Løsning på voldelige lejere på vej

BOLIGRETSSAGER: Boligforeningerne har svært ved at opsige lejere, der chikanerer deres naboer, fordi der er over et års ventetid ved boligretssager. Men snart fremlægger de ansvarlige ministerier et løsningsforslag.
Jørgen Skadhede

I øjeblikket er det naboernes retssikkerhed, der er truet med halvandet års ventetid ved byretterne. Dermed tager vi kun hensyn til skadeudøvernes retssikkerhed, men ikke de skadelidtes.

Jesper Nygård
Direktør i KAB
I sommer overvejede folk at flytte fra en boligforening i Helsingør, fordi de blev terroriseret af en bestemt familie i bebyggelsen.

Boligforeningen ville gerne sige problemfamiliens lejemål op, men med næsten 16 måneders gennemsnitlig ventetid for boligsager ved landets byretter havde det lange udsigter, når familien ikke ønskede at flytte frivilligt.

Siden overtalte kommunen dog familien til at flytte ud på landet, men der er mange lignende sager hvert år, hvor naboerne må finde sig i chikanerierne, indtil sagen langt om længe kan komme for byretten.

Men sagen fra Helsingør trak store overskrifter i medierne, og derfor blev der sat et arbejde i gang mellem Socialministeriet og Justitsministeriet, som skulle finde på en løsning inden for retssikkerhedens rammer.

0:000:00