Forskere: Lad os tale om støtte til udsatte børn før tvangsfjernelse

Hjælp og støtte kunne forbedre forældreevne
Den manglende støtte falder primært inden for kategorierne sygdomsbehandling, sociale forhold og økonomi, som vi i det følgende vil beskrive nærmere. 

Vi møder forældre med fysiske og psykiske sygdomme, hvor symptomer og følger af sygdom forhindrer dem i at varetage praktiske daglige gøremål. Og som på grund af speciallægemangel i deres nærområder ikke modtager den nødvendige og tilstrækkelige behandling, der ellers med stor sandsynlighed kunne bedre deres daglige funktion og dermed deres forældreevne markant.

Det ville utvivlsomt også komme deres børn til gavn, hvis disse forældre ud over tilstrækkelig lægehjælp også fik tilstrækkelig kommunal støtte. Det kunne for eksempel være forældretræning eller hjælp til daglige praktiske gøremål og strukturering af disse.

Forældretræningen kunne for eksempel fokusere på mentalisering og undervisning i børns behov og børns perspektiv. Også tilstrækkelig økonomisk støtte mangler i mange tilfælde, hvilket stresser og belaster mange af de forældre, som i forvejen slås med fysisk eller psykisk sygdom.

Forældre frygter trusler om tvangsfjernelse
Vi møder forældre, som kæmper for at finde penge til en fnatkur til familien, og som får trukket tænder ud for at undgå en dyrere tandlægeregning, fordi der skal være penge til en julegave til børnene.

Nogle af disse forældre har således vanskeligheder på flere fronter, som kompromitterer deres muligheder for at skabe stabile og gode rammer for en børnetilværelse.

Vi oplever desværre, at nogle af de forældre, som har mest brug for støtte, ikke tør have en ærlig dialog med kommunen om deres vanskeligheder af frygt for at blive modtaget med trusler om, at børnene fjernes.

I stedet burde de blive mødt med tilbud om støtte, som kunne rette op på de vanskeligheder, der er, og som forældrene ofte selv er opmærksomme på, men som de ikke har formået at udbedre egenhændigt.

Tvangsfjernelse bør være absolut sidste udvej
Man kunne ønske sig, at familier, som har brug for hjælp, kunne få tillid til kommunen og sagsbehandlerne for at se dem som medspillere snarere end modspillere.

Der er naturligvis børn, for hvem tvangsfjernelse og tvangsadoption er det eneste rigtige. Men som al anden tvang må dette være en vej, som først betrædes, når støtte i et omfang, som vi som samfund kan være bekendt, vitterligt er forsøgt.

Det kan være den bedste løsning i visse af de mest alvorlige tilfælde, men repræsenterer blot toppen af isbjerget, hvad angår familier, som har store vanskeligheder med at få et almindeligt familieliv til at fungere, og hvor effektiv og evidensbaseret støtte er essentiel.