Børns Vilkår og De Anbragtes Vilkår: Rystende tv-dokumentar viser, at systemet svigter børn

Det er en falliterklæring, at anbragte børn først føler sig hørt, når medier går ind i sagen. Lyt og grib ind tidligere, skriver Rasmus Kjeldahl og David Adrian Pedersen.

Placeholder image
Dokumentaren 'Nødråb fra børnehjemmet' vidner om, at vi som samfund ikke altid er gode nok til at passe på de børn og unge, som vi vælger at tage ansvar for, skriver Rasmus Kjeldahl og David Adrian Pedersen. Foto: Presse/Børns Vilkår og Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Lyt til artiklen

"Sådan er livet jo. Eller mit liv i hvert fald".

Citatet stammer fra en tidligere anbragt i TV 2-dokumentaren 'Nødråb fra børnehjemmet', som afdækker, hvordan vold, trusler og krænkende adfærd finder sted på flere af landets døgninstitutioner og opholdssteder.

Men sådan skal livet ikke være – for nogen børn. Vi skal ikke acceptere en dårligere standard for et børneliv, bare fordi et barn er anbragt.

Det er ærgerligt, at vi som samfund først åbner øjnene, når der er videooptagelser, der viser udsatte børn og unge i nogle meget sårbare situationer

Rasmus Kjeldahl og David Adrian Pedersen, direktør i Børns Vilkår og formand for De Anbragtes Vilkår

Er en falliterklæring
Når systemet anbringer et barn, påtager det sig et kæmpe ansvar. Når systemet så svigter i en grad, som vi ser det i dokumentaren, hvor børn udsættes for trusler og unødvendige magtanvendelser, er det et dobbeltsvigt.

For mens det biologiske hjem af mange årsager ikke har haft ressourcerne til at opbygge de rette forældrekompetencer, hvad er så systemets undskyldning?

Det er i det hele taget en falliterklæring, at sådan et program er nødvendigt. Det er ærgerligt, at vi som samfund først åbner øjnene, når der er videooptagelser, der viser udsatte børn og unge i nogle meget sårbare situationer.

Vi ved, at mange, der i denne ramme har været i medierne som helt unge, senere hen kan fortryde, fordi det ikke er mere end en googlesøgning væk og dermed bliver en belastning i voksenlivet.

Når medierne bliver den bedste vej til at føle sig hørt, har systemet ikke taget børnenes oplevelser alvorligt nok. De har ignoreret deres råb om hjælp.

Men nu er dokumentaren her altså, og børnenes møde med et dysfunktionelt system gør dybt indtryk. Nu skal vi bruge det til at gøre noget andet end det, som vi plejer. Debatten må ikke strande ved forargelsen.

Opholdssteder ikke er gode nok
Der er bestemt sket forbedringer på området de sidste ti år, hvor magtanvendelser ikke længere – over en bred kam – betragtes som en decideret pædagogisk tilgang på linje med andre pædagogiske tilgange.

Men dokumentaren slår dét fast, som de fleste, der arbejder med området, allerede ved – nemlig at der stadig sker ulovlige magtanvendelser, og at de ikke altid indberettes, som de skal.

I socialrådgivernes fagblad viser en undersøgelse blandt 74 socialrådgivere, at mindst 49 af dem kender til mindst et opholdssted/institution, hvor de ikke vil anbringe et barn. Hvis et opholdssted ikke er godt nok til børn, hvorfor findes det så stadig?*

Hvis et barn giver udtryk for, at et anbringelsessted er utrygt eller gentagne gange stikker af, skal vi rykke tæt på og forstå hvorfor

Rasmus Kjeldahl og David Adrian Pedersen, direktør i Børns Vilkår og formand for De Anbragtes Vilkår

Hvis man ved, der er dårlige tilbud, skal vi turde sige det højt og gribe ind – ellers er det børnene, der betaler prisen. Alle klager, bekymringer og henvendelser skal tages alvorligt. Hvis et barn giver udtryk for, at et anbringelsessted er utrygt eller gentagne gange stikker af, skal vi rykke tæt på og forstå hvorfor. Vi skylder børnene at undersøge det – hver gang. Det må aldrig afvises fra start.

Det er i den forbindelse også afgørende, at socialtilsynene har de rette kompetencer til at gøre børnene trygge ved at dele deres oplevelser.

Vi bør kræve, at der altid bliver talt med børnene, og at de fagpersoner, der gennemfører tilsynene, er klædt bedre på til den svære opgave, som det er at gennemføre en tillidsfuld samtale med et barn i en udsat position og sætte barnets udsagn ind i en børnefaglig referenceramme.

Rystende dårlig trivsel
Det er samtidig nødvendigt, at tilsynene kan handle mere og hurtigere end i dag.

Når tilsynsrapporterne konstaterer så dårlige forhold, som vi ser det i dokumentaren, uden at der sker akut handling, er det ganske enkelt under al kritik.

Vi ville jo akutanbringe et barn, hvis de samme forhold gjorde sig gældende i det biologiske hjem, så hvorfor accepterer vi så lav en standard for anbragte børn?

På tilbuddene skal personalet være uddannet i konfliktnedtrappende pædagogik, og hvordan de undgår magtanvendelser, og der skal løbende arbejdes med opkvalificering i dette.

Afmagt kan ramme selv den mest dedikerede socialarbejder og pædagog, men derfor skal der også være en åbenhed omkring opgaver, der opleves svære. Der skal være en ledelse, der reagerer, og en rammesætning, der forebygger de her situationer.

Det er rystende at se, hvor dårligt børnene og de unge i dokumentaren trives på de forskellige anbringelsessteder. Det vidner om, at vi som samfund ikke altid er gode nok til at passe på de børn og unge, som vi vælger at tage ansvar for.

Et nødråb er et sidste råb om hjælp, og så langt ud må det slet ikke komme. Der er brug for, at vi griber ind og tager børnene alvorligt langt tidligere, end det sker i dag.

Læs også

*Rettet 19. marts 2021.  Tidligere stod der: "I socialrådgivernes fagblad viser en undersøgelse blandt 74 socialrådgivere, at de ikke vil anbringe børn på 25 procent af de opholdssteder og institutioner, som de kender til". Skribenterne har rettet henvendelse til Altinget, og det er derfor rettet til: "I socialrådgivernes fagblad viser en undersøgelse blandt 74 socialrådgivere, at mindst 49 af dem kender til mindst et opholdssted/institution, hvor de ikke vil anbringe et barn. Hvis et opholdssted ikke er godt nok til børn, hvorfor findes det så stadig?"


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser