Her er regeringens lovforslag på boligområdet

LOVPROGRAM: Altinget.dk bringer her er en oversigt over alle regeringens planlagte lovforslag på boligområdet i dette folketingsår.
Jørgen Skadhede

Socialministeriet

Ændring af lov om almene boliger m.v. (Byggeskadefondsdækning af renoveringer i alment byggeri) (Nov I)

Forslaget indebærer, at renoveringsarbejder i den almene boligsektor dækkes af Byggeskadefonden. Udover dækning af byggeskader skal fonden gennemføre eftersyn efter 1 år og 5 år samt formidle byggetekniske erfaringer. Herved sikres, at skader bliver udbedret, samt at der i tide bliver skredet ind overfor eventuelle byggeskader.

Ændring af lov om social service og lov om almene boliger (Revision af reglerne om rammeaftaler) (Nov II)

Formålet med forslaget er at sikre, at rammeaftalerne mellem kommunerne og regionerne på det sociale område og det almene ældreboligområde i højere grad bliver et redskab til at styre den faglige udvikling, kapacitet og økonomi. Forslaget indebærer bl.a., at rammeaftalerne forenkles, og at koordineringen af aftalerne flyttes fra regionerne til kommunerne. Forslaget skal samtidig understøtte kommunerne i rollen som købere af pladser i sociale tilbud og almene ældreboliger. Forslaget indgår i aftalen om kommunernes økonomi for 2011.

Ændring af lov om almene boliger (Salg af almene boliger) (Nov II)

Forslaget vedrører den fremtidige ordning vedrørende salg af almene boliger.

Ændring af lov om almene boliger m.v. (Den almene boligsektors midler) (Nov II)

Forslaget vedrører rammerne for den fortsatte regulering af anvendelsen af Landsbyggefondens midler til nybyggeri, renovering af den eksisterende ejendomsmasse samt til den sociale og forebyggende indsats.

Lovgivning vedrørende ghettostrategi (Jan II)

Regeringen vil fremlægge en samlet strategi på ghettoområdet, jf. regeringens arbejdsprogram fra februar 2010 Danmark 2020 Viden > vækst > velstand > velfærd. Der kan på denne baggrund blive tale om at fremsætte lovforslag på området, herunder også på andre ministerområder. Det forventes, at hoveddelen af Socialministeriets forslag vedrørende ghettostrategi vil indgå i ovennævnte forslag om den almene boligsektors midler.

Ændring af lov om leje og lov om midlertidig regulering af boligforholdene(Reduktion af energiforbruget i private udlejningsejendomme) (Feb I)

Forslaget vedrører incitamenter til at reducere energiforbruget i private udlejningsejendomme.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Ændring af lov om lån til betaling af ejendomsskatter (Ændring af lov om lånenes forrentning) (Okt II)

Ældre har på nuværende tidspunkt mulighed for at indefryse betaling af ejendomsskatter til halvdelen af diskontoen. Forslaget indebærer, at forrentningen øges til markedsrenten samtidig med, at renteudgiften gøres fradragsberettiget. Forslaget indgår i regeringens aftale med DF fra maj 2010 om genopretning af dansk økonomi.

Ændring af lov om kommunal ejendomsskat og lov om vurdering af faste ejendomme (Ændring af beregning af fradrag for forbedringer i grundskyld m.v.) (Nov II)

Forslaget vedrører bl.a. ændringer af reglerne om beregning af fradrag for forbedringer i grundskyld på baggrund af et analysearbejde med inddragelse af KL.

0:000:00