DTU-professorer: Vores byggepraksis for megaprojekterne forsinker den grønne omstilling

Politikere og erhvervsliv går all in, når der igangsættes infrastrukturprojekter i megastørrelse til at understøtte den grønne omstilling.

På få år skal vi bygge energiøer, mangedoble vores produktion af vedvarende energi og elektrificere transportsektoren og varmeforsyningen for at nævne et par af de strategiske initiativer. 

Fælles for disse projekter er, at de er komplekse, usikre, og at vi ikke har de bedste erfaringer med realiseringen af dem.

Af konkrete eksempler kan nævnes supersygehusene, som fik mindre kapacitet end planlagt og havde mange store forsinkelser og fordyrelser, Femern-forbindelsen har også forsinkelser, signalprogrammet har forsinkelser og fordyrelser, og ikke mindst har Niels Bohr-byggeriet både forsinkelser og fordyrelser.

Det er alle projekter, der har været kritiseret af Rigsrevisionen. Læg dertil, at de tidligere projekter slet ikke har samme volumen og tidspres, som de projekter vi står overfor. 

Vi kan ikke forudse de teknologiske vindere 5 eller 10 år frem i tiden, men vi kan bygge infrastruktur, der vil fungere, uagtet hvilken teknologi der vinder

Christian Thuesen og Josef Oehmen
Professorer ved DTU Management, Institut for Teknologi, Ledelse og Økonomi

For eksempel svarer prisen på energiøerne til 40 supersygehuse eller knapt fire Femern-forbindelser, og tidsplanen for energiøerme er lige nu på otte år. Hospitalsbyggerierne og Femernforbindelsen har været mere end 20 år undervejs.

Behov for robust projektledelse

Hvis vi blot fortsætter den eksisterende praksis, er der ingen grund til at forvente, at vi vil være i stand til at levere vores grønne megaprojekter til tiden, til budgettet eller med de forventede klimamæssige fordele. 

Den åbenlyse konsekvens er, at vi forsinker den grønne omstilling, men vi risikerer også at sætte befolkningens nuværende opbakning over styr.

Derfor er det afgørende, at vi er realistiske i den samfundsmæssige kontrakt mellem befolkningen og de aktører, der står for realiseringen af projekterne.

Det er desuden afgørende at vi tænker nyt i realisering og drift af disse usikre og komplekse projekter. Vi skal holde op med at lade som om, at vi kan forudsige fremtiden - tænk blot på covidpandemien og krigen i Ukraine.

I stedet er vi nødt til at udvikle en robust projektledelse, der ikke er afhængig af, at vi præcist estimerer fremtiden om fem, ti eller 20 år.

Traditionel projektplanlægning søger at ”maksimere fordele” ved at forudsige fremtiden og planlægge i overensstemmelse hermed. I stedet skal vi først ”minimere fortrydelse” ved at overvåge og tilpasse os de skiftende realiteter.

Ét projekt til alle fremtidsscenarier

Sagt på en anden måde: I stedet for at lægge én plan skal vi vurdere alle væsentlige fremtidsscenarier. Derefter skal vi identificere projekter, der er "gode nok" under disse forudsætninger. Først da kan vi udvælge det mest effektive projekt og begynde den detaljerede planlægning.

På den tekniske side skal vi derfor ikke kun investere i teknologimodning på forhånd, men også bygge infrastruktur der er fleksibel i sin brug af teknologier i udvikling.

Vi kan ikke forudse de teknologiske vindere 5 eller 10 år frem i tiden, men vi kan bygge infrastruktur, der vil fungere, uagtet hvilken teknologi der vinder. Bliver det lidt dyrere? Ja. Vil det være dyrere end business as usual? Nej.

Vi kan ikke overvurdere vigtigheden af at udvide vores nuværende "forudsig og planlæg"-praksis med en robust "overvåg og reagér"-praksis. Vi ved, hvordan man gør dette, men det bliver svært – også fordi nuværende investeringsbeslutninger og kontrakter for store infrastrukturprojekter er bundet til vores menneskelige tro på præcise forudsigelser om fremtiden.