EL: Boligaftalen tilgodeser ejerboligerne

Af Rune Lund (EL)
Skatteordfører

Boligskatteaftalen, som regeringen har indgået med DF, S og R, er hamrende asocial. Og den er skæv.

Specielt Socialdemokratiet har ihærdigt forsøgt at få det til at se ud, som om det ligefrem er en aftale, der skaber mere lighed. At Socialdemokratiet kommer frem til dette, skyldes at embedsværket har regnet sig frem til, at Gini-koefficienten falder svagt med 0,01 procentpoint.

Gini-koefficienten, der måler den relative indkomstulighed, er et udmærket redskab, men i denne sammenhæng fanger den simpelthen ikke nogle oplagte uretfærdigheder i boligaftalen.

Udgangspunktet for skattestoppet var, at det ville løbe ud i 2020, hvorefter boligskatterne ville stige betragteligt. Det er også derfor, at boligskatteaftalen, som med en lang række midler søger at bremse skattestigningerne, alene frem til 2025 koster cirka 20 milliarder kroner.

Pengene til at finansiere dette er taget fra råderummet. Allerede dette er i sig selv meget socialt skævt. For vi skal huske, hvordan råderummet er skabt. Råderummet er bygget på den alenlange række af arbejdsmarkedsreformer, der skulle øge arbejdsudbuddet.

Så ejerboligerne tilgodeses mere end rimeligt er, mens lejere i almennyttige boliger og andelshavere forbigås.

Rune Lund
Skatteordfører for Enhedslisten

Tilbagetrækningsreformen, dagpengereformen, reformer af førtidspension og flexydelse og så videre. Boligaftalen er således finansieret af den person, der er faldet ud af dagpengesystemet og måske slet ikke har et forsørgelsesgrundlag, eller af den person, der ikke kan få tilkendt en førtidspension, selvom vedkommende er syg og nedslidt.

Hvis man skulle bruge pengene fra råderummet, burde disse penge også bruges til at sikre velfærden. Det var i øvrigt også det, som blev lovet. Der stod ordret i Velfærdsaftalen fra 2006, at pengene skulle ”reserveres til at sikre finansiering af velfærdssamfundet i fremtiden”. Der er således tale om et asocialt løftebrud fra forligspartiernes side.

Mindretallet forbigås
Derudover viser svar på spørgsmål, som Enhedslisten har stillet, at der også er en klar skævhed mellem ejere, lejere og andelshavere. Ud af de knap 20 milliarder kroner, der bruges frem mod 2025, bruges 74 procent af pengene på ejerboliger. Knap 58 procent af befolkningen bor i ejerbolig.

Til sammenligning bor 17 procent af befolkning i en almen lejebolig. De modtager dog kun 8,7 procent af pengene. 6,5 procent af befolkningen bor i andelsbolig, men andelsbolighaverne modtager sølle tre procent.

Så ejerboligerne tilgodeses mere end rimeligt er, mens lejere i almennyttige boliger og andelshavere forbigås.

Derudover har jeg meget svært ved at stå og klappe af en boligskatteaftale, som fastholder den nuværende relative ulighed, målt med Gini-koefficienten.

Skattestoppet på boliger er noget af det mest ulighedsskabende, vi har set i Danmark, siden starten af nullerne. Det plejede vi faktisk at være enige om i den blok, der ikke er blå blok. Nu er S åbenbart tilfreds med status quo. Det er sørgeligt.

Det er ydermere uomtvisteligt, at flere dele af boligskatteaftalen er meget skæve, Gini-koefficient eller ej. En villa i Gentofte til 15-20 millioner kroner vil få en skatterabat som følge af aftalen på mellem 35.000 og 55.000 kroner hvert år.

Et hus i Rebild kommune i Nordjylland til en værdi af 2,4 millioner kroner får til sammenligning en årlig skatterabat på 200 kroner. Det samme gælder i forhold til det såkaldte forsigtighedsprincip, hvor der gives 20 procent i rabat på ejendomsvurderingen.

Parcelhuset i Næstved til en million kroner får et nedslag på 200.000 kroner, mens millionærvillaen til 15 millioner kroner i Whiskybæltet får et nedslag på tre millioner kroner. Den relative ulighed øges måske ikke, men i kroner og øre gives der mest til dem, der i forvejen har meget.

Boligskatteaftalen er således pilskæv. Finansieringen af den er skæv, fordelingen af pengene er skæv, og i kroner og øre fastholder den de sociale skævheder mellem de dyreste boliger, der får mest, og de billigere boliger, der får meget lidt.

Vi skulle have lavet den simple øvelse, hvor skattestoppet bare var afskaffet og udfaset. Dette – kombineret med en indefrysningsmodel, der kunne sikre folk mod at blive beskattet ud af deres bolig – ville have frigjort milliarder til velfærd, samtidig med at de samfundsskabte værdier på boligmarkedet ville have været beskattet langt mere retfærdigt.

Dét havde været en aftale, der både havde skabt tryghed og mere retfærdighed og lighed.