Debat

Professionshøjskole til BUPL: Fondes støtte til forskningscenter giver ikke køb på pædagogisk faglighed

Nyt center på småbørnsområdet skal styrke båndene mellem forskning, praksis og uddannelse. At forskningscenteret har modtaget millioner fra fonde, betyder ikke, at forskningen vil gå på kompromis med den pædagogfaglige dømmekraft, skriver Annegrete Juul og Charlotte Bredahl Jacobsen.

Center for Bedre Børneliv skal arbejde på tværs af de professioner, som 
forældre og børn møder i de første seks år, skriver Annegrete Juul og 
Charlotte Bredahl Jacobsen.<br>
Center for Bedre Børneliv skal arbejde på tværs af de professioner, som forældre og børn møder i de første seks år, skriver Annegrete Juul og Charlotte Bredahl Jacobsen.
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For nylig havde vi glæden ved at offentliggøre, at Københavns Professionshøjskole har fået op til en kvart milliard kroner af TrygFonden, Novo Nordisk Fonden og Lego Fonden til at etablere Center for Bedre Børneliv, som over de næste ti år skal løfte professionerne, der understøtter de små børns trivsel gennem styrkede bånd mellem forskning, uddannelse og praksis.

Det er første gang, at en bevilling af denne størrelse gives til en professionshøjskole. Det er derfor rimeligt både at spørge, hvorfor har vi brug et Center for Bedre Børneliv, og hvorfor det skal placeres på en professionshøjskole.

Det er både rimeligt at spørge, hvorfor vi har brug for et Center for Bedre Børneliv, og hvorfor det skal placeres på en professionshøjskole.

Annegrete Juul og Charlotte Bredahl Jacobsen
Hhv. dekan og forskningsleder, KP

Fagforeningen BUPL har også her i Altinget rejst en bekymring om den forskning, som Center for Bedre Børneliv skal bedrive, så det vil vi selvfølgelig gerne svare på i det følgende.

Center for Bedre Børneliv er ikke det eneste forskningscenter i Danmark, som beskæftiger sig med de små børn og deres familier. Det bliver imidlertid det første, som centrerer sig om alle de fagprofessionelle, der tager sig af børnenes trivsel fra fosterstadiet til skolestart.

Centeret skal arbejde på tværs af de professioner, som forældre og børn møder i de første seks år. Det vil sige jordemødre, sundhedsplejersker, socialrådgivere, bevægelsesterapeuter og pædagoger.

Hvorfor et professionsfagligt center?

De første år af et barns liv lægger i høj grad sporene for barnets fremtid. Rammerne for barnets kognitive, sociale og følelsesmæssige udvikling i de tidlige år har afgørende betydning for børnenes liv fremover.

Derfor er der bred enighed i forskning og praksis om, at en kvalificeret tidlig indsats for børnene både i familien og i daginstitutioner er af væsentlig betydning.

Børnene og deres forældre har med andre ord i høj grad brug for at møde kompetente og dygtige professionelle, som kan understøtte familierne i en god start på livet.

I Danmark har vi stolte traditioner og stærke professionsmiljøer, der samlet set skal sikre børns trivsel, udvikling, sundhed og læring fra fosterstadie til skolestart.

Det er dog ingen hemmelighed, at professionerne er under pres fra et komplekst udfordringsbillede. På den ene side kalder en stigende mistrivsel på stærkere og tidligere forebyggende arbejde og bedre løsninger ind i tværprofessionelt samarbejde. På den anden side står fagprofessionelle, som i stadig lavere grad videreuddannes, og som lever i en virkelighed, hvor den erfarne kollegas plads ofte står tom eller er erstattet af et menneske, der kun bliver i kort tid.

Den udvikling kalder på et center, der kan kombinere forskning, uddannelse og udvikling af praksis i tæt samarbejde mellem dem, som praktiserer fagene, og dem, som underviser og forsker i samme.

Sammen kan vi skabe stærkere professionelle praksisser og handlekompetencer og på den måde styrke det forebyggende arbejde. Og så tror vi på, at fagene også vil være sjovere at blive i, hvis der er større plads til at engagere sig i at udvikle eget fag og faglighed.

Bedre professionel dømmekraft

Forskningen i Center for Bedre Børneliv kommer til at have professionsfagligheden og den professionelle dømmekraft som udgangspunkt, som omdrejningspunkt og som endemål.

Både forældre og børn har brug for stærke fagprofessionelle, der mestrer metoder, handler på et solidt vidensgrundlag, kan reflektere og bruge deres erfaring – fagprofessionelle som med andre ord udøver professionel dømmekraft.

Den professionelle dømmekraft er evnen til at kunne vurdere, hvad der er det rigtige at gøre i den konkrete situation. Den hviler på viden og færdigheder, professionsetik og erfaring.

Og så er den professionelle dømmekraft i en dansk kontekst også informeret af idealer og værdier, som vores velfærdssamfund er forankret i. Det er for eksempel værdier og idealer om lige behandling uanset personsanseelse, tillid, medfølelse, dannelse med mere. Værdier og idealer som professionerne har særlige forudsætninger for at realisere.

Vi vil udvikle og afprøve nye metoder og tilgange i tæt samarbejde mellem praktikere og forskere og hele tiden have øje for, hvordan det nye kan bidrage til at styrke den professionelle dømmekraft.

Annegrete Juul og Charlotte Bredahl Jacobsen
Hhv. dekan og forskningsleder, KP

Fagprofessionelle fra de danske professionshøjskoler uddannes gennem refleksiv praksislæring og opnår på den måde grundforudsætninger for at udvikle en god professionel dømmekraft.

En stærk professionel dømmekraft kommer imidlertid ikke alene af undervisning på skolebænken.

Den hviler på den form for ekspertise, som opstår gennem praksiserfaring, viljen til og muligheden for til stadighed at engagere sig i at forfine og forbedre ens kunnen. Det skal forskningen i Center for Bedre Børneliv understøtte.

Samspil mellem praktikere og forskere

Konkret betyder det, at vi vil udvikle og afprøve nye metoder og tilgange i tæt samarbejde mellem praktikere og forskere og hele tiden med øje for, hvordan det nye kan bidrage til at styrke den professionelle dømmekraft.

Det betyder også, at vi afsøger nye veje til at understøtte fagprofessionelle i at opøve ekspertise som led i udvikling, afprøvning og spredning af lovende metoder og tilgange. Metoder og tilgange som aldrig vil stå alene, men som indgår i og styrker den fagprofessionelles dømmekraft.

Endemålet er, at langt flere børn i Danmark får den bedste start på livet. Det skylder vi dem, og os, for lige om lidt er de små børn voksne, og vi overdrager forvaltningen af vores klode, vores demokrati og vores velfærdssamfund til dem.

Endemålet når vi kun, hvis vi også i fremtiden har dygtige fagprofessionelle, som har et solidt, aktuelt og relevant vidensgrundlag, som er solidt funderet i metoder og tilgange, og ikke mindst muligheden for at opøve og udøve deres professionelle dømmekraft. Vi glæder os til at komme i gang.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024