Det er godt med kommissioner. De tvinger os til at sætte fokus på konkrete løsninger, og de søger at stille politikerne til ansvar for, at der denne gang bliver gjort noget, som kan føre til reelle forandringer i børns liv.

Dansk børnepolitik har de seneste mange år bevæget sig alt for langt væk fra børns hverdagsliv. Et hverdagsliv der for mange er præget af ensomhed, uoverskuelige præstationskrav og oplevelser af ikke at slå til.  Der er akut behov for, at man politisk går i en anden retning.

Når jeg følger børn, deres familier og deres pædagoger i min forskning, er der særligt en ting, der gang på gang overvælder mig. Alle har så sindssygt travlt. Alle løber så stærkt. Pædagoger har tusind opgaver at løse, mens de skal være sammen med børnene.

Børnene er igennem et hav af skift og overgange i de syv timer, de befinder sig i vuggestue og børnehave. Og forældrene styrter hjem fra arbejde for at hente nogenlunde tidligt, have tid med deres børn og at sætte sig med arbejdet igen efter putning. Selvom vi hylder begreber som langsommelighed og nærvær, er de svære at få øje på.

Det er en hverdag, der på mange måder som klippet ud af den tyske sociolog Hartmut Rosas analyser om, hvordan acceleration af det generelle tempo i hverdagen ganske grelt påvirker vores relationer til hinanden.

Vi kommer med andre ord meget længere fra hinanden, selvom vi længtes efter at komme tættere på.

Travlheden og tempoet har sat sig og er blevet kronisk. Det er faktisk ganske alvorligt

Anja Marschall

Naturligvis påvirker det børn, når deres voksne hele tiden halser afsted. Forældrene har konstant dårlig samvittighed over ikke at have tid, og pædagogerne får aldrig mulighed for at leve op til egne faglige idealer om at være nysgerrigt til stede i børnehøjde.

Mange pædagoger oplever det, som selvsamme Rosa kalder for 'epidemisk tidssult. Travlheden og tempoet har sat sig og er blevet kronisk. Det er faktisk ganske alvorligt, for relationsarbejdet kan ikke skynde sig. Det går ganske enkelt udover fagligheden og nærværet, når vi har for travlt – og i særlig grad børnene.

Ét er de børn, der automatisk gør opmærksomme på sig selv. Dem, som enten løber på gangen, ’kravler på væggene’ eller på andre måder er højlydte. Selvom de deltager på måder, som ikke er hensigtsmæssige, får de dog gjort opmærksom på deres tilstedeværelse.

Et andet er de småbørn, der ikke umiddelbart gør et nummer ud af sig selv. Dem, som rækker hånden op til samling, gør som der bliver sagt, dem der selv tager deres sko på, men som alligevel altid står i periferien af børnefællesskaberne.

De ’socialt usynlige børn’, som Cristina Munck og jeg har kaldt dem i vores seneste følgeforskning. Usynlige fordi man, trods deres tilstedeværelse, simpelthen ikke bemærker dem, fordi de umiddelbart tager del i hverdagen.

De ser ud til at indgå i børnefællesskaber, men når man følger dem nøje, så er de afkoblede det sociale. De lykkes ikke med at finde en god ven, og de lykkes ikke med at blive vigtig del af et fællesskab. De er der bare.

Sådan et barn er fireårige Nathaniel. Han zapper lidt ud ved formiddagssamling, mens han nusser sine krøller. Han kalder indimellem på pædagogen for at vise, hvad han kan på legepladsen. Han står i nærheden af gyngen på legepladsen med de andre børn. Et flygtigt blik ville konkludere, at han har det godt.

Men ser man nøje efter, så spejder han efter en mulighed, hvor han kan få indflydelse, bidrage og deltage ligeværdigt i børnefællesskabet. Den kommer dog sjældent. Og slet ikke, når pædagogerne har så travlt, at de ikke har tid og mulighed for at undersøge, hvad der er vanskeligt for ham. Han deltager jo umiddelbart, dog er han helt alene mange timer i børnehaven hver dag.

Pædagoger i dag har så mange opgaver, der ofte ligger langt væk fra børnenes hverdag – væk fra langsommelighed, nysgerrighed og nærvær

Anja Marschall

Nathaniels forældre tror, det går godt. Det siger pædagogerne jo, det gør. Når man interviewer Nathaniels pædagoger, fortæller de dog, at de fornemmer, at der er ’noget’ med ham.

Men de har ikke helt kunne blive kloge på, hvad det ’noget’ er. Desuden har de travlt med møder om både Jacob, Melyssa og Milan, der alle har presserende udfordringer.

De skal også arrangere sproggrupper, hvor Nathaniel skal lære, at pærer og æbler hedder frugter.

De skal holde møder om kvalitetsmålinger. Og de skal have hverdagen til at hænge sammen med langtidssygdom og opsigelser på stuen.  

Imens venter Nathaniel på at blive bemærket og støttet i at deltage sammen med de andre børn.

Pædagoger i dag har så mange opgaver, der ofte ligger langt væk fra børnenes hverdag – væk fra langsommelighed, nysgerrighed og nærvær.

Lad os håbe, den nye trivselskommission kan komme med bud på, hvordan vi får pædagogerne tilbage til børnene, tilbage til fællesskaber og relationer. Hvor alle børn kan føle sig set, mødt og forstået i en rolig hverdag, med pædagoger der har tid til omsorg og til at være tæt på – både dem der ’kravler på væggene,’ og dem der står i baggrunden.

Det er nemlig her, vi kommer mistrivslen til livs.