Aktører: Forslag om praktik-karakter til pædagoger er nonsens

Af Line Togsverd, Birgitte Højberg og Ole Tophøj Bork
Hhv. docent i barndomspædagogik ved UC Syd, praktikkoordinator ved Københavns Professionshøjskole og praktikkoordinator ved UCL

Pædagoguddannelsen er i fokus. Og det er den også i den formandsberetning, som Rådet for Børns Læring hvert år kommer med til landets børne- og ungeminister. 

Den megen politiske opmærksomhed på pædagoguddannelsen er tiltrængt og velkommen, for som en række debatindlæg i løbet af 2020 har peget på i Altinget, så trænger uddannelsen til både faglig, politisk og økonomisk opmærksomhed og omhu. 

Vi glæder os derfor over, at Rådet for Børns Læring, som tidligere har sat betydelige politiske aftryk, interesserer sig for pædagoguddannelsen, og i den forbindelse peger på nogle af de udfordringer vedrørende pædagoguddannelsens praktik, som særligt trænger til politisk omtanke.

Pædagoguddannelsen er usædvanlig på den måde, at de studerede er i praktik i en meget stor del af uddannelsesforløbet. 

Hvor de studerende i læreruddannelsen eksempelvis lægger 30 af uddannelsens i alt 240 ECTS-points i praktikken, så fylder praktikken 75 af 210 ECTS-points i pædagoguddannelsen, hvilket svarer til cirka en tredjedel af uddannelsen. 

Vi anbefaler, at prøven i praktikken afskaffes, og at der indføres en vurderingsprocedure, hvor praktikstedet laver en begrundet indstilling til professionshøjskolen, som træffer den endelige afgørelse

Line Togsverd, Birgitte Højberg og Ole Tophøj Bork
Hhv. docent i barndomspædagogik ved UC Syd, praktikkoordinator ved Københavns Professionshøjskole og praktikkoordinator ved UCL

Ubegrundede forslag
Praktikken i pædagoguddannelsen er også særlig på den måde, at en meget stor del af den er lønnet, hvilket indebærer, at de studerende indgår i normeringen, ganske som de øvrige ansatte i institutionen.

Rådet for Børns Læring problematiserer med rette dette forhold, ligesom de peger på, at for stor en andel af de pædagoger, som varetager uddannelsesopgaven i praktikinstitutionerne, ikke har en praktikvejlederuddannelse. 

Det er, som formandsskabet ganske rigtigt peger på, problematisk, at så afgørende rammer omkring pædagoguddannelsens praktik lader meget tilbage at ønske. 

For det er selvfølgelig afgørende for praktikkens kvalitet som uddannelsesrum, at de studerende faktisk har mulighed for at være studerende, og at de kan regne med at modtage kompetent og kvalificeret vejledning. 

Formandsskabet anbefaler da også, at "praktikken skal være et bedre læringsrum." Men metoden, som Formandsskabet for Rådet for Børns Læring anbefaler er bemærkelsesværdig. 

I anbefalingerne vedrørende pædagoguddannelsen kan man læse, at "der bør indføres karakterbedømmelse på praktikdelen af uddannelsen."

Anbefalingen står fuldstændig umotiveret og ubegrundet i formandsskabets beretning. Men den skal ikke stå uimodsagt. 

Tæt på nonsens
Kender man pædagoguddannelsens praktik inde fra maskinrummet, er anbefalingen tæt på nonsens, men desværre ikke så overraskende. 

Det er tidligere i pædagoguddannelsens historie set, at problemer i uddannelsen og dens praktik søges løst ved, at man centralt skruer op for styringen og søger at faggøre og formalisere praktikken som uddannelsesrum.

Problemet er, at det ikke virker. Tværtimod lider praktikken i den nuværende uddannelse i meget høj grad under lignende intentioner om at højne kvalitet og læringsudbytte i praktikken.

Forud for vedtagelsen af den aktuelle bekendtgørelse fra 2014, arbejdede mange aktører for at gøre praktikken SU-finansieret med argumenter om, at man herigennem kunne tydeliggøre, at praktikken skal være et uddannelsesrum. 

Det lykkedes ikke at indgå en politisk aftale om at afsætte midler til formålet, så man søgte i stedet at tydeliggøre praktikkens betydning som uddannelsesrum ved centralt at indføre og eksplicitere et betydeligt antal videns- og færdighedsmål for praktikken, samt en såkaldt udprøvning. 

Intentionerne med denne faggørelse og intensiverede styring af praktikken var måske nok gode, men praktikkens uddannelsesrum lider under det. 

I praksis kan vi se, at de studerende og deres praktikvejledere bakser med at indfri de mange mål, som er formuleret uden for den pædagogiske praksis og institutionelle sammenhæng, de er i. 

Og vi kan se, at denne halsen efter målopfyldelse installerer en helt specifik forestilling om, hvad kvalificering i praktikken drejer sig om: nemlig systematisk tilegnelse og anvendelse af teoretisk viden.