Pædagoger er for søde og bløde i den offentlige debat

En ny politisk sæson står for døren, og som altid sidder jeg som pædagog og håber på, at denne sæson bliver sæsonen, hvor vi endelig får taget de nødvendige skridt mod at sikre, at alle børn i Danmark får et godt børneliv. 

Jeg er ikke i tvivl om, at nogle politikere oprigtigt har børnene øverst på deres politiske ønskeseddel. Men ofte går der kun få uger, inden det politiske magtspil begynder og tager styringen over den realpolitiske debat. Så hvordan kan vi sikre, at det bliver anderledes denne gang?

Selvfølgelig kommer vi ingen vegne uden politisk handling. Men jeg tror også, at forandringen kræver, at vi som pædagoger tør vende blikket indad og spørge os selv: Er vi gode nok til at trække en streg i sandet, når nok er nok? Er vi gode nok til at sige fra, når politikerne igen og igen underminerer vores faglighed i den offentlige debat?

Det mener jeg ikke, at vi er. Efter flere års drag over nakken med besparelser og nye arbejdsopgaver pålagt side om side med forringede arbejdsvilkår, tror jeg desværre, at mange af os mere eller mindre modvilligt er nået frem til, at det alligevel ikke nytter noget.

Vi skal turde slå hårdere fra os, når vi oplever, at politikerne forsøger at underminere vores faglighed

Kasper Bøgh Larsen
Pædagog

Vi er i et blødt fag med bløde værdier – og desværre, så bliver vores indspark i debatten ofte derefter.

Det ligger dybt forankret i vores faglighed aldrig at råbe højt og banke i bordet. Den gode pædagog evner altid at se en situation fra begge sider og anerkende uenighederne med forsoning for øje. Vi lærer børnene, at en konflikt altid kan løses med et kram eller en undskyldning. 

Det er ikke dårlige eller forkerte værdier. Tværtimod. Vi skal være stolte af at lære den slags videre til samfundets yngste borgere. Udfordringen er bare, at spillereglerne i politik ikke er helt så moderne, nuancerede eller rummelige. I den offentlige debat er det (desværre) Christiansborgs politiske kultur, der sætter tonen.

Derfor skal vi turde slå hårdere fra os, når vi oplever, at politikerne forsøger at underminere vores faglighed og forsøger at bruge os og børnene som sparepost i stats- og kommunalbudgetterne.

Vi har allerede bevist, at vi kan råbe højt. Jeg var selv med, da pædagoger og forældre side om side gik på gaden for at få indført minimumsnormeringer i vores daginstitutioner. Vi krævede en forandring – og den fik vi. Vores protester fyldte mig med faglig stolthed.

Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke er muligt at stable sådan en protestbevægelse på benene hver eneste gang, vi oplever politisk uretfærdighed på vores område. Men jeg tror, vi skal gøre mere for at finde den samme kampgejst i de mindre sager. 

Vi skal være det vrede skjold, der beskytter børnene, når regeringen lægger an til at rende fra aftalen om at give børn med særlige behov en senere skolestart. Vi skal vise tænder og bide fra os, når uvidende politikere varmer op til et skærmforbud i daginstitutionerne, som i bund og grund er en mistillidserklæring til vores pædagogiske arbejde. Vi skal råbe op og tale med store, store bogstaver, når kommuner forsøger at omgå loven om minimumsnormeringer.

Det er grænseoverskridende at tage bladet fra munden og råbe op. Men jeg øver mig for børnenes skyld

Kasper Bøgh Larsen
Pædagog

Debatten skal ikke være usund. Det er vigtigt for mig at understrege. Det ville være giftigt for vores samfund, hvis den offentlige debat endte som et kommentarspor på de sociale medier. Skældsord og tilsvininger er aldrig vejen at gå. 

Det, vi har brug for, er at vi som pædagoger tør være skarpere og hårdere i den offentlige debat, når det gælder vores fagområde. Vi skal turde vise vores vrede og indignation, når der bliver talt ned til os fra politisk lag. 

Det er ikke let. Det er ikke noget, der falder mig selv naturligt, og det er på mange måder grænseoverskridende at tage bladet fra munden og råbe op. Men jeg øver mig for mine kollegers og børnenes skyld.