Forsker: Børneplanen bør udvise tillid til de fagprofessionelle

Af Christian Aabro
Lektor, Institut for Pædagoguddannelse, Københavns Professionshøjskole

Mens vi alle sammen venter på regeringens varslede børneplan, kan man godt få det som Ivan Olsen i Gummi Tarzan, der møder heksen og ligger søvnløs hele natten, fordi han overvejer, hvad han skal ønske sig.

Udfordringen – for regeringen såvel som for Ivan Olsen – er, at man ikke kan få det hele.

Ja, man vil være verdensmester i børn. Men man risikerer, at det kun holder en enkelt dag. Og en plan som denne skulle meget gerne holde lidt længere.

Uanset hvad man måtte finde på af pejlemærker og sigtepunkter, bør man i en børneplan signalere en interesse i at møde den praksisnære fagkundskab med lydhørhed og med tillid.

Christian Aabro
Lektor, Institut for Pædagoguddannelse, Københavns Professionshøjskole

Der er gået sport i børneplaner
Det er ikke første gang, der laves planer for børnene. Faktisk er der gået lidt sport i det.

De seneste 10-15 år er den periode i den pædagogiske historie, der har budt på flest planer, reformer, initiativer. Både rettet mod børnene, mod pædagogerne og mod pædagoguddannelsen.

Der har aldrig før været så mange initiativer, der forsøger at tale indsatser over for børn frem som afgørende. Og der har aldrig før været ansat så mange konsulenter, nedsat så mange råd og oprettet så mange netværk som nu.

Retorikken bliver måske netop derfor skærpet. Vi skal vågne op, forstår man. For vi står på en brændende platform. Vi skal handle – og det er nu.

Dels for samfundsøkonomiens skyld, men også for børnenes skyld. Der udspiller sig en kamp om at ville børnene mest. Måske er det derfor, der hentes begreber fra krigsførelse: strategier, indsatser, sigtemærker, task forces. For det er alvor, det her.

Fagprofessionelles styring er forsvundet
Vi har at gøre med en uholdbar situation, hvor det derfor må påhvile nogen at tage over – at tage styringen – på vegne af dem, der er ved frontlinjen. Det er med andre ord for vigtigt et område til at lade pædagogerne varetage det.

Derfor markerer de sidste 10-15 år samtidig en periode, hvor det fagprofessionelle råderum er blevet stadig mere afmonteret. Ikke bare i økonomisk forstand.