Debat

Forsker: Børn må ikke stå alene med ansvaret for relationen til forældrene

DEBAT: Regeringen vil give børn og unge ret til at frasige sig samværet med deres forældre. Kritikere påpeger, at det er at lægge et for stort ansvar på børns skuldre, men med den nuværende lovgivning står børnene også med et eneansvar for relationen, skriver Signe Fjordside.

Mette Frederiksens nytårstale må siges at have skudt 2020 i gang som et år i anbringelsesområdets tegn, skriver Signe Fjordside.
Mette Frederiksens nytårstale må siges at have skudt 2020 i gang som et år i anbringelsesområdets tegn, skriver Signe Fjordside. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan
GDPRDeleted
Vis mereIcon / Direction / Dropdown
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Signe Fjordside
Postdoc ved Socialvidenskab på RUC, forsker i anbringelsesområdet

Skal anbragte børn have en stemme?

Dette spørgsmål vil langt de fleste i feltet formentlig nikke ja til. Men så hører enigheden øjensynligt også op.

Fra min position er jeg enig med regeringen i, at hvis de anbragte børn skal have en stemme, så kræver det både, at vi lytter, og at vi handler – og dette betyder for eksempel, at anbragte børn skal have retten til at frasige sig samvær med deres forældre. Men dermed ikke sagt, at vi skal give børnene eneansvaret for relationen; tværtimod er det her, vi som samfund har et helt centralt ansvar.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Mette Frederiksens nytårstale og regeringens udspil om, at de ønsker at styrke indsatsen for børn og unge i udsatte positioner, må siges at have skudt 2020 i gang som et år i anbringelsesområdets tegn.

For stort ansvar på børns skuldre?
Det er dog ikke udelukkende støtte og rosende ord, regeringens udspil har fået med på vejen.

Hvis vi beholder den nuværende lovgivning, mener jeg, at der vil være en gruppe af børn og unge, der får ansvaret for at bibeholde en relation til deres forældre, selv om de har svært ved at være i relationen.

Signe Fjordside, Postdoc ved Socialvidenskab på RUC, forsker i anbringelsesområdet

Et af de punkter, der fra flere eksperters, fagfolks og interesseorganisationers side er blevet udskældt, er regeringens udmelding om, at den barsler med en ny "barnets lov", som blandt andet skal være med til at sikre anbragte børn og unge retten til at frasige sig samværet med deres forældre.

Netop retten til at frasige sig samværet har i høj grad mødt modstand og bekymring.

For det første bliver det påpeget, at man ved at give børnene denne ret lægger et for stort ansvar på børnenes skuldre. Et andet punkt, der bliver fremhævet, er, at børnene ikke kan gennemskue konsekvenserne på den lange bane af et sådant fravalg. Og for det tredje fremhæves det, at samværet med forældrene er centralt for børnenes udvikling og trivsel.

Når disse bekymringspunkter lægges sammen, så mener jeg, at de i sig selv potentielt kan bevirke, at vi lægger et for stort ansvar på børnenes skuldre – og det er uanset, om vi får indført en ny "barnets lov", eller om vi beholder den nuværende lovgivning på området.

Disse bekymringer kommer nemlig indirekte til at give børnene eneansvaret for relationen.

Nuværende lov giver børn eneansvar for relation
Hvis vi beholder den nuværende lovgivning, mener jeg, at der vil være en gruppe af børn og unge, der får ansvaret for at bibeholde en relation til deres forældre, selv om de har svært ved at være i relationen.

Dette samvær begrundes i et fagligt synspunkt hentet fra objektrelationsteorien om, at relationen til forældrene er uerstattelig, og at samværet bibringer børnene en vigtig indsigt i, hvad de kommer fra. Endvidere begrundes dette synspunkt med, at disse børn og unge generelt er "netværksfattige", når de som 18-årige træder ud af anbringelsen, og derfor kan have brug for relationen til forældrene.

Jeg vil ikke gå ind i en diskussion af begrundelserne, men blot problematisere: Hvis de professionelle på denne baggrund vurderer, at børnene skal have samvær på trods af børnenes ønske om ikke at have samvær, så siger man indirekte til børnene, at det er dem, der er nødt til at tilpasse sig, tåle, holde ud, eller hvordan det nu føles at indgå i relationen med forældrene. Dermed overhører man deres egne følelser og behov.

Læs også

Professionelle skal løfte ansvaret
Jeg vil argumentere for, at det må være en socialfaglig opgave at sikre, at børnene ikke gives dette eneansvar, og dermed gives retten til for eksempel at få en pause fra samværet. Og så lade det være op til de professionelle og forældrene i samarbejde at gøre forældrene i stand til at indgå i en god relation med barnet.

På denne måde mener jeg, at det taler for at give børnene retten til at fravælge samværet – sådan som også Mette Frederiksen og Astrid Krag i disse dage taler dunder for.

Men det er vigtigt at pointere, at det også kun er ved at sikre, at de professionelle tager sig af arbejdet med at støtte og vejlede forældrene i perioderne uden samvær, at barnet ikke alligevel ender med at stå med eneansvaret for relationen.

Det handler med andre ord om børns ret til at blive hørt og blive taget alvorligt. Det handler ikke om at give dem eneansvaret for relationen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion