Lektor: Pædagoguddannelsen skal prioritere den erfaringsbaserede læring

Af Maja Spuur Hansen
Lektor og kompetenceområdeleder, Københavns Professionshøjskole, Pædagoguddannelsen

I forbindelse med evalueringen af pædagoguddannelsen er der mange interessenter og politiske ambitioner for en revideret eller reformeret pædagoguddannelse.

Uddannelses- og forskningsministeren mener blandt andet, at der skal være mere prestige forbundet med at være pædagog. Hvilket også er en nødvendighed, hvis regeringen og støttepartierne skal indfri deres mål om minimumsnormeringer. 

Den nuværende bekendtgørelse for pædagoguddannelsen er der ikke mange rosende ord tilovers for, og man kan frygte at en reform endnu engang skal rumme alle de forskellige interessenters kæpheste. 

Jeg synes, vi bliver nødt til at finde tilbage til kernen af, hvad en pædagog er, så vi kan lave en pædagoguddannelse, der rent faktisk er relevant for dem, det hele handler om, nemlig pædagogerne.

Hvorfor er det så svært at beskrive, hvad en pædagog er og kan? Der er ingen, der er i tvivl, når de ser en god pædagog. 

Vi skal huske på, hvad det er for en viden, som den studerende har brug for i den kommende praksis som pædagog. Denne viden er ikke nødvendigvis altid at finde i en bog eller i en videnskabelig artikel.

Maja Spuur Hansen
Lektor og kompetenceområdeleder, Københavns Professionshøjskole, Pædagoguddannelsen

Men ligesom det kan være svært at sætte ord på, hvad der er god kunst, så er god pædagogik også en kunst. Det er følsomt og svært at sætte ord på, svært at gribe om. 

At se og være der for mennesker
I forbindelse med Politikens nye pædagog-pris, så jeg en lille film med en ung kvinde,  der var hjemme for at sige tak til hendes gamle fritidshjemspædagog.

Det hun sagde tak for var, at han havde set hende, som det unikke menneske hun var, med hendes særlige skrøbeligheder og behov. 

Hun behøvede dengang ikke at fortælle ham, hvad hun havde brug for, det havde hun med garanti heller ikke været i stand til som barn. Hun var helt afhængig af, at det var noget han selv kunne se. 

Og han havde skabt et rum til hende på det fritidshjem, hvor hun kunne føle sig som en meningsfuld del af et fællesskab.

Når jeg spørger mine nye studerende, hvorfor de vil være pædagoger, så er det sjældent (for ikke at sige aldrig) lønsedlen som færdiguddannet pædagog, der motiverer. Det er tværtimod det at være noget for andre. 

Men hvad skal man så kunne for at være noget for andre?

Tilstrækkelig tid
Man skal først og fremmest have tid til at se den anden. 

Mange af de mennesker, som pædagoger samarbejder med, kan ikke nødvendigvis fortælle, hvad de har brug for, eller hvad de har svært ved. 

De har brug for, at pædagogen kan observere, hvad deres behov, ønsker og intentioner er - også når det kommer ud på en uheldig måde. 

Et hårdt slag er ikke nødvendigvis en ond gerning, for bag det hårde slag er der måske en skuffelse over ikke at måtte eller kunne være med. 

Hvis pædagogen kan se intentionen og ønsket om at være en del af fællesskabet frem for den hårde fysiske adfærd, kan pædagogen hjælpe mennesket med at lære en mere hensigtsmæssig adfærd. 

Og det unikke er, at det alt sammen udspiller sig lige der i den konkrete praksis, hvor dette menneskes liv udfolder sig. Det være sig i vuggestuen, i skolegården eller på botilbuddet.

Hvordan skal vi så lære de pædagogstuderende denne kunst at være der for andre, se deres intentioner og hjælpe dem i den retning, de ønsker og finder meningsfuld i deres eget liv? 

Plads til viden i praksis
Pædagoger skal vide noget om menneskets udvikling, om det at indgå i mangfoldige og rummelige fællesskaber, at kommunikere med mange forskellige målgrupper og samarbejdspartnere, at observere og beskrive deres praksis, og de mennesker de samarbejder med.

Det er ofte den fælles aktivitet, der danner fundamentet for relationen og skaber rammen for de gode og udviklende samtaler. Pædagoger er ikke psykologer, der sidder og samtaler med deres klienter.

Pædagoger og de mennesker, de samarbejder med, er sammen om noget fælles tredje. 

Det kan være leg, bevægelse, musik, drama, værkstedsaktiviteter, madlavning og så videre. Det kræver derfor, at de studerende får tid til at fordybe sig i ét fag, snarere end at skulle snuse til det hele, hele tiden, i tværfaglige forløb. 

Tænk, hvis de havde tre og et halvt år år til at fordybe sig. Så behøvede pædagoger ikke hyre konsulenter, når de ville lave bevægelses-, rytmik- eller kunstforløb.

Ministeren vil i den kommende evaluering gerne fokusere på pædagoguddannelsens "videngrundlag, faglige niveau og faglige forudsætninger". 

Vi skal huske på, hvad det er for en viden, som den studerende har brug for i den kommende praksis som pædagog. Denne viden er ikke nødvendigvis altid at finde i en bog eller i en videnskabelig artikel.

Denne viden er ikke nødvendigvis altid at finde i en bog eller i en videnskabelig artikel. 

Vigtige erfaringer
Vi skal huske at give plads til den viden, der er i praksis.

Det er derfor pædagoguddannelsen har over et års praktik. Og vi skal huske den kropslige viden og erfaring, som blandt andet erhverves ved at være fordybet i diskussioner i sin studiegruppe og ved at være udøvende i et pædagogisk aktivitetsfag. 

Disse typer af viden er måske sværere at sætte på formel og indføre i Excel ark, men de skal stadig anerkendes som en del af pædagoguddannelsens videngrundlag.

Forleden sendte min svigermor, som har været leder af et dagtilbud gennem 40 år, mig et billede af hendes noter fra hendes seminarietid. 

Hun havde sammen med sine medstuderende lavet en liste over, hvad en pædagog anno 1967 skulle kunne. Som det første på listen står der "have humoristisk sans", derefter "tålmodighed", "fantasifuld", "må udvikle sig" og allernederst af 30 stikord står der "faglig kunnen".

Faglig viden skal ingenlunde komme på sidstepladsen i en ny eller reformeret pædagoguddannelse, men det at være pædagog er mere og andet, end det der kan læses i en bog. Det synes jeg er værd at huske på i arbejdet med pædagoguddannelsens videngrundlag.