Der er ganske mange, der mener noget om ens forældreskab, og politisk viger man da heller ikke fra at pege fingre ad eller udskamme forældre, når det kommer til at forstå, hvorfor børn ikke kan tie stille eller opfører sig ordentligt. Forældre skal tage sig sammen, opdrage deres børn og i det hele taget bare gøre det lidt bedre hver dag.

Som forældre er man således konstant under lup, både når det går godt, men helt særligt, når børn afviger eller skiller sig ud. Når man som forældre ikke er under lup, overvåger man sig selv. Blandt andet gennem den omfattende litteratur og nye trends, der konstant gør en opmærksom på, at man altid kan gøre det lidt bedre. Forældreskabet er, med sociolog Maria Akselvolls ord, blevet grænseløst og svært for mange at navigere i.

Der er gjort plads til en gigaindustri, som skal hjælpe os med at gøre alt det "rigtige". Helt uden at kende os.

Anja Marschall

Forebyggelse og tidlig opsporing er politiske buzzwords, som også forældre har taget til sig. Derfor holder de nøje øje med børn og deres alderssvarende udvikling. Forældreskab er i dag en videnskab, hvor gode råd fra svigermor ingen plads har (hun er jo fra en anden tid!) og naboerne – hvad ved de egentligt? De er jo ikke fagfolk.

Dermed er der også gjort plads til denne gigaindustri, som skal hjælpe os med at gøre alt det "rigtige". Helt uden at kende os. For der er ingen plads til at fejle, intet rum til at prøve sig frem. Idealet er blevet normalen.

Problemet er bare, at idealet er og bliver et ideal. Og et ideal er – og skulle gerne være – uopnåeligt. Det er noget vi pejler efter, og orienterer os i forhold til, stræber mod, men sjældent når. I den ideelle verden tager Alma altid selv sko og flyverdragt på og hun går roligt og glad hjem med mor i hånden.

Det pædagogiske praksis skriver sig også ind i denne bekymringsindustri og en logik om, at det er vigtigt "at gøre det rigtige". Her ser vi også en optagethed af at forebygge, opspore, paratgøre og intervenere, så intet går galt, og man gør alt for at navigere uden om fremtidige problemer.

For Almas vedkommende gælder det om, at hun skal blive både selvhjulpen og lære at regulere sine følelser, så hun kan blive klar til børnehaven. Det ved mor godt, og det er med skam og skyld til følge, at hun hjælper Alma skoene på.

Det temmelig abstrakte fokus på alt det, der bør ske på bestemte måder, og alt det der kan gå galt, fjerner fokus fra børnene og deres konkrete hverdagsliv. Fjerner fokus fra det, børnene er optagede af, og fra det de konkret bøvler med i hverdagen.

Vi lider i Danmark af anerkendelsesfattigdom, når det kommer til forældre.

Anja Marschall

Eksempelvis at Alma bliver afleveret kl. 7.20 og hentet igen kl. 16.40 og er træt, træt, træt. Der er vældigt svært at følelsesregulere, når man er udmattet efter en lang dag. Betingelserne i det konkrete hverdagsliv udgrænses, og det kommer i stedet for til at handler om Almas mor, der ikke forstår at sætte grænser.

Børn vil ses og høres, mærkes og forstås. Når Alma laver en scene i garderoben, ved hun ikke, at hun også udstiller sin mor. Hun er træt og vred, og hun har brug for at blive beroliget.

Det har hendes mor også. Hun har brug for blikke, der ikke er formanende, men forstående, og som minder hende om, at scener som disse også er hverdag for andre børnefamilier. Eller en hjælpende hånd til at komme godt ud ad døren og et skulderklap i anerkendelsen af det daglige arbejde, der er at være forældre.

Vi lider dog i Danmark af det, som min gode forskerkollega Noomi Matthiesen fra Aalborg Universitet, kalder for anerkendelsesfattigdom, når det kommer til forældre, og når forældre ikke oplever sig set og anerkendt i hverdagen, ja så er det ikke så mærkeligt at de søger mod alverdens gode råd om, hvordan de kan gøre deres forældreskab bare "lidt bedre".