Børnene betaler prisen for den nye barselslov i ligestillingens navn

Alle mine kollegaer taler om det, men få tør sige det højt – af frygt for at blive udstillet som reaktionære typer, som ønsker kvinderne tilbage til kødgryderne. Men nogen skal sige det højt for børnenes skyld.

Den nye barselslovgivning er noget bras. Og dem, der betaler prisen, er børnene. Det er ikke bare de børn, som nu kommer før i institution, end godt er, der mærker konsekvenserne, men også de andre børn i vuggestuerne. Det vender jeg tilbage til.

Så godt som alle mine lederkollegaer fortæller om de meget små børn, som de nu tager imod rundt omkring i vuggestuerne.

Før kom børnene typisk fra omkring 10-12 måneders alderen, nu tager vi imod flere børn, som ikke engang er fyldt otte måneder. Det har konsekvenser.

Man skal være et særligt perfidt menneske for at fnyse hånligt af mennesker, som af den ene eller anden årsag ikke føler sig i stand til at tage barsel

Jeppe Klenitz-Jakobsen

På det tidspunkt kan mange børn ikke kravle, og når børnene indimellem er seks måneder ved opstart, så kan de måske ikke engang sidde selv. Det er væsentlige færdigheder at have på plads, når man skal være i en vuggestue med flere andre børn.

Det betyder at man kan klare flere ting selv, og vigtigst af alt, når man kan kravle, så kan man kravle hen til ting eller væk fra ting. Kan man ikke det, er man overladt til, at der er en voksen, som har tid og mulighed for at hjælpe en.

Derudover er det et tidspunkt i barnets liv, hvor der er meget gråd og mange sanseindtryk og følelser, som skal afstemmes, det kræver, at der et voksent menneske klar til at løse den opgave.

Det gør personalet heldigvis. Men det kræver ikke meget kendskab til helt små babyer og den gennemsnitlige vuggestue at regne ud, at hvis der er bare to børn på stuen, som har brug for at sidde på armen mere eller mindre hele tiden, så vil der, selv med opfyldte minimumsnormeringer, pludselig være meget lidt personale til de øvrige børn. Og så kommer vi ind på, at det ikke blot er de børn, som starter tidligt i vuggestue, som betaler en pris i ligestillingens navn, det gør de andre børn også.

Som nævnt, så græder helt små børn meget, det er deres måde at fortælle, at der noget de har brug for hjælp til. Vi er som mennesker genetisk kodet til at reagere på barnegråd og fortsætter den, så er det en af de største stressfaktorer, der findes.

Derudover så smitter barnegråd fra barn til barn, og så kan det mentale overskud hurtigt forsvinde på en stue med 12 børn, det var det overskud som ellers skulle geninvesteres i udviklende øjeblikke for børnene.

Jeg ved godt, at der vil sidde mange, som læser dette indlæg og tænke, at der da er den samme mængde barsel til rådighed, og far da bare kan komme på banen. Det gør mange fædre også. Men nogen gør ikke af mange forskellige grunde.

I kampen for at få far på banen, er vejen frem ikke pisken, for den pisk rammer ikke fædrene, den rammer børnene

Jeppe Klenitz-Jakobsen

I nogen familier er det et spørgsmål om økonomi. Andre føler sig måske ikke rustet til opgaven med at stå alene med så små børn, for dem kan det være decideret angstprovokerende at skulle stå med det ansvar.

Man skal være et særligt perfidt menneske for at fnyse hånligt af mennesker, som af den ene eller anden årsag ikke føler sig i stand til at tage barsel.

Der vil måske være andre, der mener, at jeg kun bringer dette op, fordi jeg har en tendens til at være lidt konservativ i mit verdenssyn. Men jeg ønsker faktisk, at fædrene kommer meget mere på banen.

Jeg var selv hjemme seks dage om ugen det første år af min søns liv, og jeg elskede det. Men i kampen for at få far på banen, er vejen frem ikke pisken, for den pisk rammer ikke fædrene, den rammer børnene. Vejen frem er guleroden. Hvis man vil børn (og ligestillng) det godt, er vejen frem at øge barslen.

Det er nemlig ikke kun barslen, der presser den spæde barndom. Flere forældre føler sig utilstrækkelige og bliver overvældet af den store opgave, det er at få et barn.

Det tærer på overskuddet. Børnene har brug for deres forældres overskud, og det er der cirka dobbelt så meget af, når man er to. Skulle man have lavet en ny barselslovgivning, som havde gavnet både ligestilling og børn, så kunne man have øremærket tre måneders ekstra barsel, så begge forældre kunne gå hjemme i barnets første tre måneder.

Hvis man have øremærket tre måneders ekstra barsel for begge forældre, havde man gavnet både ligestilling og børn

Jeppe Klenitz-Jakobsen

Det ville have været en kæmpe gevinst for børnene. Derudover ville flere fædre (og mødre) få en positiv oplevelse med at være sammen med deres små børn, og hvem ved måske få lyst til mere.

Hvis vi så samtidig udvidede tankegangen bag konceptet fødselsforberedelse og lavede babyforberedelse, hvor forældrene fik konkrete værktøjer til at give deres børn en god start på livet, så ville vi være ved at være et rigtig godt sted.

Så ville børnene møde livet i en atmosfære med mere overskud, med forældre som var tryggere i rollen, og som kunne gøre mere for deres børn. Derudover ville børnene ikke skulle møde daginstitutionsverdenen, før de havde nogle af de basale forudsætninger på plads.

I institutionerne ville der være mere ro, og personalet ville have bedre forudsætninger for at udfolde verdenen og skabe hele små mennesker.  

Det er en investering, ja. Men det er håndører i et langt liv, og vi er et samfund, der har råd til at investere i, at vores børn får den bedst mulige start på livet. Heldigvis er de tidlige investeringer dem med bedst afkast.