økonomien, selv hvis dets ydelser bliver stadigt ringere. DSB og Post Danmark er værd at fremhæve i denne sammenhæng. 

    Jeg mener, at disse problemer i meget høj grad kan tilskrives venstrefløjens indsats, og derfor er en venstrefløj dyr. Rigtigt dyr.

Hvad er prisen?
Men hvor dyr? Den bedste metode til at lave et estimat er at finde en økonomi i Europa, som ikke har en økonomisk venstrefløj af betydning og så sammenligne denne med nabolandene.

Ja, det er Schweiz, jeg tænker på; mit eget lille smørhul. Der findes et markedsføringsinstitut kaldet GFK, som hvert år sammenligner folks købekraft i forskellige nationer og landsdele og sælger disse data til blandt andet reklamebureauer.

Så forleden tjekkede jeg, hvordan schweizernes købekraft er i forhold til to nabolande, der har meget sammenlignelig befolkning og kultur, men som faktisk har en relativt magtfuld venstrefløj på linje med Danmark. Nemlig Tyskland og Østrig. Her er GFK's prognose for købekraft per indbygger i 2018:

Schweiz:  €40,456

Østrig: €23,282

Tyskland: €22,992

Så borgernes købekraft efter skatter og forsikringer er i størrelsesordenen 75 procent højere i Schweiz end i disse to mere venstredrejede nabolande. At Schweiz så ifølge statistikkerne tillige har væsentligt bedre offentlige finanser, helbred, miljø, sikkerhed, sundhed og så videre, er blot skum på kaffen.

Nej, dette er ikke en videnskabelig opgørelsesmetode, og jeg mener ikke, man kan lave en sådan. Men baseret på dette vil jeg ikke være utilbøjelig til at mene, at tilstedeværelsen af en indflydelsesrig venstrefløj (men ikke socialisme) koster et samfund hen ved halvdelen af dets potentielle velstand.

-------

Lars Tvede er ingeniør, civiløkonom, serieiværksætter, finansmand og forfatter til 14 anmelderroste fagbøger. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

Forrige artikel Lars Aslan: Dansk fange bliver tortureret på syvende år Lars Aslan: Dansk fange bliver tortureret på syvende år Næste artikel Skov-Jakobsen: Voksenskældud må aldrig blive ubærlig Skov-Jakobsen: Voksenskældud må aldrig blive ubærlig