Borgmester: V's udskamning af udsatte byområder taler mod bedre vidende

Af Ninna Hedeager Olsen (EL)
Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune

Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) kritiserer i et indlæg på Altinget Danmarks Almene Boligselskabers kreds 1 for at udvise selvbenægtelse.

Det skyldes selskabets kritik af regeringens såkaldte ghettopakke, som Cecilia Lonning-Skovgaard tydeligvis er vældig begejstret for.

Hun skriver, at ghettopakken giver kommunerne en række nye værktøjer i arbejdet med de udsatte byområder. Det forholder sig imidlertid helt og aldeles anderledes ude i virkeligheden.

Et godt eksempel er kravet om, at et såkaldt ”hårdt ghettoområde” maksimalt må indeholde 40 procent almene familieboliger.

Overholdes dette krav ikke, vil man i yderste konsekvens rive en del af de almene boliger ned, indtil man når de magiske 40 procent.

Kunne man fra Venstres side begynde at tale områderne op i stedet for konstant at udskamme dem, så enhver køber eller lejer går langt udenom?

Ninna Hedeager Olsen (EL)
Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune

Det kan næsten ikke blive mere himmelråbende dumt.

De socialt udsatte beboere, som kommunen har brug for at anvise en bolig, vil så have endnu færre billige boliger at blive anvist til, og de vil på den måde bo endnu tættere i det tilbageværende byggeri.

Problemerne forsvinder ikke op i askeskyen, når boligblokkene falder sammen.

Billigere og bedre løsninger
I Københavns Kommune har vi i tæt samarbejde med de almene boligselskaber i årevis arbejdet med at forbedre de udsatte byområder.

Det har vi blandt andet gjort ved at lave sociale indsatser, og det har virket. Fra 2006 til 2017 gik vi fra 63 boligforeninger i udsatte byområder til 3.

Det var både mere effektivt og billigere end Cicilia Lonning-Skovgaards foretrukne løsning.

Generelt forstår jeg ikke denne fjendtlige indstilling overfor de almene boliger.

Boligerne i sig selv er ikke et problem, men når vi beder de almene boliger om næsten alene at løfte opgaverne med anvisning af boliger til socialt udsatte, så skaber vi problemet.

I stedet for at rive dem ned, burde vi bygge mere alment i alle bydele, så vi får et mangfoldigt bybillede, hvor de anviste borgere ikke behøver at udgøre en tredjedel af boligerne i en forening, men kunne være en sjettedel af lejlighederne, hvis vi byggede dobbelt så mange almene boliger. Det er løsningen.

Derudover kan vi begynde at anvise folk med boligmangel til private boliger. Som lovgivningen er nu, er det desværre ikke en mulighed.

Det er ærgerligt, for det ville give også et reelt redskab til at ende tendensen med de udsatte byområder, hvor de almene står alene med opgaven om boligsocial anvisning.

Løft området
Cecilia Lonning-Skovgaard kalder på konstruktivitet i stedet for pessimisme. Det er jeg helt enig i, men det er nu ikke Boligforeningerne, der kalder til kamp mod den almene sektor og dets beboere.

Det er regeringen, hvor Venstre jo som bekendt indgår som en central del. Kunne man fra Venstres side begynde at tale områderne op i stedet for konstant at udskamme dem, så enhver køber eller lejer går langt udenom?

Kunne man læse Københavns Kommunes politik for udsatte byområder, så man får øjnene op for de muligheder, vi har for at løfte områderne ved at investere i infrastruktur, bedre byrum, sociale indsatser og løft af folkeskolen?

Helst inden bulldozerne ruller ind i Tingbjerg.

Der er så mange muligheder, og de er alle billigere og nemmere at iværksætte end dem i ghettopakken. Så lad os nu prøve at lave en social indsats med pædagoger og lærere.

Lad os åbne områderne op, så de hænger sammen med resten af byen. Og lad os ikke mindst lade være med at tænke på de almene boliger som problemet, men som en del af løsningen.