Byggematerialekoncern: Gamle tal skygger for grøn omstilling, derfor skal indholdet i byggematerialer frem i lyset

Byggeriet står for omkring 40 procent af CO2-udledningerne, og heraf stammer en stor del fra fremstilling af materialer.

Derfor er der i stigende grad fokus på miljø- og klimabelastning i hele bygningens levetid, herunder også hvad det koster på klimakontoen at udvinde, producere, transportere og bortskaffe de enkelte bygningsmaterialer. Og hvor stor andel af genanvendte eller recirkulerede materialer, der er brugt i byggematerialerne.

Når virksomhederne bliver bedt om at dokumentere CO2- og klimabelastning i hele produktets levetid, skaber det et stort incitament til løbende proces- og produktoptimeringer og teknologisk udvikling i den grønne omstillings tjeneste.

Det er den form for produktmæssig gennemsigtighed og konkrete krav til branchens aktører, der kan sætte fart på den grønne omstilling.

Og det var netop det, der var lagt op til med stramningerne i bygningsreglementet, som træder i kraft i 2023. Stramninger som skal bidrage til at omsætte regeringens nationale strategi for bæredygtigt byggeri til handling og resultater.

Generisk data er flask varedeklaration
Fra januar 2023 bliver det således et krav i bygningsreglementet at lave livscyklus-beregninger – på fagsprog kaldet LCA-beregninger – for alt nybyggeri, ligesom der bliver indført en CO2-mæssig grænseværdi for bygninger over 1.000 kvadratmeter. Og kravene bliver gradvist skrappere de kommende år.

Men til manges store overraskelse har Bolig- og Planstyrelsen lavet et vedlæg til de kommende klimakrav i bygningsreglementet. Det drejer sig om en omfattende liste med generiske CO2-værdier for et væld af byggematerialer såsom isoleringsmaterialer, mørtler, tagsten, brandsikkert glas, varmepumper og meget mere.

Det betyder, at generisk data nu bliver sidestillet med produktspecifikke data, selvom der er en verden til forskel på de to.

Ude i virkeligheden står vi med data, der stort set aldrig afspejler virkeligheden

Helene Løvkvist Andersen

For at få et retvisende billede af det enkelte produkts klimabelastning har vi brug for nyt, specifikt data i form af miljøvaredeklarationer – også kaldet EPD’er – på det enkelte produkt. For de fungerer som et spejl, som viser både gode og dårlige sider. Og som viser, hvor den enkelte produktionsvirksomhed bør foretage justeringer i den grønne omstillings tjeneste.

Med EPD’erne kan vi dokumentere resultatet af vores reduktionsarbejde. Og omvendt er vi også forpligtet til at opdatere vores EPD’er, hvis det går den forkerte vej.

En af udfordringerne med generiske data, i den form der er tilgængelige i dag, er, at datagrundlaget kan være alt fra udenlandsk data, database-data, forældet data der stammer fra EPD’er eller håndbøger fra 1990’erne til gennemsnitsdata, hvor man blander produktdata.

Det fungerer måske på papiret, men ude i virkeligheden står vi med data, der stort set aldrig afspejler virkeligheden. Man fristes næsten til at kalde det for falsk varedeklaration, der gør det umuligt at få et retvisende billede af klimabelastningen fra de materialer, der er anvendt.

Gennemsigtighed er vejen til grøn omstilling
Ifølge BUILD – Institut for By, Byggeri og Miljø - ved Aalborg Universitet har viden om og brugen af EPD’er netop været med til at udvikle et mere præcist datagrundlag for livscyklusvurderinger på danske bygninger. Det har også været med til at bidrage til udvikling af CO2-grænseværdier.

Det er et stort og møjsommeligt arbejde at lave miljøvaredeklarationer på byggematerialer. Men det har ikke forhindret virksomheder i Danmark i at bruge millioner af kroner på produktspecifikke EPD’er.